38 Lose — Lovbøger lededes Forretningen videre af Enken og P. W. Olsen (1791—1853), der siden 1806 havde været ansat i denne. 1846 overtoges Firmaet af L.s Søn Carl Christian L. (1821—92) og O.H. + Delbanco, der et Par Aar senere udvidede det til en almindelig Forlagsforretning; 1864 ophævedes Kompagniskabet, idet Delbanco fortsatte Forlagsvirksomheden og L. Bog- og Musikhandelen. Denne overdroges 1871 til F. Borchorst. C. Nyrop: Den danske Boghandels Historie, II, 1870, S. 161—162. P. B. Lotter, Melchior d.æ. (død 1542). L., der stammer fra Aue i Vogtland, var fra 1491 Trykker hos sin Svigerfader i Leipzig og tog selv Borgerskab der 1498; skønt privilegeret Bogtrykker for Biskoppen af Meissen stod han dog Reformatorerne nær; 1517 trykte han Luthers Theses og indtil 1524 tryktes Luthers Skrifter samt flere af Melanchton og Kalstadt i det af L. oprettede Trykkeri i Wittenberg, der lededes af Sønnerne Melchior d. y. og Michael; sidstnævnte havde 1529—55 sin Virksomhed i Magdeburg. Hos Faderen tryktes Henrik Smiths Udgaver af Christiern Pedersens »Vor Frue Tider« og »Om at høre Messe«, Vocabulariet og Jærtegnspostillen (1518) samt Cornille de Scheppers Forsvarsskrifter for Christian II. Christians II.s Testamente er muligvis trykt af Melchior L. d. y., da det trods Trykkerstedsangivelsen Leipzig synes trykt i Wittenberg. 1527 tryktes endvidere Frederik I.s Gensvar til Schepper. Michael L. trykte i Magdeburg Hans Tausens Oversættelse af GI. Testamente (1535—37) og endnu 1547 Peder Palladius’ latinske Forklaring over Luthers lille Katekismus. A. Fa. Loubier, H ans (1863—1931), tysk Biblioteksmand. Var det meste af sin Tid Bibliotekar ved forskellige kunsthistoriske Biblioteker i Berlin og beskæftigede sig især med Problemer vedrørende Bogbindets Teknik og Historie. Hans fortræffelige Værk om Bogbindets Historie udkom første Gang i 1904 og blev nyudgivet 1926 under Titlen »Der Bucheinband von seinen Anfängen bis zum Ende des 18. Jahrhunderts«. Han var en drivende Kraft indenfor den særlige tyske Indbindingskommission, ligesom han har spillet en stor Rolle indenfor det tyske bibliofile Selskab »Maximillian-Gesellschaft«. L. skrev forskellige betydelige Bøger om Bogkunst og Bibliofili, og ved sin 60-Aars Fødselsdag fejredes han med et pompøst Festskrift »Buch und Bucheinband«, hvori bl. a. findes Bibliografi over hans litterære Arbejder; et Supplement til denne findes i »Archiv für Buchbinderei«, XXXI, 1931. M. I. Husung: Hans Loubier f (Zentralblatt für Bibliothekswesen, XLVIII, 1931). P. B. Lovbøger. Betegner i den almindelige Sprogbrug Samlinger af Love og andre Retsregler, Udgaver af Lovkomplekser eller større Enkeltlove, men i den retshistoriske Terminologi bruges Udtrykket kun om saadanne Samlinger eller Kodifikationer af et Lands eller andet Omraades gældende Ret, som er blevet til efter Beslutning af vedkommende Omraades Overhoved eller andre lovlige Myndigheder, medens man om de mange uofficielle Samlinger af Retsregler, Retstilfælde o.1., der ofte er tilvejebragte af private, og som i stort Tal kendes fra Middelalderen, anvender Udtrykget Retsbøger. Til denne sidste Gruppe hører de fleste af de nordiske, og de øvrige europæiske, Landskabslove. Den ældste Lovbog, vi kender, er den babyloniske Kong Hammurabis Lov fra 3. Aartusind f£. Kr., og ogsaa fra andre af Oldtidens veludviklede Retssamfund kendes egentlige Lovbøger. Af overordentlig stor Betydning for hele den europæiske Retsudvikling blev den Kodifikation af Romerretten, som Kejser Justinian 534 e. Kr. lod foretage gennem Udgivelsen af »Corpus juris civilis«. Et kirkeretligt Sidestykke, »Corpus juris canonici«, tilvejebragtes nogle Aarhundreder senere. Fra den ældre Middelalder stammer en lang Række Stammelove f£. Eks. Lex Salica, Lex Baiuwariorum, Lex Frisionum, Lex Saxonum o.m.a., medens den ældste Retsbog indeholdende tyske Retsregler er den bekendte »Sachsenspiegel«, der blev nedskrevet i Begyndelsen af 13. Aarhundrede; samtidig eller noget yngre er »Schwabenspiegel«, »Deutschenspiegel« og »Frankenspiegel« eller »Kejserretten«. Efterhaanden som Samfundsformerne udviklede sig, blev Trangen til egentlige Retsbøger mindre og mindre og fra nyere Tid kendes kun Lovbøger i snævrere Forstand. Som Eksempler paa saadanne kan nævnes Napoleons Lovbog »Code civil« fra 1804, den østrigske Lovbog fra 1811, »Bürgerliche Gesetzbuch« fra 1900 o.m. a. De middelalderlige Lov- og Retsbøger kendes i en lang Række Haandskrifter, en Del af dem er pragtfuldt udstyrede, mens mange tydeligt bærer Præg af at have været Resultatet af en mere fabriksmæssig Fremstilling. Det 13. og 14. Aarhundrede er Blomstrings-