Psaltergotik — Pseudonym 243 Skrift den Nutidsstøbning, der kommer de historiske Gutenberg-Typer nærmest. Den blev skaaret 1896 efter Forbilleder fra → Mainz-Psalteriet og blev benyttet en hel Del i de nor- diske Lande omkring Aarhundredskiftet. H.T. Psalterium, Betegnelse for den liturgiske Bog, hvis Hovedindhold er Davids Salmer. Psalteriet forekommer i to Hovedformer, hvoraf den ene var til Brug ved Gudstjenester i den katolske Kirke, mens den anden, og den mest almindelige, var en Opbyggelsesbog for Lægfolk, Som saadan blev Psalteriet i det 14. Aarhundrede afløst af → Tidebogen. Af begge Former kendes pragtfuldt udstyrede Haandskrifter, men mest kendt er den Gruppe paa ca. 100, mest engelske og franske, Lægmandspsalterier, der stammer fra det 12. og 13. Aarhundrede. De fleste af dem er fremstillet til kongelige eller adelige Personer og udstyret med en Pragt, der gør dem til Højdepunkter indenfor middelalderligt Bogmaleri. Berømtest er et Psalterium i Chantilly, der har tilhørt Valdemar den Stores Datter, Ingeborg, Philip August af Frankrigs forsmaaede Dronning. Af særlig Interesse for Norden er endvidere det saakaldte Folkungepsalterium, et sydengelsk Arbejde fra 1150—75, der har tilhørt forskellige Medlemmer af Folkungeslægten, samt »Kristinapsalteriet«, der er et fransk Arbejde fra o. 1230 og har tilhørt den norske Konge Håkon Håkonsons Datter, Kristina. Begge Haandskrifter findes i Det kgl. Bibliotek i København. Fra Inkunabeltiden kendes to prægtige Psalterier trykt paa Pergament af Fust & Schöffer 1457 og 1459. Det første, det saakaldte Psalterium Moguntinum eller + Mainz-Psalteriet er den ældste Bog, der indeholder Oplysning om Trykker og Trykkested; 1459-Psalteriet, eller Psalterium Benedictinum, er udstyret paa lignende Maade som sin Forgænger. Iøvrigt kendes talrige andre Psalterier fra det 15. og 16. Aarhundrede, og ogsaa efter Reformationen var Davids Salmer en af de mest yndede Andagtsbøger. W. Brambach: Psalterium, Bibliographischer Versuch über die liturgischen Bücher des christliches Abendlandes, 1887; G. H aseloff: Die Psalterillustration im 13. Jahrhundert, 1938. P.B. Psalterium Moguntinum. Se M ain z-P s a lteriet. Pseudonym (gr. falsk Navn). Et Skrift betegnes som pseudonymt, naar dets Forfatter vel er navngivet, men med et fingeret Navn, 16* hvorunder Forfatteren ønsker at skjule sig. Pseudonymet kan være ren Konstruktion eller bestaa af en Ændring af det virkelige Navn, f. Eks. ved Oversættelse til et andet Sprog, hyppigst Latin eller Græsk. Er det anvendte Pseudonym Navnet paa en virkelig Person taler man om Allonymer, og er Pseudonymet fremkommet ved Ombytning af Bogstaverne i det virkelige Navn taler man om → Anagrammer; en anden Særform er det saakaldte → Kryptonym, ligesom der forekommer mange andre Særformer, hvoraf en Del nærmer sig → Anonymer. Grunden til, at Pseudonymer anvendes er mange og meget forskellige; hyppigt forekommer Anvendelsen i Forbindelse med politiske og religiøse Stridsskrifter, illegale Skrifter m. v. og Ofte, ikke mindst i vore Dage, bruges Pseudonymer af Forfattere, der er utilfredse med deres eget Navn og i Stedet ønsker at anvende et mere »slagkraftigt« Navn. Brugen af Pseudonymer havde sin Blomstringstid i det 16. og 17. Aarhundrede, men kendes iøvrigt fra alle Tider, og mange af Verdenslitteraturens Værker er udgivet pseudonymt; saaledes er bl.a. Forfatternavne som Anatole France og Mark Twain. Pseudonymer. Den i Oldtiden og Middelalderen udbredte Skik at samme Forfatter anvender flere forskellige Navne har dog kun sjældent noget at gøre med den egentlige Pseudonymitet, men skyldes at der dengang ikke fandtes nogen fastslaaet Navneskik, og en særlig Gruppe af uegentlige pseudonyme Skrifter er de bibelske pseudoepigrafiske Værker. Anvendelsen af Pseudonym har gennem Tiderne forvoldt bl. a. Historikere og Bibliografer store Vanskeligheder, og allerede tidligt blev der udgivet Skrifter om Pseudonymer og deres Opklaring. Det ældste internationale Pseudonym-Leksikon er Vincentius Placcius’ »Theatrum anonymorum et pseudonymorum«, Hamburg 1708, hvori som Supplement forekommer en af den danske Bogsamler Poul Vinding udarbejdet Pseudonymliste. I et tidligere Arbejde af Placcius, »De scriptis et scriptoribus anonymis atqvė pseudonymis syntagma«, Hamburg 1674, er optrykt Lister over Pseudonymer og Anonymer forfattet af Danskerne Johan Rode og Peder Scavenius. En udførlig Bibliografi over eksisterende Pseudonymfortegnelser og Litteraturen herom findes i A. Taylor & F.J. Mosher: »The Bibliographical History of Anonyma and Pseudonyma«, Chicago 1951. Pseudonymleksika udgives hyppigt sammen med Fortegnelser over Anonymer, og en Ræk-