Forfatterleksika — Forfatterret 325 B. Ahlén i »Svensk bokkalender«, Stockh. 1943—46, som 1947 fortsættes af den ovennævnte »Nordisk Bogkalender«. Et finsk Forfatterleksikon for det 19. og 20. Aarhundrede er under Udarbejdelse. Biobibliografiske Oplysninger kan endvidere faas fra de store Antologier: »Suomalaiset kertojat« (Finska berättare), 1937, og »Suomen runotar« (Finlands musa), 3. Udg. 1947 og fra et biografisk Samleværk over finske Forfattere: »Aleksis Kivestä Olavi Siippaiseen«, 1944. Finlands svenske Forfattere er taget med i fuldt Omfang i »Svenskt författarlexikon 1900—1940«. L. N. Forfatterret, det Kompleks af Rettigheder, der sikrer en Forfatter (Ophavsmand) Beskyttelse ikke alene af de økonomiske, men ogsaa af de personlige og aandelige Interesser, der knytter sig til hans Aandsværk. Spørgsmaalet om en forfatterretlig Beskyttelse blev særlig aktuelt efter Bogtrykkerkunstens Opfindelse, men der gik dog flere Aarhundreder, inden Regler for en saadan Beskyttelse blev almindelige, og de mange Privilegier vedrørende Bøgers Trykning og Udgivelse, som Statsmagten o.a. i vidt Omfang uddelte helt op til Midten af det 19. Aarhundrede, kom først og fremmest Udgivere og Bogtrykkere til Gode. Det første Skridt i Retning af en forfatterretlig Beskyttelse blev gjort i England 1709, og paa Kontinentet var Danmark Foregangslandet, idet en Forordning af 7/1 1741 om Bøgers Eftertrykning i Praksis blev Udgangspunkt for en stedse voksende Beskyttelse af aandelig Produktion. Fra 1793 anerkendte man i Frankrig Forfatterretten som en Ejendomsret (en Opfattelse, som iøvrigt nu er forladt bl.a. i de nordiske Lande, hvor Retten betragtes som baade person- og ejendomsretlig), og i Løbet af det 19. Aarhundrede sejrede i de fleste Lande de Principper, der behersker den moderne Ophavsret. Af afgørende Betydning blev Atslutningen af→ Bernerkonventionen i 1886, der banede Vejen for en international Beskyttelse af Retten. Alle de nordiske Lande med Undtagelse af Island har tilsluttet sig denne Konvention; udenfor staar endvidere bl. a. de fleste amerikanske Lande, og mange af dem, bl. a. U.S.A. (der har en speciel → Copyright-Ordning), har tilsluttet sig særlige amerikanske Konventioner, men der har i flere Aar været stærke Kræfter i Bevægelse for at opnaa en Sammensmeltning mellem disse og Bernerkonventionen til en virkelig Verdensunion, og den i 1945 stiftede internationale Organisation Unesco har nu ogsaa taget dette Spørgsmaal op til Behandling. Af de nordiske Lande har Danmark, Finland og Norge nyere Forfatterlove af henholdsvis 26/4 1933, 3/6 1927 og 6/6 1930, hvoraf kun den danske har opretholdt den forældede Opdeling mellem Forfatter- og Kunstnerret, medens de to sidstnævnte Lande under eet behandler alle »Aandsværker«. Islands Forfatterlov er fra 1905 og meget forældet, og den svenske Lov af 30/5 1919 med Tillæg af 24/4 1931 er heller ikke tidssvarende, hvorfor en Revision er forestaaende. Mellem de nordiske Stater bestaar der iøvrigt et nært Samarbejde paa det forfatterretlige Omraade; en i 1938 nedsat permanent nordisk Komité har nu efter Krigen genoptaget Arbejdet for at skabe en fællesnordisk Lovgivning paa Aandsrettens Omraade, og Komitéen har paa sit Program Spørgsmaalet om → »Droit de suite« og → »Domaine public payant«, om Forholdet mellem Forfattere og Biblioteker og mellem Forfattere og Forlæggere o. a. De fleste nutidige Forfatterloves Regler gaar i Hovedtræk ud paa at beskytte en Ophavsmands aandelige Produktion (hvad enten det drejer sig om Skrifter, Foredrag, Kompositioner, videnskabelige og tekniske Tegninger, Oversættelser, Dramatiseringer, Overførelser til mekaniske Instrumenter, f£. Eks. Grammofon o.s.v.) mod enhver af Ophavsmanden ikke tilladt Offentliggørelse saasom Eftertryk, erhvervsmæssig Oplæsning eller Gengivelse, Oversættelse, Filmatisering, Dramatisering, Udsendelse i Radio etc. Dog tages visse Forbehold bl.a. med Hensyn til Citater og Udtalelser i offentlige Forsamlinger, ligesom Pressen under visse Betingelser (Kildeangivelse o.a.) kan have en vis »Laaneret«. For at et Værk skal kunne opnaa Beskyttelse, stilles intet Krav om Lødighed, men det fordres, at det skal kunne karakteriseres som værende nyt, selvstændigt og originalt i Forhold til allerede eksisterende Værker, et Kriterium, som i Praksis kan være vanskeligt at arbejde med. Forfatterretten kan ikke gøres til Genstand for Retsforfølgning, saaledes at f. Eks. Kreditorer ikke kan tvinge en Forfatter til at offentliggøre et Manuskript for at tilegne sig det økonomiske Udbytte deraf, men Forfatteren kan frivilligt overdrage sin Ret, hvilket for Skrifters Vedkommende hyppigst sker ved en → Forlagsaftale, hvorved Forlæggeren erhverver → Forlagsret til det paagældende Skrift. Selv efter en Overdragelse har Ophavsmanden den saakaldte → »Droit