426 Himmelbreve — Hirsch i det 18. og 19. Aarhundrede, da de blev Genstand for en ligefrem fabriksmæssig Storproduktion. Udbredt er især de i Nürnberg og Neu-Ruppin fremstillede Himmelbreve, som eksporteredes til hele Nordeuropa. Endnu saa sent som i den første Verdenskrig — og muligvis ogsaa i den anden — var Mængder af Soldater udstyrede med Himmelbreve som Amuletter. I Danmark, Norge, Sverige og Island men mindre i Finland opnaaede Himmelbrevene helt op til det 20. Aarhundrede en stor Udbredelse. Allerede i et Haandskrift fra ca. 1500 (AM 784,4°) træffes et himmelbrevslignende Afsnit, og selv om Kirken aldrig anerkendte Himmelbrevene, skrev dog f. Eks. Hans Tausen og Niels Palladius Traktater, der synes at have haft Himmelbreve som Forbillede. Foruden af en betydelig hjemlig Produktion, som bl. a. omtales af Holberg, der nævner Oplag paa 4000 Stk., og 1732 gav Stødet til en latinsk Disputats af N.v. Haven om Himmelbrevenes »Falskhed«, blev Norden i nyere Tid som nævnt oversvømmet af Himmelbreve og anden folkelig Billedkunst fremstillet i Tyskland, de saakaldte → Neu-Ruppinere. Med deres naive farvelagte Kobbere eller Træsnit og gyldne Bogstaver opnaaede de stor Yndest i Almuen og blev ligesom de saakaldte → Kistebreve brugt som Dekoration. Teksten, der vel foregav at være paa Modersmaalet, bar dog umiskendelige Spor af at være blevet skrevet i Tyskland. Saa sent som i 1895 tryktes i Tyskland Himmelbreve paa Dansk, men allerede i Slutningen af det 19. Aarhundrede var deres Glansperiode forbi. Af de mange Tusinde Himmelbreve, der i sin Tid har været spredt ud over Norden, kendes nu kun forholdsvis faa. Større Samlinger findes bl. a. i Dansk Folkemindesamling i København og i Nordiska Museet i Stockholm. K.Sandfeld Jensen: Himmelbreve (Dania, III, 1895—96); R. S tü b e: Der Himmelbrief, 1918; J. V e j lager: Træk af Himmelbrevenes Historie (Aarbøger, udg. af Hist. Samfund for Aarhus Stift, XXVII, 1934); J. Partanen: Himmelsbriefe und Engelerscheinungen in Finland (Finska kyrkohistoriska samfundets årsskrift, XXVI, 1938). P. B. Hinrichs, J. C. (1763—1813), tysk Boghandler og Forlægger. Indtraadte 1796 i det 1791 grundlagte Firma i Leipzig, der stadig bærer hans Navn. Størst Ry har Firmaet vundet ved fra 1843 at udgive »der Hinrichs«, den tredie store tyske Bogfortegnelse og Tysklands officielle Bibliografi, indtil »Börsenverein« 1915 overtog Udgivelsen. Der var fire Udgaver: Wóöchenliches Verzeichnis 1843—1915, Vierteljahrskatalog 1846—1914, Halbjahrskatalog 1897—1915 og de oprindelig fem, senere fire og tre Aar omfattende Hovedkataloger 1851 —1912. A. F. Hiort, Niels (født ca. 1750), dansk Bogbinder. Etablerede sig som Mester i København 1775, var Oldermand i Københavns Bogbinderlaug 1792—94. Paa sine Bogbind har han ofte anvendt ældre Stempler sammen med sine egne, og hans Dekorationsstil danner en Overgang mellem Rokokoen og den nyopdukkede Klassicisme, dog synes han at være stærkest forankret i Rokokoen. H. maa betragtes som den sidste af det 18. Aarhundredes mest fremragende Bogbindere i Danmark. Universitetsbiblioteket i København ejer adskillige af hans Bind. EJW. Hirn, Yrjö (född 1870), finsk litteraturhistoriker, biblioteksman och boksamlare. Professor i estetik och modern litteratur vid Helsingfors universitet åren 1910—37. H. var 1894—1910 amanuens vid universitetsbiblioteket i Helsingfors och utgav under denna tid bl.a. »Katalog öfver den svenska litteraturen i Finland 1891—95« (1897). Förutom många betydande skrifter i konsthistoria och konstteori, litteratur- och kulturhistoria, har H. utgivit en historik över Akademiska bokhandeln i Helsingfors (1943), och i sin bok »Lärt folk och landstrykare« (1939) ger han i ett kapitel om Porthan, Pipping och Pohto en ypperlig teckning av de »tre stora P:na« i Finlands bibliotekshistoria. H. äger ett stort och värdefullt bibliotek. På sin 60-årsdag tillägnades han en festskrift. Y. Hirn: Mitt bibliotek (Bonniers litterära magasin, VII, 1938); H. Ruin: Yrjö Hirn, estetikern och människan (Ord och bild, XLVIII, 1939). H.S. Hirsch, Abraham (1815—1900), svensk musikförläggare. Anställd i G.A. Östergrens bok- och musikhandel i Stockholm 1830—37. H. övertog sistnämnda år firman, som han drev i eget namn till 1884. Tillsammans med A.I. Seelig övertog han J.U. Burströms bokexpeditionskontor 1857 och grundade firman → Seelig & Co, i vilken han kvarstod till 1864. H. var en av stiftarna av Svenska bokförläggareföreningen och var dess vice ordförande 1852—77. Han var stiftare av Bok- och musikhandlarnas pensionsförening 1853 och dess ordförande till 1893. Sonen Otto H. (1858— 1945) övertog musikförlaget 1884 och drev rörelsen till 1943, då den ingick i Carl → Gehr-