124 Bogauktioner — Bogbind märkas C. A. Ossbahrs auktion (1905), auktionerna på det väldiga bibliotek, som tillhört hovjuveleraren Chr.→ Hammer, och som pågingo på Stockholms bokauktionskammare under 4 år (1906—10) och slutligen P. Hiertas märkliga bibliotek, som skingrades 1932. De svenska bokauktionskatalogerna äro förtecknade i J. A. Almquists »Sveriges bibliografiska litteratur« (1904—12). En särskild typ av bokauktioner introducerades i Sverige av bokförläggaren F. Beijer med de s. k. förlagsauktionerna, vid vilka han över hela landet försålde sina stora restupplagor av mindre kurant litteratur. Övriga förlag följde hans exempel, men efter överenskommelse med bokhandlarna, som i dessa auktioner sågo en svår konkurrent, upphörde förlagsauktionerna omkring 1930. N. Östman: Stockholms stads bokauktionskammare 1674—1735 (i: F. U. Wrangel: Stockholmiana, V, 1916). B.A. Bogbil, en specielt til Bogtransport indrettet Automobil, der benyttes som Forbindelsesled mellem et Centralbibliotek og dets Opland enten ved Udbringelse af Bøger til Udvalg for Sognebiblioteker og Udlaansstationer eller ved Udlaan til Enkeltlaanere direkte fra Bogbilen. Fremkom i Amerika og England i 1920-rne. Indførtes i Danmark 1926, i Norge 1938; bruges ikke i Sverige, men paatænkes indført. G. K.J. Bogbind. Historie. Saalænge Begrebet »Bog« har eksisteret, har der ogsaa eksisteret Bogbind. Oprindelig har Bindet kun været et Beskyttelsesmiddel, hvad enten det som hos de gamle AÆgyptere har været en Forstærkning af den yderste Del af Papyrusrullen eller som i Middelalderen et simpelt Skindomslag. Paa et tidligt Stadium er derefter det, der oprindelig kun var at betragte som en Nødvendighed, blevet gjort til Genstand for kunstnerisk Udsmykning, først Bindsidernes Flader, siden ogsaa Bindets Ryg. Og efterhaanden hæves Bindet op fra sin sekundære Plads til at blive en Værdi i sig selv; det bliver Kunsthaandværk ligesom Bogtryk og Bogudsmykning. Som allerede nævnt forstærkede AÆgypterne den yderste Del af deres Papyrusruller. De græske Pergamentruller blev ofte indhyllet i smukt udstyrede Pergamenthylstre, f. Eks. purpurfarvede og med røde Remme. Ogsaa fra Romertiden kendes slige pragtfulde purpurfarvede »Bind«, men ogsaa Hylstre af Bronze eller Marmor benyttedes. | Oprindelsen til det egentlige Bogbind finder vi omkring Midten af det første Aarhundrede, da det blev almindeligt at anvende ` Pergamentcodices til Samlinger af Dokumen- ter, til Protokoller o.1. Fra det 5. Aarhundrede sejrer denne nye Form, Codex, ganske ovér Rullen. Formodentlig har man paa et meget tidligt Tidspunkt givet saadanne Codices et beskyttende Omslag af Pergament, Læder eller Tøj. Endvidere vides det, at man omtrent samtidig har brugt at erstatte Vokset i de saakaldte → Diptycha med Pergamentblade. Dersom disse Blade var foldede og hæftede, havde man i en slig Diptychon en Codex med Bind. Under Oldkirken og i den tidlige Middelalder har man i den ældste kristne Kirke be- nyttet Elfenbensdiptycha, i hvis Voksflader man indridsede Navne paa høje Gejstlige, Velgørere mod Kirken, afdøde Medlemmer af Menigheden etc. Disse Navne blev saa læst op ved Gudstjenesten. Ogsaa i de kirkelige Diptycha blev det mere og mere Skik at bruge Pergamentblade i Stedet for Voks. Saadanne Diptycha med deres oprindelige Indhold er ikke bevaret, men et Fingerpeg om Diptychon'ens Betydning for Bogbindets Udvikling har vi uden Tvivl deri, at en hel Række Diptycha, saavel Konsulardiptycha som kirkelige Diptycha, er blevet bevaret som Smykke paa kirkelige Pragtbind fra en noget senere Tid. Fra Folkevandringstiden i Italien stammer det ældste, helt bevarede Bogbind, der kendes, Dronning Theolindas Bind i Domkir- ' ken i Monza nord for Milano; Tidspunktet for dette Binds Tilblivelse er Begyndelsen af det 7. Aarhundrede. Det er et typisk Klenodiebind med rig Guldbeklædning, besat med Perler og Ædelstene og — som et Minde om Antiken — med otte reliefskaarne Stene (Kaméer). Efter Folkevandringstiden stod Byzans som den eneste direkte Arvtager og Fortsætter af Romerrigets Tradition. Skønne byzantinske Pragtbind, f. Eks. af forgyldt Sølv dekoreret med Glasmosaik og Emalje og med Indtræk af Perlesnore, findes stadig bevaret, saaledes et i Marcuskirken i Venedig fra det 8. Aarhundrede. Ogsaa fra Irland og fra irsk prægede Egne af Mellemeuropa er der bevaret kirkelige Pragtbind med det for irsk Ornamentik saa karakteristiske Fletværk og Dyreslyng. Under Karl den Store (768—814) fik Bogvæsenet et meget stærkt Opsving, og endnu findes Optegnelser, der viser,.at i 774 skænkede han en Skov med tilhørende Jagt paa