200 Bytteforbindelser — Byzantinsk Bogkunst ner, der bl. a. udveksles mellem de forskellige Landes Parlamenter og administrative Organer, omfatter (foruden Referaterne af Parlamentsforhandlinger) Kommissionsbetænkninger og andre Kilder af politisk og juridisk Værdi; for Englands Vedkommende har dette Materiale dog hidtil ikke været Genstand for Udveksling, men maattet købes, medens de amerikanske »House and State Documents« udsendes i stort Omfang som Byttemateriale. Bytteforbindelsernes Historie gaar langt tilbage i Tiden. I Danmark paalagde saaledes allerede Christian V ved en Resolution af 17. Juli 1697 Bogtrykkerne til hans Bibliotek at aflevere 5 Eksemplarer af enhver Bog, og af disse var de fire bestemt til Udveksling med andre Biblioteker; Bestemmelsen har dog næppe faaet større Betydning. Indenfor de nordiske Lande er iøvrigt Sverige gaaet i Spidsen med Hensyn til Udvikling af Bytteforbindelser; i det 18. Aarhundrede begyndte Landets egne Biblioteker en indbyrdes Udveksling, og fra 1819 udvidedes den til i stigende Grad at omfatte ogsaa andre Landes Institutioner. En Række af de svenske Biblioteker driver nu en storstilet Byttevirksomhed; i Særdeleshed gælder det Universitetsbibliotekerne i Lund og Uppsala (sidstnævnte staar i Forbindelse med over 2000 Institutioner i Udlandet), og de svenske Biblioteker modtager vederlagsfrit af alle ved Statens Foranstaltning eller med Statsstøtte udgivne Skrifter og Periodica et vist, ofte betydeligt Antal Eksemplarer til dette Formaal. I enkelte Landes Pligtafleveringslove kræves et særligt Antal Eksemplarer afleveret med Henblik paa Udveksling, saaledes i den østrigske Lov af 1922 og især i den russiske af 1929. I flere Lande er en væsentlig Del af Bytteforbindelsesvirksomheden centraliseret i en særlig Institution, saaledes har Frankrig siden 1876 et »Bureau d'échange«, og De forenede Stater har en lignende Central i det til »Smithsonian Institution« i Washington knyttede »Bureau of International Exchanges«. I Danmark er Udvekslingen hidtil væsentlig foregaaet gennem Videnskabernes Selskabs Sekretariat, men fra 1945 er den begyndt at samles i det nyoprettede, under det kgl. Bibliotek hørende → »Institut danois des échanges internationaux de publications scientifiques et littéraires«, der tillige skal søge denne Virksomhed stærkt udvidet. I Norge driver hver enkelt videnskabelig Institution sin egen Udveksling af Publikationer med de tilsvarende udenlandske Institutioner, medens Pakkeforsendelserne er centraliseret ved Universitetsbiblioteket i Oslo (»Service norvégien des échanges internationaux«). S. E. Bring: Uppsala universitets bytesförbindelser (Uppsala universitetsbiblioteks minnesskrift, 1921); Handbuch der Bibliothekswissenschaft, II, 1933, S. 173—79; H. B. Kragemo: Zur Frage der Rationalisierung des Tauschverkehrs einer wissenschaftlichen Bibliothek (Overbibliotekar W. Munthe på femtiårsdagen, 1933). S. D. Byzantinsk Bogkunst. Efter at Byzans under sit nye Navn Konstantinopel i Slutningen af det 4. Aarhundrede var blevet det østromerske Kejserriges Hovedstad, fremvoksede her efterhaanden en frodig Bogproduktion, der ogsaa naaede ud til andre Dele af det vidtstrakte Rige, som omfattede alle tidligere romerske Provinser i Asien, Østafrika og Sydøsteuropa. Herved førtes paa dette Omraade Oldtidstraditionerne videre gennem Aarhundreder. I det 6. Aarhundrede, i Justinian I.s lykkelige Regeringstid, udvikledes en særpræget byzantinsk Bogkunst, som navnlig indenfor Miniaturekunsten betegner et Højdepunkt, og som kom til øve Indflydelse langt ud over Rigets Grænser. Den er — som den byzantinske Kunst overhovedet — karakteriseret ved Paavirkning fra Senantiken og den oldkristelige, navnlig den syriske, Kunst i Forbindelse med kraftig orientalsk Indflydelse. Haandskrifterne udstyredes med ødsel Pragt, bestaar ofte af purpurfarvet Pergament beskrevet med Guld- eller Sølvbogstaver og udsmykket med Initialornamentik og Miniaturer i dybe, dunkle Farver med rig Anvendelse af Guldpaalægning. Illustrationerne, der navnlig tjente til at anskueliggøre de hellige Fortællinger og Legender, fik i Modsætning til Antikens Naturalisme et skematisk, stiliseret Præg med stærk Fremhævelse af Linjevirkningen. I det 10. og 11. Aarhundrede oplevede Riget under den makedoniske Kejserfamilie en aandelig Renæssance, og der er fra denne Periode bevaret en Mængde ypperlige Haandskrifter, fremstillet af professionelle Skrivere, som arbejdede for Hoffet og den højere Embedsstand. I disse Haandskrifters Udsmykning spores en stærkt antikiserende Tendens. Ved Siden heraf trivedes i Klostrene en mere folkeligt præget Bogkunst, karakteriseret bl. a. ved en indholdsbetonet Illustrering, som gaar imod den stereotype kirkelige Tradition. I Byzantinerrigets senere Tid forfaldt Bogkunsten efterhaanden, og det 13. og 14. Aarhundredes Haandskrifter bærer med deres daarlige Ma-