16 Albrechtson — Alfabetisk Katalog ‘sikalsk Veiviser« og en samling biografiske notiser. R.Christiansen: Albrechtsons visesamling (Boken om bøker, III, 1932). W.M Aldine, Skrift, opkaldt efter den berømte italienske Bogtrykker Aldus → Manutius. Det er en Fremhævnings- og Titelskrift, der er slank og elegant med udpræget Empirekarakter. Den har saaledes ikke meget at gøre med den Bogtrykkers Skrifter, hvorefter den er opkaldt. H.T. Aldinere, Bøger, trykt af Aldus → Manutius og dennes Efterfølgere (1494—1597). Ialt omkring 850 forskellige Tryk kan henføres til deres Presser, men det er ofte vanskeligt at skelne ægte fra falske Aldinere, af hvilke adskillige udsendtes af konkurrerende Trykkerier. Aldinere — især de af Aldus Manutius trykte — er af Samlere stærkt efterspurgte, og Sjældenhederne betales med høje Priser. E. D. Aldus Manutius. Se Manutius. Aleksandrinske Bibliotek, Oldtidens største Bibliotek. Oprettet i Aleksandria af Ægyptens makedonske Konge Ptolemæus Philadelphos (284—46 f.K.), hvis Maal det var at skabe en fuldstændig Samling af græsk Litteratur. Biblioteket bestod af to Samlinger, en større og en mindre. Den store indrettedes i Museion i Slotskvarteret Brucheion og rummede maaske ca. 490,000 Bogruller (Antallet opgives meget forskelligt), hvoraf dog mange Dubletter. Som Bibliotekarer (en Liste over mange af dem er endnu bevaret) virkede fremragende Videnskabsmænd og Digtere, og Biblioteket var Hjemsted for en omfattende videnskabelig Forskning samt et vigtigt Knudepunkt for Oldtidens Boghandel, ligesom der i Biblioteket udvikledes en efter Omstændighederne fremragende Biblioteksteknik. Det blev delvis ødelagt ved Cæsars Belejring af Byen 47 f.K., men blomstrede op igen. 272 ødelagdes Museion ved Krigshandlinger, og de sidste Rester af Biblioteket var vist forsvundet i det 4. Aarhundrede. Det mindre Bibliotek, der fungerede som et Orienteringsbibliotek og ogsaa var beregnet for Lægmænd, havde ca. 48,000 Bogruller. Det havde til Huse i Templet for Serapis, Serapeion, og ødelagdes Aar 391 efter Ordre fra Kejser Theodosius i Rom. V. Gardthausen: Die alexandrinische Biblio- thek (Zeitschrift des deutschen Vereins für Buchwesen und Schrifttum, V, 1922). P. B. Alfabet, Rækken af Bogstavtegnene i et Sprog i den fastslaaede Orden. Ordet er dannet af de to første Tegn i det græske Alfabet Alfa og Beta. De europæiske Alfabeter udgaar fra det oldsemitiske Alfabet, om hvis Oprindelse der har hersket stor Uenighed. Det danner Grundlaget for det græske Alfabet, men medens det semitiske Alfabet kun havde bestaaet af Konsonanter, tilføjede Grækerne Vokaler. Gennem de græske Kolonier i Syditalien overførtes det græske Alfabet til Italien. Det undergik her enkelte Ændringer. C, en rundet Form af Gamma, fik Betydning K, og i Stedet dannedes et nyt G som Variation af C. Y og Z optoges først paa Ciceros Tid fra Græsk og anbragtes sidst i Alfabetet, som derefter omfattede 23 Tegn. Det latinske Alfabet har i Tidens Løb faaet enkelte Tilføjelser. I det 11.—12. Aarhundrede dannedes W af to sammenskrevne V-er; det brugtes fortrinsvis som Konsonanttegn. Ca. 1600 gennemførtes en Adskillelse mellem henholdsvis i—j og u—v, saaledes at i og u blev Vokaltegn og j og v Konsonanttegn. Særlig nordiske Bogstaver er æ (Sammenskrivning af a og e, forekommer dog ogsaa i latinske Tekster) og ø (gennemstreget o); de optræder allerede i danske Ord i latinske Haandskrifter fra det 12. Aarhundrede. Endvidere aa, der i Dansk skrives som to a-er, idet det udgaar fra langt a. I Reformationstiden ændredes i svensk Skrift æ, ø og aa, idet æ og ø blev skrevet som a og o med overskrevet e (senere to Prikker) og aa som a med overskrevet o. I Vestnordisk indførtes Bogstaverne ð og Þ som Betegnelser for den stemte og ustemte dentale Spirant (det sidste Tegn forekommer ogsaa i danske og svenske Haandskrifter fra den ældre Middelalder) og særlige Vokaltegn for de ved Omlyd og Brydning opstaaede Vokaler. J. Brøndum-Nielsen: Den nordiske Skrift (Haandbog i Bibliotekskundskab, 3. Udg., I, 1924); Nordisk Kultur, XXVIII, 1943; F.Blatt: Alfabetets historia, 1945. E. K. Alfabetisk Katalog (ogsaa kaldet Nominalkatalog), en af de vigtigste Katalogformer, som benyttes i Biblioteker af enhver Art. Er oftest fremstillet paa Sedler, dog findes ogsaa alfabetisk ordnede — trykte eller haandskrevne — Bindkataloger. Bogtitlerne er ordnet alfabetisk efter Forfatternavne eller Titlernes Stikord, det sidste er Tilfældet ved anonyme Værker, ved Tidsskrifter og ved Samlingsværker af flere Forfattere. I Reglen er Forfatternavne og Titlernes Stikord slaaet