174 Orientalsk Bogkunst— Ornamentværker vemateriale. Omkr. Aar 100 e. Kr. opfandt Kineseren Tsai Lun → Papiret, og med → Trætavletrykket, der formentlig kom i Brug i det 6.—7. Aarhundrede, aabnedes for Alvor Mulighederne for en Mangfoldiggørelse af Bogen som Meddelelsesmiddel. Saaledes kunde Kineserne fremstille Bøger trykt paa Papir adskillige Aarhundreder, før de første europæiske xylografiske Tryk saa Dagens Lys. British Museum i London ejer Verdens ældste kendte trykte Bog, et illustreret kinesisk Trætavletryk »Vajracchedika Prajna Paramita«, dateret 11. Maj 868 e.Kr. Ogsaa Tryk med løse Skrifttegn var kendt i Kina, længe før Europa opfandt Kunsten; der er sikre Vidnesbyrd om, at denne Teknik blev anvendt i Kina i det 11. Aarhundrede. Det er dog Trætavletrykket — fra omkr. 1600-Tallet ogsaa som Flerfarvetryk — der er den dominerende Trykkemetode helt op mod det 19. Aarhundrede, og paa dette Omraade har Kineserne — og Japanerne — opnaaet et Mesterskab, der i Fuldkommenhed ikke overgaas af noget andet Land. I andre af Orientens og Asiens Riger brugte man for Aartusinder siden Skriftbærere, der var forskellige fra Ægypternes Papyrusblade og Kinesernes Træplader. Saaledes er endnu bevaret assyrisk-babyloniske → Lertavler fra det 3. Aartusind f.Kr. Ogsaa Træbast tjente som Skrivemateriale, endvidere Kalksten, Dyrehuder og — især i Indien — tørrede → Palmeblade. En særlig Plads i den orientalske Bogkunsts Historie indtager Bogfremstillingen i den islamitiske Kulturkreds i Tiden omkring det 8.—12. Aarhundrede e. Kr. Medens Trætavletrykket muliggjorde Bogens Udbredelse i Kina og Japan, blomstrede Kalligrafiens Kunst og Bogmaleriet længere vestpaa, i Turkestan, Persien og Arabien, og naaede senere via den → byzantinske Bogkunst at gøre sin Indflydelse gældende paa Bogkunstens Udvikling i vor Verdensdel, Europæisk Trykteknik vandt først forholdsvis sent Indpas i Orientens Lande; saaledes forbød de tyrkiske Sultaner helt op til omkring Aar 1700 at lade arabiske Bøger trykke. I Kina og Japan har Udbredelsen af moderne Bogtrykmetoder haft endnu vanskeligere Kaar, hvilket dog ogsaa skyldes disse Landes Skriftsystemer med deres Tusinder af ideografiske Skrifttegn, der ikke lader sig indpasse i den hos os anvendte Satsteknik. Derfor er Trætavletrykket endnu langtfra fortrængt, og ved Hjælp af denne primitive Fremgangsmaa- de fremstilles stadig utallige Bøger, der med deres Billedskrift og Illustrationernes sarte Farvetoner er af en særegen Skønhed. T. F. Carter: The Invention of Printing in China and its spread westwards, 1931; A. Renker: Papier und Druck im Fernen Osten, 1936; J. Tschichold: Chinesische Farbendrucke der Gegenwart, 1945; J. P edersen: Den arabiske Bog, 1946. E.D. Orientalsk Hæftning. Se à la grecque Hæftning. Originaludgave, første (trykte) Udgave af et litterært Værk. Den bibliofile Interesse for Originaludgaver opstod i England i Slutningen af det 17. Aarhundrede, hvor John → Moore var blandt de tidligste, der metodisk samlede engelske Førstetryk. I Løbet af det følgende Aarhundrede bredte denne Interesse sig til andre Lande, og mange af Tidens store Bibliofiler dyrkede især de ældste Udgaver af Antikkens Forfattere, »editiones principese. I Frankrig var det i Begyndelsen af det 19. Aarhundrede Charles → Nodier og J. C. → Brunet og de bibliofile Kredse om disse Mænd, der med Lidenskab dyrkede Studiet af Originaleksemplaret. Ogsaa i moderne Bibliofili og Litteraturforskning indtager Originaludgaven en fremskudt Plads, hvad enten dette skyldes Førstetrykkets litterære, typografiske eller bibliofile Værdi. G.A.Bogeng: Einführung in die Bibliophilie, 1922, S.117—28; J.V. Johansson: Försvar för boksamlaren, 1943, S.35—114. E. D. Ornamentik. Se Bogornamentik. Ornamentværker, Betegnelse for Bøger eller Suiter af Enkeltblade, der bringer Fortegninger, Forlæg, Mønstre eller andre Afbildninger til Brug for Dekorationsmalere, Træskærere, Guldsmede, Vaabensmede, Gobelinvævere, Bogbindere og andre Kunsthaandværkere, Arkitekter, Kalligrafer m.v. Ornamentværker spillede i ældre Tid en stor Rolle og har nu stor Betydning for den kunst- og stilhistoriske Forskning. Fra Renæssancen kendes en lang Række italienske, franske, tyske og nederlandske kobberstukne Ornamentbøger, der fik stor Indflydelse, ogsaa paa Tidens Bogkunst. Nævnes kan saaledes Enea Vico’s »Leviores et extemporanea picturae quas grotteschas vulgo vacant«, 1542, Peter Flötners Bog om Mauresker, 1549, J.A. Ducerceau’s Suite af Groteskornamenter, 1550, o.m.a. Fra Midten af det 16. Aarhundrede er endvidere den af Antwerpen-Forlæggeren Hieronymus Cock udgivne, nu meget sjældne, Moreskbog, hvoraf findes Eksemplarer i det