Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - XI.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Fortvivlelse og vær elendig; lad ham være
elendig, Vorherre, lad ham ikke stjæle Hævnen fra
mig ogsaa. Gaa, din Usling, gaa, jeg kaster
dig fra mig, men jeg slæber dig med mig, kan
du tro, gjennem alle de Pinsler, jeg kan hade
ned over dig.«
Hun havde rakt Armene truende ud mod
ham, nu vendte hun sig og gik, og
Verandadøren klirrede sagte efter hende.
Niels stod og saae forbavset, næsten vantro,
den Vej, hun gik; det syntes ham, som om det
var der foran ham endnu, dette blege,
hævngjerrige Ansigt, saa forunderlig lavsjælet og
raat i sin Lidenskabelighed, helt berøvet sin
sædvanlige formfine Skjønhed, som var det
bleven pløjet op i alle Linier af en unænsom og
barbarisk Haand.
Han stavrede forsigtigt ned til Isen, og
begyndte at løbe langsomt udefter ad
Fjordmundingen til, med Maaneskjæret for sig og med
Vinden paa Ryggen. Efterhaanden løb han
stærkere til som Tankerne tog hans
Opmærksomhed fra Omgivelserne bort, og Isspaanerne
fra hans Skøjtejærn rislede klingrende med
ham henover den blanke Flade, førte af den
stadigt voksende Frostvind.
Saa det var Enden! Saa det var saadan,
han havde frelst den Kvindesjæl, og hævet
den og givet den Lykken! Hvor det var skjønt
hans Forhold til den døde Ven, hans
Barndomsven, for hvem han vilde ofret Fremtid,
Liv og Alt! Han med hans Ofren og hans
Frelsen! — Himmel og Jord skulde se paa ham,
saa kunde de se en Mand, der holdt sit Liv
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
