50 Læderkapitæzl — Lægebøger Læderkapitæl, den øverste og nederste Del af Bogblokkens Ryg, hvor der ved Overgangen mellem Ryg og Snit klæbes en Snor, som det tyndt udskærfede Læder lægges henover. Anvendes sjældent, da den er saa sen at fremstille og ikke er saa holdbar som haandstukken → Kapitæl. O.. Lædermosaik. Se Intarsia. Læderornamentik. Se Lædersnit. Læderpaalægning, Bogbindsdekoration, der adskiller sig fra → Intarsia ved, at forskelligt farvede Skindstykker ikke nedfældes i, men paaklæbes Bindfladen; Skindstykkerne maa derfor udskærfes meget tyndt. I Overgangene trykkes sædvanligvis Guldlinier. Læderpaalægning har gennem Tiderne været en meget yndet Dekorationsteknik. O.J. Læderplastik. Se Lædersnit. Lædersnit, ogsaa kaldet Læderplastik eller Læderornamentik, Bogbinds-Dekorationsform, der især var yndet omkring 14.—16. Aarhundrede. Ved Hjælp af særligt Værktøj, Knive og Punsler i forskellige Mønstre, blev de ønskede Motiver — Figurer, Plante- eller Dyreornamenter, etc. — skaaret ud i Læderet (som oftest glat Oksehud), der forinden var gjort særligt modtageligt for Fugtighed, en Forbehandling der krævedes, for at Motivet kunne drives op i den fornødne plastiske Højde. Den dekorative Virkning understøttes ofte ved Kolorering eller Bejtsning af de udskaarne Ornamenter. O. Mitius: Fränkische Lederschnittbände des 15. Jahrhunderts, 1909; M. Bo1lert: Lederschnittbände des 14. Jahrhunderts, 1925; M. J. Husung: Die Lederschnitt-Wappenbände des 15. Jahrhunderts (Gutenberg-Jahrbuch 1944—49). O.J. Læg, et vist Antal inden i hinanden lagte Blade. Et Læg paa 2 Ark stukket ind i hinanden (= 4 Blade) kaldes Duerne, paa 3 Ark Triterne og paa 4 Ark Kvaterne. O.J. Lægebøger. Den i de fleste af vor Kulturs Epoker saa overordentlig righoldige medicinske Litteratur kan fremvise en lang Række Værker af saavel folkelig som af mere videnskabelig Karakter, der ved deres Illustrationer, eller paa anden Maade, er af Interesse for Lærdoms- og Boghistorien. — Oldtidens og Middelalderens medicinske Klassikere, baade europæiske og arabiske, er overleveret os i et betydeligt Antal Haandskrifter, hvoraf mange er bemærkelsesværdigt illustreret, og hurtigt efter Bogtrykkerkunstens Opfindelse blev mange af disse Haandskrifter, som var gode Handelsvarer, bragt i Trykken. Det samme skete bl. a. med de saakaldte Aareladningskalendere, der gav Anvisning paa, hvornaar og hvordan Aareladning bedst kunde foretages. Den ældste kendte af disse Kalendere, for Aaret 1462, tryktes i Mainz med Typer fra den 36-liniede Bibel og maa betegnes som det ældste bevarede medicinske Tryk. 1471 tryktes i Venezia de første egentlige Lægebøger, og Aaret efter udkom i Augsburg et tysk »Regimen sanitatis«; nogle Aar senere kom de første Tryk af det berømte Læredigt fra den i det 12. Aarhundrede oprettede Lægeskole i Salerno, og »Regimen sanitatis Salernitatum« er vel den Lægebog, der gennem Tiderne har opnaaet den største Udbredelse. Fra 1472 er endvidere den ældste af de saakaldte → Pestbøger. I Venezia udkom 1480 Middelalderlægen Guy de Chauliacs »Chirurgia magna«, og den noget ældre Gulielmus de Salicetos Værk med samme Titel kom sammesteds 1490 i en meget fornem udstyret Udgave. Det ældste Tryk af den overmaade populære medicinske Antologi »Fasciculus medicinae« af Johannes de Ketham udgik fra et veneziansk Trykkeri i 1491 (Facsimileudgave 1923), forsynet med en Række Træsnit, saaledes at den maa betegnes som den ældste illustrerede Lægebog. En ny Udgave af samme Værk kom 1493 og er bemærkelsesværdig, fordi vi her for første Gang træffer Træsnit udført som Flerfarvetryk. 1497 tryktes saavel i Augsburg som i Strasbourg en Udgave af »Chirurgia«, forfattet af den for sine → Destillerbøger kendte Hieronymus Brunschwig. Bogen indeholder de første kendte Anvisninger paa Behandling af Skudsaar, og af Strasbourg-Udgaven findes et berømt Varianttryk med Trykkeaaret 1397! Af andre bemærkelsesværdige medicinske Inkunabler kan nævnes de for deres store typografiske Skønhed bekendte Tryk af Oldtidsforfatteren Celsus’ Værk »De medicina«, Firenze 1478 og senere, den store middelalderlige Anatom Mondino dei Luzzis »Anathomia« (1478), de berømte Værker »Liber canonis« (1473) og »Liber nonus ad Almansorem« (1476) af henholdsvis Avicenna og Rhazes, to af den arabiske Medicins Stormænd. I Slutningen af Inkunabeltiden fremkommer endvidere — med en sørgelig Aktualitet — de første Repræsentanter for de gennem Tiderne saa udbredte Syfilisbøger, saaledes f. Eks. Nic. Leonicenus’ »Libellus de epidemia, quam vulgo morbum Gallicum vocant«, som Aldus trykte i en udsøgt Udgave 1497, og Joseph