Bogbind 125 Hjorte og Raadyr til Klostret St. Denis, for at Klostrets Bøger kunde blive indbundet i Dyrenes Skind, thi nu blev Bøger, beregnet til Hverdagsbrug, indbundet i Tøj, Pergament eller Læder. Imidlertid er disse simplere Ting i Tidens Løb blevet slidt op eller kasseret og er med faa Undtagelser gaaet til Grunde, medens et relativt stort Antal af de kostbare og straalende Klenodiebind er blevet bevaret for Efterverdenen. Her er imidlertid det egentlige Bogbinderarbejde relativt underordnet, medens Billedskærer- og Juvelerarbejdet er saa meget desto mere iøjnefaldende. Af simple tidlige middelalderlige Bind, udført i Skind paa Permer af Træ, findes fire bevaret. De synes at stamme fra Begyndelsen af det 8. Aarhundrede. Fra romansk Tid findes karakteristiske Fksempler paa Datidens Kunsthaandværk blandt de bevarede Bogbind, særlig de kirkelige Pragtbind med deres mangeartede tekniske Fremgangsmaader, Celleemalje, Grubeemalje og »Opus interrasile« (en særlig Metalteknik). Af romanske Læderbind kendes til Dato kun godt og vel et halvt Hundrede, hvoraf langt de fleste fra England, hvor Bogbinderkunsten i det 12. og Begyndelsen af det 13. Aarhundrede stod meget højt. Bortset fra et engelsk Lædersnitbind, hvis Datering er usikker, er alle disse Læderbind fra romansk Tid dekoreret i Blindtryk. Den sociale og kulturelle Udvikling, som Europa i Løbet af Middelalderens sidste Aarhundreder oplevede, gav sig blandt andet Udtryk i et stigende Bogbegær og en deraf følgende naturlig Vækst i Bøgernes Antal. Og da Bogtrykkerkunsten opfandtes omkring 1450, blev Bøger endnu almindeligere og derfor ogsaa billigere, altsaa behøvede man ikke at ofre saa meget paa Bøgernes Indbinding; Klenodiebindene er i det 14. og 15. Aarhundrede derfor sjældne Undtagelser, medens til Gengæld Skindbindene oplevede deres store Blomstring. Paa Baggrund af de forudgaaende fattige Tider virker Rigdommen paa Læderbind nu næsten overvældende, og det er næppe forkert at hævde, at det er paa denne Tid, Bogbinderkunsten virkelig tager Form. Bortset fra de allerede nævnte, faatallige Klenodiebind fra det 14. og 15. Aarhundrede kan i store Træk Bindene fra denne Tid inddeles i fire Grupper efter Dekorationen paa Bindsiderne: Blindtryk med enkelte Stempler, Lædersnit, Dekoration med Pladestempler og Dekoration med Rullestempler. Fremstillingen af Lædersnitbind ophørte med det 15. Aarhundrede, men til Gengæld havde de da oplevet en saa straalende Glansperiode, at de sengotiske Lædersnitbind maa regnes blandt de smukkeste, som Bogbinderkunsten har skabt. Hovedparten af dem, der kendes nu, er fremstillet i Tyskland, specielt synes Nürnberg at have været Centrum for Fremstillingen af dem. Langt mere udbredte og langt talrigere var de mere haandværksmæssigt udførte blindtryke Bogbind, hvis Betydning var stadig voksende, eftersom Bogproduktionen og Behovet for Bogbind steg i Slutningen af Middelalderen. Imidlertid gav Middelalderen Plads for en ny Tid, Renæssancen, der anviste Kunst og Haandværk nye Veje. Ogsaa for Bogbinderkunsten betød denne Tid et Vendepunkt, idet den medførte to meget væsentlige Momenter: en ny Teknik til Udsmykning af Bindsiderne, nemlig Haandforgyldningen, og dernæst helt nye Dekorationsmotiver. Begge Dele var inspireret af orientalske Læderarbejder og Bogbind, der ved Handelen med de arabiske Lande var kommet til Italien, hvor ogsaa muhamedanske Haandværkere slog sig ned og virkede i de rige italienske Handelsstæder. En Særstilling mellem Bindene fra denne Tid indtager de, som den ungarske Konge Matthias → Corvinus (1458—90) lod lave til sit berømte Bibliotek. Meget tydeligt viser den orientalske Indflydelse sig i en Gruppe venetianske Bind fra den første Halvdel af det 16. Aarhundrede. Fra Italien bredte Forgylderkunsten sig til Frankrig, hvor Paris blev Bogbinderkunstens Centrum. To berømte Samleres Navne kaster Glans over Bindene fra denne Periode, Jean → Grolier og Thomas → Maioli. Teknisk set naaede Bogbinderkunsten et Højdepunkt under Henrik II (1547—59), og ved Siden af Paris hævdede navnlig Lyon sig som et andet Centrum for fransk Bogbinderkunst. Under Karl IX (1560—74) træffes en ny Form for Binddekoration, der skulde blive af stor Betydning for det følgende Aarhundredes franske Bogbinderkunst, de saakaldte → »Fanfarebind«, der tilskrives Nicolas → Eve. I Tyskland blev Jakob → Krause Renæssancens berømteste Bogbinder; i England var det efter alt at dømme en Franskmand, Thomas → Berthelet, der omkring 1540 indførte de fransk-engelske Dekorationsformer. Under Barokken saavel som under Rokokoen bevarede Frankrig inden for Bogbinderkunsten det Førerskab, som det havde tilkæmpet sig under Renæssancen. Det er under Barokken, den overordentlig rige, men samtidig