Bogbind — Bogbinderorganisationer 133 skæres foroven, skæres først efter Afpresningen. Efter Afpresning tørres et Døgn; Bogen beskæres derpaa for Enderne og snitbehandles (Farvning, → Marmorering, → Sprængning eller → Guldsnit). Paa lavfalsede Bøger paasættes → Kapitælbaand, og eventuelt paasættes → Løsryg. Til dybfalsede Bøger fores Bindpappen op med Papir paa den Side, der vender ind imod Bogen. Efter endt Tørring sættes Bogen an (se Ansætning) og indpresses atter. Ansætningen tørrer ligeledes et Døgn, Bogen formeres foran (se Formering), og hvis det drejer sig om dybfalsede Bind, paasættes Kapitælbaand, der tilskæres Løsryg og eventuelt paasættes Papirstrimler til → ophøjede Bind. Paa Bøger med → fast Ryg klæbes Skindet direkte paa Arkenes Ryg. Skindet skæres til og skærfes (se Skærfning), → Lædergøring finder Sted; lavfalsede Bøger behandles her som dybfalsede. Hvis der paa Papirbind ønskes Skind- eller Pergament-Kapitæler og Hjørner, paasættes disse med Klister. Paa Pap-, Shirtings-, Lærreds- og Papirbind paasættes Materialet med Lim (se Overtrækning). Umiddelbart herefter foretages + Oppapningen; dybfalsede Bind pappes op med Lim og tørres aabne ca. en halv Time, lavfalsede Bind pappes op med Klister og tørrer i Presse i et Døgn. Efter endt Presning tages Bogen ud, paasættes eventuelt Titelfelter og haandforgyldes (se Haandforgyldning). 2. Den maskinbundne Bog (Partiarbejde). Hvis Arkene er trykt i dobbelt Størrelse, skæres disse over, inden de gaar i→ Falsemaskinen. Efter Falsningen stables Arkene, »tages op« (d.v.s. samles til Bøger), kollationeres og hæftes paa Maskine. Derpaa limes, og efter Tørring nedbankes eller presses Ryggene, Bøgerne skæres i→ Treskærer, snitbehandles, rundes i→ Rundemaskine og afpresses paa Maskine. Bøger, der skal »indhænges« i Bind, paasættes »Pose« (en dobbelt Strimmel Papir af Bredde som Bogryggen, klæbet sammen paa langs og aaben i begge Ender). Løsryggen klæbes ind i Skindryggen, og denne trykkes i Forgylderpresse, hvorefter Bindene samles og overtrækkes. Shirtings- og Papirbind gøres dog færdige inden Trykningen. Inden Bogen hænges i Bind, rundes Ryggen over en saakaldt »Træspalt« eller over et særligt Apparat med indlagt Varme, der hurtigt blødgør Limen og giver Ryggen den fornødne Runding. Den paasatte »Pose« ansmøres med Lim, og Bogen sættes paa Plads i Bindet. Til det gode Partiarbejde anvendes ofte aaben Oppapning som ved dybfalsede Privatbind; det almindeligste er dog lukket Oppapning med hurtig paafølgende Presning. Til billigt Partiarbejde bruges ikke Indhængning paa »Pose«, men Bøgerne eller Bindene smøres an med Klister og indhænges direkte paa Forsatsen. Hvor det drejer sig om særligt værdifulde Værker, udføres Partiarbejde ofte efter Afpresningen omtrent som Privatarbejde, kun med den Afvigelse, at Ryggene bliver presseforgyldt (se Presseforgyldning). Bedre Partiarbejde forsynes sluttelig med Smudsomslag og eventuelt Kartonnage. A. Kyster: Om Indbinding af Bøger, I—III, 1920— 35; P. Kersten: Der exakte Bucheinband, 1923; A. Hielm: Yrkeslære for bokbindere, 1939. J. O. Bogbinderlærred, Bomuld eller Hoørstof, der ved kraftig Appretering og eventuel Mønsterpresning er gjort egnet til Indbinding af Bøger. Anvendes meget i Stedet for Skind, hvilket det ved sin Stivhed og Styrke ofte kan erstatte. Til Guldtryk egner det sig kun daarligt. Titlen anbringes gerne paa et Skindfelt; paa lyst Lærred kan den trykkes direkte paa med Farve. J. O. Bogbinderorganisationer. Danmark. Her findes tre Hovedorganisationer, to for Mestre og en for Svende. De københavnske Mestre er samlet i »Bogbinderlauget i København«, hvis første Laugsartikler er fra 1646, og Provinsens Mestre er organiseret i »Centralforeningen af Bogbindermestre i Provinserne«. Endvidere er der i flere af de danske Provinsbyer lokale Laug og Foreninger af Bogbindermestre. Samtlige Landets Bogbindersvende er tilsluttet »Bogbinderforbundet i Danmark«, hvori ogsaa de i Faget beskæftigede Kvinder er optaget; Forbundet er delt op i lokale Afdelinger med hver sin Ledelse. J. O. Finland. Den äldsta bokbindarorganisationen daterar sig från slutet av 1700-talet. Genom ett kungligt reskript av 1773 ålades nämligen bokbindarna i Åbo att sammansluta sig till ett skrå, vilket de även två år senare gjorde. Under skrået i Abo lydde landets övriga bokbindare ända till 1835, då bokbindarna i Helsingfors fingo eget ämbete. Bokbinderskråen i Abo och Helsingfors räknade under sin verksamhetstid sammanlagt 72 respektiva 20 mästare. Efter skråväsendets upphävande 1868 voro bokbindarna en längre tid utan egen specialorganisation ; en sådan grundades dock 1890 för yrkesutø-