Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Harald Gilles Saga. 759
han sig ogsaa en Vinter paa Island, hos Thorgils Oddson paa
Stadarhool i Sorbe, noen at hardad Nogen vidste, hvem han
var. Da stete det om Efterhosten, da man giennede Faar i
Fold, for at tåge ud til Slngtning, at et af Faarene lob hen til
Sigurd, og hau lod da, som det var tyet til ham, kastede det ud
over Folden og lod det lobe til Fjelds, med de Ord: endnu er
de ilke saa mange, der soge mig paa Haand, at jeg jo nok kan
hjelpe dem Siden, om Vinteren, var der en Kvinde, som havde
stjaalet, og som Thorgils derfor vilde tugte, men da hun tyede
til Signrd, gav han hende Plads hos sig, og stiondt Thorgils
fordrede hende ndleveret og sagde, hvad hun havde gjort, bad
Sigurd dog for hende, fordi hun havde tåget stn Tilflugt til
ham, og vilde have, at Thorgils stulde eftergive hende Straffen.
Thorgils sagde Nei, hun stulde have Lon som forskyldt; men da
Sigurd saae, at der hjalp ingen Bon, sprang han op, drog sit
Svcerd og sagde til Thorgils: velan! saa tag hende da, om du
tor! Da Thorgils nu saae, at han vendte det Laadne ud og
vilde forsvare Kvinden med vcebnet Haand, fik hnn ligesom Oinene
lidt op og tcenkte, mnn kunde nldrig vide, hvnd der stnk i snndnn
en forvoven Knrl, gav derfor efter og lod Kvinden slippe. Iblcmdt
de flere Fremmede, som laae paa Stadarhool, var Signrd ellers
den, der gjorde mindst Opstgt; men et Trcrk af ham maae vi
dog endnu fortcrlle, som noget, der ret lunde ligne ham. Han
tom en Dag ind i Stuen, hvor en anden Nordmcmd sad og tråk
Tavl med en af Husets Folk, som var en Stads-Mcmd og ferte
sig glubst op, men havde just dengang en daarlig Fod, med en
hoven Taa, som botnede. Nordmcmden kaldte paa ’Sigurd og
vilde raadfore sig med ham om Spillet; men Sigurd fiiennede
ved ferste Oiekast, at det var tabt, fatte sig derfor ned paa Bcenken,
tog et Halmstråa og tråk hen ad Gulvet, hvor der just lob nogle
Kctttekillinger, som da strår var ved Haanden og fulgte med
Straciet, hen paa den daarlige Fod. Det gjorde ondt, Islcenderen
sprang op og raabte Au, Brillerne kom derved i Ulave, og Spillet
gik overstyr under Trcetten om, hvordan det havde stanet. At Si
gurd vnr prcestelcerd , var der aldrig Nogen som vidste, forend
Paaste-Loverdag, da han med Eet gav stg til at lcese over Våndet,
og jo lcenger han nu blev der, des storre Tanker stk man om
ham. Endelig om Sommeren, for de stiltes ad, sagde Sigurd til
Thorgils, at herefter kunde han henvende sig til Sigurd Slemmedegn
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
