Diptychon — Disputats 251 optog denne Skik (og det i et saadant Omfang, at det i 384 ved en romersk Lov blev forbudt andre end de ovennævnte Embedsmænd at udsende saadanne Nytaarshilsener), ligesom der til kirkelig Brug forfærdigedes Diptycha med Optegnelser om Kirkens Velgørere o.l. Hyppigt træffes middelalderlige Haandskrifter, hvis Bind bestaar af Diptycha-Plader, en Bindform, som bliver Forbilledet for de saakaldte Klenodie- eller Alterbind. Ogsaa gennem hele Middelalderen fandt Diptycha praktisk Anvendelse, bevaret er saaledes Diptycha indeholdende Regnskaber fra Ludvig IX.s Hof, og i Lübeck har man fundet Vokstavler med Skriveøvelser fra det 15. Aarhundrede. I Skara Stiftsbibliotek i Sverige findes en fra Edåsa gamle Kirke stammende middelalderlig Trætavlebog, bestaaende af fem Plader af Bøg. R.Delbrück: Die Konsulardiptychen, 1929. P.B. Diriks, C a r 1 F r e d e r i k (1814—95), norsk tegner. Fyrdirektør. Utga en rekke hefter med litograferte pennetegninger, vesentlig av humoristisk art. De viktigste er »Skisser af Reiselivet i Norge« (I—IV, 1865—68) og »Allehaande« (I—VIII, 1869—76 & 1882). I 1874 illustrerte han H. Meltzers »Smaabilleder af Folkelivet«. D. var dilettant, men hadde sans for den levende strek og tegningens konsentrasjon. Først og fremst hadde han imidlertid det friske syn på sine omgivelser; han så på dem med humor og forsto å karakterisere dem med treffsikkerhet, men uten ondskap. O. Theodorsen: Litt om Diriks, 1943. R. R. Disponender (egentlig »Disponenda«), Boghandlerbetegnelse for → Beholdning. At disponere betyder i denne Sammenhæng at overføre usolgte à cond.-Bøger fra et Aars Regning til næste Aars, d.v.s. »at stille i Behold«. At blinddisponere, d.v.s. at stille solgte à cond.- Bøger i Behold, som om de endnu fandtes paa Lager, for derved at udskyde Betalingen, er forbudt og strafbart ifølge den almindelige Lovgivning. (Jfr. Remittender.) A. F. Disputats (eller Dissertation), Betegnelse for en videnskabelig Afhandling, der — antaget af et Universitet eller anden højere Læreanstalt — giver sin Forfatter Ret til en akademisk Grad, hyppigst Doktorgraden. De Krav, der stilles til Afhandlingens Kvalitet, varierer en Del fra Land til Land; i de nordiske Lande stilles ret strenge Krav om videnskabelig Lødighed, og en nordisk Doktordisputats kan bedst sammenlignes med det i visse Lande, f.Eks. Schweiz og Tyskland, fore- kommende »Habilitationsschrift«, der ligesom denne giver Adgang til at forelæse ved Universitet e.l. Den i mange Lande almindelige Disputats (+ Inauguraldissertation) er ałt ringere Kvalitet og danner oftest kun Afslutning paa en Universitetsuddannelse. I flere Lande — saaledes de nordiske — foregaar, forinden Graden kan tildeles, en offentlig og i sin Form stærkt traditionsbunden Forsvarshandling, og om selve denne bruges ogsaa Betegnelsen Disputats. I Universiteternes første Aarhundreder var Disputatsernes Antal langt større end nu, og Kvaliteten som oftest ringe, idet de kun tjente som Grundlag for de mange, tildels obligatoriske Disputerøvelser, der fandt Sted paa Universiteter, Kollegier og lignende Steder som en Slags aandelig Fægtekamp, beregnet paa at opøve Logik, Retorik og Sprogfærdighed hos Disserent, Respondent og Opponenter. Ved de fleste Læreanstalter er Doktoranden i normale Tider pligtig til at lade sit Arbejde trykke, og et vist Antal Eksemplarer skal afgives til Brug ved den Udveksling af Dissertationer og andre Universitetsskrifter, der finder Sted mellem en lang Række Universiteter Verden over. I Sverige var der allerede i det 18. Aarhundrede Udveksling mellem de hjemlige Universiteter, og i 1818 skabtes i Tyskland med Stiftelsen af »Akademischer Tauschverein« en Ordning, der har faaet Tilslutning langt udenfor Landets Grænser. Ved de fleste Biblioteker, knyttede til højere Læreanstalter, opstaar paa denne Maade store Disputatssamlinger, der som Regel paa Grund af den voldsomme Tilvækst og Materialets Uensartethed behandles mere summarisk med Hensyn til Katalogisering o.1., end Tilfældet er med andre Afdelinger. Ved Katalogisering af Disputatser fra før Begyndelsen af det 19. Aarhundrede kan det iøvrigt, naar »Autor« ikke udtrykkelig er angivet, volde Vanskelighed at konstatere, hvem der er Forfatter til et foreliggende Skrift, idet saavel Præses (der ledede Disputationen) som Respondenten (i ældre Tid den, der støttede Disserenten) eller endog en helt udenforstaaende kan være den egentlige Forfatter. Kan man ikke ad anden Vej fastslaa Forfatternavnet, maa man ved Katalogiseringen tage Hensyn til alle foreliggende Muligheder, og der er i Tidens Løb fremsat flere forskellige Regler vedrørende Disputatskatalogisering (om den righoldige Litteratur se A. Graesels »Handbuch der Bibliothekslehre«, 2. Aufl., 1902, S. 216—17), men en almindelig Regel lader sig ikke opstille, idet hvert Uni-