302 Fleming — Fleuronné biblioteket till Uppsala universitet, varvid de böcker, som redan funnos i universitetsbiblioteket, skulle tillfalla Skytteanska biblioteket. Med donationen följde också en icke obetydlig handskriftssamling, innehållande viktiga papper till samtida svensk historia. Ur Clas Flemings papper (Svenska memoarer och bref, X, 1906). H. Sdr. Flerfarvetryk, Tryk i flere Farver ovenpaa hinanden, hvorved den færdige Reproduktion fremtræder i Originalens naturlige eller oprindelige Farver. Da den engelske Fysiker Newton ca. 1666 opdagede, at man kan opdele det klare Dagslys i Kulører ved at sprede det gennem et Krystalprisme, havde han samtidigt skabt Grundlaget for senere Tiders Farveoptik. De syv Hovedfarver, Newton mente at se, ansporede bl.a. Kobberstikkeren Leblon fra Frankfurt a. M. til Eksperimenter med Farvetryk, idet han gik ud fra, at man ved Sammentryk af disse syv Farver maatte kunne gengive alle de i Naturen forekommende Farvenuancer. Hans Forsøg resulterede i en Indskrænkning af disse syv Farver til Anvendelse af de tre Hovedfarver gult, rødt og blaat. Han fik 1737 fransk Patent paa Fremstillingen af Trefarvetryk. Leblon samarbejdede en kortere Tid med Franskmanden Gautier. Denne hævdede, at sort og hvidt ogsaa maatte henregnes til Grundfarverne, og at en sort Trykplade var nødvendig, idet det hvide Papir dog sparede for det hvide Tryk. Gautier maa derfor regnes for den egentlige Opfinder af Firefarvetrykket. Trykpladerne maatte dog dengang skæres i Træ eller graveres i Kobber, og derfor kom Leblon og Gautiers Principper ikke til fuld Udnyttelse, førend man i Slutningen af det nittende Aarhundrede fik de moderne Reproduktionsmetoder til Raadighed. Men ved Senefelders Opfindelse af Stentrykket — Litografien — i Slutningen af det 18. Aarhundrede skabtes der andre Muligheder for farvede Billedgengivelser. Her kunde man med Anvendelse af tre og fire Farver opnaa helt gode Virkninger, men man tog det dog ikke saa nøje, om man kom op paa adskilligt flere, 15—20 Farver var ikke ualmindeligt. Litografiske Billedgengivelser var da næsten eneraadende, indtil Autotypien, og senere de farvefotografiske Reproduktionsmetoder i Slutningen af Aarhundredet, kom til Anvendelse. Fysikeren Maxwels Forsøg havde allerede i 1860'erne fastlagt Fremgangsmaaden. Ved at betragte Omgivelserne gennem f. Eks. et grønt Glas fremtraadte de røde Genstande i sort, og ved at eksponere gennem et grønt Filter kunne man altsaa faa et Negativ, hvorefter den røde Kliche kunne fremstilles. Paa tilsvarende Maade fik man ved Fotografering gennem henholdsvis violet og orange Filter Negativer til den gule og den blaa Trykplade. Ved selve Trykningen maa baade Indstilling, Tilretning og Farveføring overvaages med den største Akkuratesse. Indstillingen foretages med indtil silkepapirtynde Strimler i Trykformen, og almindeligvis trykkes den gule Farve først. Der er dog intet til Hinder for at trykke den røde som første Farve, og Nuancerne opstaar ved at Trykfarverne er tranparente, saaledes at gult og rødt ovenpaa hinanden giver grønt med forskellig Styrke, eftersom Trykpladen er tæt eller aaben, og alle andre Mellemtoner opstaar paa tilsvarende Maade. De tre Farver trykt ovenpaa hinanden i fuld Tone giver sort og dermed de mørkeste Konturer i Billedet. Indstillingen af Farvetryk i Bogtryk er vanskeligere end f.Eks. i Stentryk og Dybtryk, fordi der er flere Trykelementer, der skal samstemmes til et Hele, men man kan som Regel nøjes med færre Farver, end ved disse Trykmetoder. Af stor Betydning for Farvernes Pasning oven paa hinanden, er Behandlingen af Papiret, da dette som bekendt udvider sig i fugtig Luft og trækker sig sammen, hvis Luften bliver mere tør. Papiret maa derfor før Trykningen akklimatiseres (luftes), saaledes at det svarer til Trykkerilokalets Luftfugtighedsgrad. Se ogsaa under Farvetryk. P. D. Fleuron, indenfor Bogvæsenet Betegnelse dels for en Slutvignet (Cul de lampe) med Blomsterdekoration, dels for et Blomsterornament paa Bogbind. I sidstnævnte Betydning bruges Betegnelsen især om de Hjørnestempler, der ved enkel, linear Binddekoration flankerer Rammelinjerne. L. N. Fleuronné, Betegnelse for en Form af Initialornamentik, som blev almindelig i det 13. og 14. Aarhundredes Haandskrifter, og som fra Frankrig bredte sig over det meste af Europa. Udsmykningen, der væsentlig er af kaligrafisk Art, og hvis Hovedmotiv er Palmetten, gennemgik i det 13. Aarhundrede en rig Udvikling. Navnlig fra Tiden omkring Aar 1300 finder man de store Fleuronné-Initialer, hvor Inderfelterne er dækket af et filigranagtigt Net af slyngede Linjer. Fra Initialet udgaar lange Udløbere, som overalt er prydet med vifteformede Palmetter. E.K.