Akvatinta — Albrechtson 15 gelmæssigt, fint kornet Lag af Harpiks eller Asfaltpulver fordeles over en Kobberplade, der opvarmes saaledes, at Kornene fastsmeltes. Gennem denne AÆtsgrund kan Syren kun trænge ned imellem Kornene, hvorved der dannes Fordybninger i Metallet. Ved Overdækning med Fernis e.l. kan Syrens Indflydelse varieres, saa man ved Trykningen kan faa et Billede, holdt i forskelligt tonede Flader. Oftest er en let Konturætsning, der fastholder Kompositionens Omrids, blevet raderet ned paa Pladen, inden Akvatinta-Grunderingen paalægges. Foruden nævnte Metode kan ogsaa anvendes en Fremgangsmaade, hvor AÆtsgrunden opløst i Sprit sprøjtes paa. Ved Anvendelse af flere Plader kan man arbejde med Farvetryk i denne Teknik. Akvatinta-Tekniken er anvendt paa et tidligt Stadium (1768) og maaske opfundet af Franskmanden J.B. le Prince (1734—81). Allerede i 1762 havde Svenskeren P.G. Floding i Paris arbejdet med en »Laveringsmetode«. Hollænderen Ploos van Amstel har med Dygtighed — ogsaa i Farvetryk — i Akvatinta reproduceret adskillige af det 17. Aarhundredes nederlandske Tegninger og Akvareller (Bogudgave 1821). I kunstnerisk Henseende fik Akvatinta sin fornemste Udøver i Spanieren Goya, hvis Værker viser dens store maleriske Muligheder. I England er Tekniken lige til vore Dage blevet hyppigt benyttet, ikke mindst ved de talrige Blade og Bogillustrationer med topografiske Motiver, Jagtscener, Dyr, Uniformer og Klædedragter etc. Paul Sandby har som den første brugt Sprøjtemetoden. Ved de mange Bøger, der er illustreret af Th.Rowlandson, skal kun Konturraderingen være udført af ham selv, medens Akvatinta-Arbejdet blev til paa Forlæggernes — især Ackermann’s — Værksteder. I Frankrig har Abbé de St. Nou gengivet Fragonards Tegninger i Akvatinta, og Janinet, Descourtis og Debucourt har arbejdet med Farve-Akvatinta. I Schweiz var denne sidste Teknik hyppigt brugt til topografiske Blade fra Slutningen af det 18. og Begyndelsen af det 19. Aarhundrede, og disse Blade var yderst populære over hele Europa. I Sverige har foruden Floding ogsaa J.F.Martin og i Danmark Erik Pauelsen, Georg Haas og H. Grosch samt i nyere Tid J.F. Willumsen og Oluf Hartmann benyttet Akvatinta-Tekniken. S.T.Prideau: Aquatint Engraving, Hind: A History of Engraving & Etching, 1923. 1909; A.M. J.s. À Ila Cathedrale-Bind. Se Katedralbind. À 1a Fanfare-Bind. Se Fanfarebind. Albertsen, P e d e r (død 1517), dansk Bogsamler. Kannik ved Københavns Kollegiatkapitel og Vicekansler ved Universitetet. Skænkede (1482 og 1497) det nystiftede Universitet, ved hvis Oprettelse han selv havde været virksom, værdifulde Boggaver, saavel Haandskrifter som trykte Bøger, hvorved han kan betragtes som Grundlægger af Universitetsbiblioteket. Af hans Donationer, der væsentlig omfattede Skrifter af kirkeretligt og medicinsk Indhold, er kun bevaret et enkelt Haandskrift, som nu findes i det kgl. Bibliotek (GI. kgl. Samling 1813, 4°). Sine boglige Interesser viste han ogsaa ved at bidrage virksomt til Indførelsen af Bogtrykkerkunsten i Danmark. Han støttede saaledes Københavns første Bogtrykker Gotfred af Ghemen, hvis Presse en Tid lang var opstillet i hans Hus, og har bekostet Udgivelsen af de første Skolebøger, der vides at være trykt her i Landet. S. Birket-Smith: Om Kjøbenhavns Universitetsbibliotek før 1728, 1882, S. 4—12. Albrecht, Lorenz (død 1603), tysk Boghandler og Bogtrykker. Virkede gennem en Aarrække i Lübeck som »Bogfører« i stor Stil. Han stod i en omfattende Forretningsforbindelse med Danmark og Sverige og lod i Rostock og Lübeck trykke flere Bøger til Forhandling i disse Lande, ofte affattet i deres egne Sprog. To Kataloger over hans Forlags- og Kommissionsartikler fra henholdsvis 1591 og 1599 er bevaret, og i det førstnævnte af disse findes særlige Fortegnelser over Bøger paa Dansk og Svensk. Blandt de danske Tryk træffer man adskillige af de nu saa sjældne »Folkebøger«. I. Collijn: Bokföraren Laurentz Albrecht i Lübeck (Nordisk tidskrift för bok- och biblioteksväsen, X, 1923). L. N. Albrechtson, H e n r i k (1827—1911), norsk samler. Organist i Oslo, en dvergvoksen byoriginal, mest kjent som samler av »Albrechtsons visesamling«, nu i Universitetsbiblioteket i Oslo. Den består av ca. 2,200 trykk leilighetsviser og gateviser i 23 bind. Særlig »skillingsvisene« er interessante som vidnesbyrd om folkelig visesang og om de gamle folkevisers livskraft langt ned i det nittende århundre. A. har også etterladt seg leilighetskomposisjoner til kunstnerfester, en »Mu-