Mellemlæg — Memoireværker 77 2. overliggende Ark. For at undgaa dette, benytter man Mellemlæg, d.v.s. at man lægger et Ark Papir, med en haard, men ikke for glat Overflade, ind mellem hvert Tryk, efterhaanden som disse afleveres fra Pressen. Den eventuelle Afsmitning falder da paa dette Ark. For at undgaa dette tidsspildende Arbejde er man i de senere Aar i mange Trykkerivirksomheder gaaet over til at besprøjte det friske Tryk med en præventiv Vædske. P.D. Melsteð, Bogi T h. (1860—1929), islandsk Bogsamler og Historiker. Mag. art. 1890, Assistent i Rigsarkivet 1893—1903. Hans Hovedværk, en Islandshistorie, forblev uafsluttet (I—III, 1903—30). Stiftede i 1912 »Det islandske Litteratursamfund« i København, hvis energiske Formand han var til sin Død. M.s store Bogsamling, navnlig af islandsk Litteratur, blev købt af Universitetet i Leeds. J. B. Membran er den latinske Betegnelse for det til Skrivebrug tilberedte Dyreskind, Gede- eller Faareskind; senere bruges Udtrykket almindeligvis om det paa en særlig Maade præparerede → Pergament. Siden dette Skrivemateriale i det 4. Aarhundrede afløste Papyrus og muliggjorde den nye Bogform, → Codex, er Membran blevet en almindelig Betegnelse for ethvert Pergamenthaandskrift i Codexform. P. B. Memoireværker kaldes fra det 16. Aarhundrede den særlige Form for Historieskrivning, der har Forfatterens Person som Fremstillingens Midtpunkt; Genren faar derved et stærkt subjektivt Præg, men svinger iøvrigt mellem Skildringer, hvor Forfatteren træder helt i Baggrunden, og saadanne, hvor de personlige Momenter er de absolut dominerende (Selvbiografien). Memoirer i Form af Skildringer af politiske eller militære Begivenheder (Cæsar) eller af biografisk Karakter (Xenophons Sokrates) kendes allerede i den antikke Litteratur, men først den italienske Renæssance udviklede Genren som Udtryk for Individualismens Trang til personlig Selvhævdelse, og især i Frankrig fik Memoirelitteraturen en Opblomstring, der har holdt sig til vore Dage, men saaledes, at den autobiografiske Del af Litteraturen nu er den alt overvejende. A. Fa. Danmark. Først i nyere Tid har Genren paa nordisk Grund faaet et betydeligere Omfang, men den danske Litteraturs mest straalende Eksempel, Leonora Christinas »Jammersminde«, skrevet 1673—74 (først publiceret 1869) staar dog stadig uovertruffet. Fra 17. Aarhundrede bør iøvrigt nævnes Detlev von Ahle- feldts betydelige Memoirer (først offentliggjort 1895), Lægen Otto Sperlings Erindringer og Johan Monrads Selvbiografi, der blev udgivet 1862 sammen med Rasmus ÆAÆreboes »Liv og Levnetsløb«, Litteraturværker, der for Samtiden blev uden Betydning, fordi de blev liggende utrykt, men som giver Eftertiden levende og interessante Tids- og Menneskeskildringer. Det samme gælder for Tiden efter Holberg — at hans tre Levnedsbreve udkom i hans Levetid (1728—43) var et Særsyn, men det latinske Sprog, hvori de blev offentliggjort, forbeholdt til Gengæld de lærde Stænder Fornøjelsen. Det 18.Aarhundredets Memoireskrivning har, bortset fra Holberg (der udkom paa Dansk ved I. Levin 1857) og fra Ewalds værdifulde »Levnet og Meninger«, kun ringere Interesse; nævnes kan Søofficeren Frederik Krabbes »Levnets-Beskrivelse« (1793) og de først senere offentliggjorte Erindringer af Prokansler Erik Ludvigsen Pontoppidan (1834) og Statsmanden A. G. Moltke (1870), samt Officeren Seneca Otto Falkenskiolds Memoires (1826). Medens de selvstændige eller i Tidsskrifter fremkomne Memoirer fra disse Perioder er faa, er til Gengæld det sidste godt 100 Aars Memoirer af betydeligt Omfang og af tilsvarende varieret Kvalitet; som Følge heraf kan kun enkelte mere markante Memoireværker nævnes. K. L. Rahbek, der 1804—08 havde leveret den første Udgave af Ewalds Memoirer, offentliggjorde 1824—29 sit 5 Bind store Memoireværk »Erindringer af mit Liv«, Oehlenschlægers »Levnet«, fortalt af ham selv kom i 2 Bind 1830—31 og efterfulgtes af »Erindringer«, I—IV, 1850—51, omtrent samtidig med at A. S. Ørsted udsendte sin tungtlæste, men tidshistorisk værdifulde »Af mit Livs og min Tids Historie«, I—IV, (1851—57), Just Mathias Thiele skildrede i »Erindringer fra Bakkehuset« (1869) det daglige Liv i Guldalderens Kulturcentrum og gav senere i »Af mit Livs Aarbøger« (1873, samlet Udg. 1917) en stadig meget læseværdig Skildring af Frederik VI.s København. Af Digtermemoirerne kom H. C. Andersens »Mit Livs Eventyr« oprindelig 1855, 2. Udg. 1859 med Fortsættelse 1877 ved Jonas Collin d. y.; Ingemanns »Min Levnetsbog« kom 1862 og hans »Tilbageblik« ` Aaret efter; Hauch udsendte 1867—71 i to Bind sine »Minder«, der med Rette er karakteriseret som det mest helstøbte Memoireværk paa Dansk; af senere Digterbiografier kan nævnes Johs. Jørgensen »Mit Livs Legende« (I— VII, 1916—28) og Henrik Pontoppidan (I—IV, 1933—40), hvortil kommer Georg Brandes