26 Annaler — Anonym Vedkommende mest kendes fra senere Afskrifter, hører Aarbøgerne fra Uppsala, Visby og Vadstena. Paa Island udvikledes en fyldig Annallitteratur, der afløste Sagaerne. De fleste middelalderlige Annaler er affattet paa Latin, som dog efterhaanden erstattedes af Folkesprogene. Scriptores rerum Svecicarum medii ævi, I—III, 1818— 76; Islandske Annaler indtil 1578, udg. af G.Storm, 1888; Annales Danici medii ævi, udg. af E.J ørg ensen, 1920. L.N. Annerstedt, Claes (1839—1927), svensk biblioteksman. Bibliotekarie vid Uppsala universitetsbibliotek 1883—1904. A. var en framstående organisatör, som verksamt ingrep på alla områden inom biblioteket, antingen det gällde utvidgning av bibliotekslokalerna, höjda anslag, katalogiseringsarbeten eller bytesförbindelsernas utvidgning. Hans huvudarbete är »Upsala universitets historia« (I—III, Bihang I—V, 1877—1913). Universitetsbibliotekets historia har han behandlat i ett flertal skrifter, såsom »Upsala universitets bibliotek och förslaget till dess omgestaltning« (1887), »Upsala universitets biblioteks historia intill år 1702« (i »Vitterhetsakademiens handlingar«, XXXII, 1894), »Upsala universitetsbibliotek 1872—1896« (i »Upsala universitet 1872—97«, 1897), »Upsala universitetsbiblioteks storlek« (1904) samt »Förteckning å Upsala universitetsbiblioteks ledare jämte korta upplysningar rörande deras verksamhet« (i »Uppsala universitets biblioteks minneskrift 1621—1921«, 1921). Svenskt biografiskt lexicon, II, 1920, S. 48—53; Nekro- log av H.S ch ü c k (Nordisk tidskrift för bok- och biblioteksväsen, XV, 1928). H. Sdr. Annoteret Bibliografi, en særlig Form for Bibliografi, hvorved man ikke alene medtager de omhandlede Skrifters bibliografiske Data, men tillige i Tilknytning hertil kortfattede Oplysninger om deres Indhold, Værdi o.l. eller Oplysninger af bibliofil Interesse. Som Eksempel paa en annoteret Bibliografi kan nævnes G. Schneider: »Handbuch der Bibliographie« (1923 og senere). Mange annoterede Bibliografier er tillige »selektive«, idet de kun medtager den væsentligste Del af den foreliggende Litteratur. P. B. Anonym siges en Publikation at være, hvis der ikke paa Titelblad, under Fortale, Efterskrift eller andet iøjnefaldende Sted i selve Skriftet angives nogen Forfatter, eller naar denne er angivet ved Tegn (f. Eks. tre Stjerner) eller ved et Appellativ (f. Eks.»En Fædrelandsven«); i sidstnævnte og lignende Tilfælde kan det være vanskeligt at afgøre, om et Skrift skal kaldes anonymt eller pseudonymt. P.B. Anonym- og Pseudonymfortegnelser. Skrifter, som er udgivet anonymt eller under falske Forfatternavne, indgaar i Reglen i de almindelige Bibliografier, men kun titelmæssigt. De særlige Anonym- og Pseudonymfortegnelser har til Opgave at afsløre det anonyme eller fingerede Forfatterskab og danner derved et Supplement til de egentlige Bibliografier, hvor disse Oplysninger ofte savnes. Den eneste internationale Fortegnelse af Betydning, som dog kun omfatter Pseudonymer, er E. Weller: »Lexicon pseudonymorum«, 2. Aufl., Regensburg 1886. Den omfatter alle Tider og Lande, men er blot en Navnefortegnelse, der kun undtagelsesvis nævner Skrifternes Titler. Nationale Fortegnelser findes i de fleste Lande. For Tyskland findes to, hinanden supplerende Fortegnelser, som begge er forfattet af M. Holzmann & H. Bohatta, »Deutsches Anonymen-Lexikon«, I—VII, Weimar 1902—28, og »Deutsches Pseudonymen-Lexikon«, Wien & Leipzig 1906. Den førstnævnte indeholder over 90,000 Titler med Angivelse af anonyme Forfatteres, Oversætteres eller Udgiveres Navne og medtager ogsaa tysk Litteratur, som er udgivet udenfor Tyskland. Den anden er kun en Navnefortegnelse, ordnet alfabetisk efter Pseudonymerne. For Frankrig skal nævnes J. M. Quérard: »Les supercheries littéraires dévoilées«, 2. éd., I— III, Paris 1869—70, der er en Fortegnelse over franske Skrifter, ogsaa fra Lande udenfor Frankrig, som er udgivet pseudonymt, med Angivelse af Forfatterne. Som supplerende Del af dette Værk (Bd. IV—VII), men ogsaa som selvstændig Publikation foreligger A. A. Barbier: »Dictionnaire des ouvrages anonymes«, 3. éd., I—IV, Paris 1872—79, et fortræffeligt Værk, som i nøjagtig bibliografisk Form bringer en Fortegnelse over franske anonyme Skrifter, ogsaa saadanne, som er udkommet udenfor Frankrig, med Angivelse af Forfatterne. Et fælles Supplement til de to sidstnævnte Værker er G. Brunet: »Dictionnaire des ouvrages anonymes suivi des supercheries littéraires dévoilées«, Paris 1889. Hovedværket for