Lægebøger 51 Grunpecks »Tractat von dem vrsprung des Bösen Franzos« (1496). Indenfor Folkemedicinen kan nævnes den ældste tyske Pharmacope, Ortolff von Bayerlands »Arzneibuch« (1477) og samme Forfatters »Diss büchlein sagt wie sich die schwangern frawen halten süllen« (1495). Den pædiatriske Litteraturs første trykte Specialværk er Paolo Bagellardos »De infantium aegretudinibus« (1472), og Aaret efter trykte Zainer i Augsburg Barth. Metlingers »Ein regiment der jungen kinder« (begge er udgivet i Facsimile i K:Sudhoffs »Erstlinge der pädiatrischen Literatur«, 1925). Fra Inkunabeltiden er endvidere bl. a. de første trykte Udgaver af → Hortus sanitas og af de saakaldte Urtebøger (se Plantebøger). I det 16. Aarhundrede antog den medicinske Illustrationskunst en mere videnskabelig Karakter og medvirkende hertil var bl. a. Leonardo da Vinci, den medicinske Ikonografis Grundlægger; han tegnede i Hundredvis af anatomiske Skitser, og selv om de først er blevet udgivet i vore Dage, har de øvet stor Indflydelse paa Samtidens og Eftertidens illustrerede Lægebøger. I Aarhundredets Begyndelse kom en Række store Udgaver af Galen, Hippocrates, Theophrastus og andre medicinske Klassikere, men efterhaanden domineres Litteraturen af Samtidens Forfattere som f£. Eks. Andreas Vesalius, »den moderne Anatomis Fader«. Han udgav i 1538 en Suite paa seks anatomiske Tavler udført i Træsnit i Venedig, og i 1543 tryktes hos Oporinus i Basel hans Hovedværk »De humani corporis fabrica libri septem«, der er i Storfolio og prydet med 23 helsides og ca. 200 mindre Illustrationer af Jan Steven van Calcar, og ikke som tidligere antaget af Tizian. (Genoptrykt 1934 med Anvendelse af Jan v. Calcars originale Træblokke). Et Uddrag af Værket udkom i London 1545 forsynet med 40 Kobbere af Thomas Geminus og et af denne stukket Titelkobber, der regnes for et af de tidligste og mest bemærkelsesværdige Titelkobbere i engelsk Boghistorie. Litteraturen om Fødselsvidenskab blev i 1513 forøget med Eucharius Rössleins »Der swangern frawen und hebammen rossgarten«, der — som det er sagt — har været en af de største Boghandlersukcesser i Medicinens Historie; den blev endnu i det 18. Aarhundrede benyttet som Lærebog. Tandlægekunsten fik sit første selvstændige Værk i 1530, og 1563 udgav Bart. Eustacchi sin berømte »Libellus de dentibus«. Om Oftamologien var der allerede i 1474 trykt et Værk af Benvenuto Grassi, men grundlæg- 4* gende blev Georg Bartisch: »Opthalmoduleia, das ist, Augendienst«, der udkom 1583 og indeholder en Række interessante Træsnit, der danner forskydelige Figurer. Betydningsfulde Værker indenfor samme Omraade er Jacques Guillemeau: »Traité des malladies de l’oeil« (1585) og Walter Bayley: »Treatise touching the preservation of the eie sight« (1586). Af før-vesalianske Anatomer er der Grund til at nævne Joh. Bryander, hvis »Anatomiae« (1537) har Træsnit af en af Hans Brosamers Elever samt Giov. Bapt. Canano, som i 1541 begyndte Udgivelsen af et stort Kobberstikværk »Musculorum humani corporis picturata dissectio«, men da Forfatteren blev bekendt med Vesalius’ ovennævnte Hovedværk, indsaa han det haabløse i at fortsætte Udgivelsen og gjorde alt for at standse Udbredelsen af det allerede udkomne. Det store Navn i det 17. Aarhundredes Medicinalhistorie er William Harvey. Hans revolutionerende Bog om Blodets Kredsløb, »Exercitatioo de motu cordis et sanguinis in animalibus«, kom første Gang 1628 i et uanseligt Tryk, udgivet i Frankfurt for at fremme Afsætningsmulighederne. Senere er udkommet talrige Udgaver og Oversættelser og i Facsimile kom Bogen 1928. Et af Harveys senere Arbejder »Exercitationes de generatione animalium« udkom i London 1651, og det siges, men vistnok uden Hjemmel, at Oplaget kun var paa 150 Eksemplarer, hvoraf de 115 skal være brændt umiddelbart efter Udgivelsen. Bogen kom omtrent samtidigt hos Elzevir som et af dennes Duodez-Tryk. Enestaaende i det 17. Aarhundredes medicinske Illustrationskunst er Giulio Casserio: »Tabulae anatomicae LXXIIX« (1627) og det noget senere Værk af Hollænderen Govert Bidloo: »Anatomia humani corporis« (1685) med 105 Kobbere udf. efter G. de Lairesses Tegninger. For Anatomiens Udvikling i det 18. Aarhundrede betød Giovanni Santorinis »Observationes anatomicae« (1724) et godt Skridt fremad, og af blivende Værdi er endvidere Will. Cheseldens »Osteographia, or the anatomy of the bones« (1733), der er forsynet med fremragende Kobbere af van der Gucht. Et Højdepunkt i den anatomiske Illustrations Historie betegner Bernh. Albinus’ »Tabulae sceleti et musculorum corporis humani« (1747) paa hvis Afbildninger, der er stukket i Kobber af Jan Wandelaar, man mener Forfatteren brugte o. 24,000 hollandske Gylden. Grundlæggende for den patologisk-anatomiske Videnskab var