K Kalander, Maskintype, som anvendes til Glitning og Prægning af Papir og bestaar af en belastet Valsestabel paa 2 til 14 Valser anbragt over hinanden i et kraftigt Stativ. Kun en af de underste Valser drives, medens de øvrige tages med ved Friktion. Ved at passere Valsestablen fra oven og nedefter udsættes Papiret for stigende Tryk, opvarmes ved Friktionen og faar en varig Glathed og Glans. Kalandre til høj Glitningsgrad (Superkalandre) har stor Valsestabel med skiftevis kokilstøbte Staalvalser og Valser med hydraulisk sammenpressede Skiver af Uldpapir. Prægekalandre har kun 2 Valser, hvoraf den ene er af Staal med Mønsteret indgraveret, medens den anden er med Papirskiver. N.N. Kalender. Af det latinske Ord for den første Dag i Maaneden, calendae, dannedes Ordet Calendarium, der i det gamle Rom betegnede Pengeudlaanernes Fortegnelse over de Renter, som forfaldt hver første Maanedsdag. Senere brugtes Udtrykket Kalender om de forskellige Maader for Tidsregning (saaledes gregoriansk, juliansk Kalender o.a.) ligesom Udtrykket sammen med Almanak (vistnok et koptisk Ord for Kalender, som Araberne i Middelalderen bragte til Europa) anvendtes om en efter Uger og Maaneder ordnet Fortegnelse over Aarets Dage vedføjet astronomiske og astrologiske Data m.v. Om Kalendere kan ogsaa bruges Udtrykket → Ephemerider, der dog i Nutiden især betegner de særlige videnskabelige Kalendere, der behandler Himmellegemernes Stilling m. v. hver Dag i Aaret; for Søfarende findes særlige Kalendere (se Nautiske Bøger). Nogen begrebsmæssig Sondring mellem Kalender og Almanak kan saaledes ikke opstilles, men i moderne Sprogbrug betegner Almanak hyppigt et Skrift, der foruden Kalender indeholder underholdende og belærende Stof af forskellig Slags og ofte paa en saadan Maade, at dette ganske dominerer. I Middelalderen var Kalenderen overvejende kirkeligt præget og fremkom i Form af et Helgenkalendarium som Indledning til Breviarier, Evangeliarer, Missaler, Tidebøger og andre kirkelige Haandbøger eller som et selvstændigt → Martyrologium. Saadanne Kalendarier, der indeholdt Oplysninger om de forskellige kirkelige Højtider, de forskellige Helgeners Mindedage o.m. a., gjaldt ikke for noget bestemt Aar, men var »evige« og ved Hjælp af de saakaldte »Søndagsbogstaver« (gennem hvilke det kan beregnes, paa hvilken Ugedag en bestemt Dato falder), de saakaldte »Gyldental«, numeri aurei (der anvendes ved Udregning af Maaneskifter og derved bl. a. faar Betydning for Paaskens Fastsættelse), kunde man efter visse Regler beregne alle kalendariske Forhold for et bestemt Aar. Et kalendarisk Hjælpemiddel havde man iøvrigt i den saakaldte → Cisiojanus. Middelalderens Kalandarier fremkom i mange Tilfælde i pragtfuldt Udstyr prydet med Miniaturer, Initialer, Planetbilleder m.m., og særlig kulturhistorisk Interesse har de saakaldte Maanedsbilleder med Scener fra Dagliglivet i dets Skiften med Aarstiderne. Det videnskabelige Grundlag for Middelalderens Kalendere udarbejdedes af Matematikere og Astronomer, nævnes kan saaledes den fra Danmark stammende Matematiker Petrus de Dacia, som o. 1300 virkede ved Universitetet i Paris, og hvis Kalenderværk vandt megen Udbredelse, Johannes v. Gmunden (død 1442) og Johannes Regiomontanus (død 1475). Med Bogtrykkerkunsten var Muligheden for en Massefremstilling af Kalendere til Stede, og det ældste daterbare Gutenbergtryk, der kendes, er da ogsaa et Etbladstryk med Kalender for Aaret 1448; alene fra Inkunabeltiden kendes over 400 forskellige saadanne »Vægkalendere«, ligesom mange blev fremstillet ad xylografisk Vej. Man kombinerede nu som Regel Kalenderen med en saakaldt Aareladningstabel, der indeholdt Regler for Aareladning,