Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
— 72 —
Wergeland ind at iagttage Virkeligheden lidt, før
han satte Kvinderne ind i et Digt eller et Drama,
vilde han fundet, at det ialfald ikke er ved alle
Livets Anledninger og Begivenheder, at Kvinder
besvimer. Han er ligesaa inderlig overbevist om
at kjende „Kvindens Kald og Bestemmelse" som
enhver anden Mand i Tiden. I „Gamle Jomfruer"
for Eksempel viser han klart nok, at han ikke har
fjerneste Tanke paa, at Kvinder skulde kunne
skabe sig et nyttigt, lykkeligt Liv paa anden
Maade end ved Giftermaal. Kvinden er den
lavere Skabning, er Mellemleddet mellem Manden
og Dyret. Vel staar der i „Spaniolen" :
„Thi visselig sin Frihed vinde
skal Mennesket, det Guddomsbild
saalænge Gud til Mand og Kvinde
nedlaaner end sin Skaberild",
men paa den anden Side siger han i „Mennesket" :
„Dog Jorden, der har Rang blandt Stjernerne
er ringere end Livene, den dier,
om Sjæl de have, som en Moder
er ringere end sin Søn; thi Blod de blot
af Moderen have, Sjæl af Faderen".
Kvinden er til for at opofre sig:
„Kvinden har alt i Støvet for Manden
sit Offer begyndt,
som ei hun ender,
for Jordens alle
Vugger sammen til Grave falde",
og saa er hun til for at begeistre Manden.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
