Publikumsrabat — Punktstik 245 og Biblioteksrabat som Følge af Monopoltilsynets Indgriben (1956) i Realiteten sat ud af Kraft. A.t. Publishers’ Association of Great Britain and Ireland, The, den engelske Forlæggerforening, grundlagt 1896, har ca. 350 Medlemmer, hvis Udgivelser udgør omkring 90 pCt. af samtlige ca, 1800 engelske Forlags Produktion, der 1956 havde en Værdi af ca. 57 Mill. Pund Sterling, og hvoraf godt en Trediedel eksporteredes. Foreningen er delt i 8 Sektioner efter Udgivelsernes Art. Den vedtog 1899 sammen med den engelske Boghandlerforening den 1901 i Kraft traadte → Net Book Agreement, d. v.s. den faste Bogladepris, der som Følge af den engelske Antimonopol-Lovgivning er undergaaet visse Modifikationer. A. F. Publishers’ Circular and Booksellers’ Record, The, engelsk Boghandler-Fagblad, grundlagt 1837. Udkommer ugentlig og indeholder en ugentlig og en akkumuleret maanedlig Oversigt over nye Bøger med Oplysninger om Forfatter, Titel, Forlag, Pris etc. Sammenlignet med tidligere er Bladets øvrige Stofmængde begrænset, og det staar i saa Hensende tilbage for »The Bookseller« (grundlagt 1858), der foruden bibliografiske Oversigter bringer et betydeligt fagligt Stof. A. F. Publishers’ Weekly, The, U.S.A.s førende (ugentlige) Fagblad for Forlagsvirksomhed og Boghandel; udbredt Verden over. Grundlagt 1872 af F. Leypoldt (1835—84). Indeholder Bibliografier, talrige Annoncer og Notitser med Forhaandsmeddelelser fra Forlagene samt redaktionelt Stof med aktuelt fagligt Nyt og vægtige Artikler, ogsaa om internationale Forhold og Problemer; endvidere periodiske Oversigter over amerikansk Bogudstyr. Nuværende Redaktør er Frederic G. Melcher, Udgiver er R. R. Bowker Co., Specialforlag for Litteratur for Boghandel og Biblioteker. A. F. Punkt. Se Typografisk Punkt. Punktspatie, i Typografien Betegnelse for en Mellemrumstype, som er paa et → typografisk Punkt. Disse tynde Mellemrumstyper bruges dels til at regulere Liniebredden, dels til at forøge Afstanden mellem Bogstaver, hvis man ønsker at fremhæve enkelte Ord ved → Spatiering. H.T. Punktstik (engelsk: stipple-manner), en Art Kobberstik, dannet af lutter Prikker, der opstaar ved, at Pladen forsynes med fordybede Punkter i Stedet for med Streger. Til denne Fremgangsmaade anvendes en Hammer, en Punsel og et Hjul, forsynet med smaa Tænder, en saakaldt Roulette, Teknikken kan spores tilbage til Middelalderens Guldsmedekunst med dens opus interrasile og opus punctile, der var tænkt som selvstændige Ornamenter. Man har i nyere Tid taget Aftryk deraf (f. Eks. Buonincontro da Reggios »Bebudelse« i British Museum, fra 15. Aarhundredes anden Halvdel). Ogsaa Familien Kellerdaller i Dresden og Giulio Campagnola (f. 1482 i Padua) har udfærdiget saadanne Plader, delvis beregnet til Trykning. Først i det 18. Aarhundrede indførtes det egentlige Punktstik i Grafikkens Historie. Konturerne blev lagt an med Koldnaalsprikker, hvorefter Skyggerne indætsedes med større, tætliggende Punkter, Efter Ætsgrundens Fjernelse blev alle lyse Partier bearbejdet med Punslen. Punktstik var velegnet til Gengivelse af Malerier, især Portrætter. Florentineren Francesco Bartolozzi (1727—1815) introducerede Punkstikket i England, hvor det kom til at spille en enorm Rolle. Desuden virkede han som Bogillustrator (Ariostos »Orlando Furioso«, Miltons »Paradise Lost«, Goldsmiths » Vicar of Wakefield« samt » Werthers Leiden«). Endvidere illustrerede han Hertugen af Marlborough’s Værk om antikke Gemmer (I—II, 1789—90). I sine bedste Arbejder er han en Mester i Lysets og Valørernes Gengivelse, hvorved hans Stik ofte virker som → Sortkunstblade. Af andre Punktstikkere omkring Bartolozzi bør nævnes W.W. Ryland (1732—83) og Thomas Burke (1749— 1815), Charles Knight (1743—ca. 1826), R.S. Marcuard (1751—ca.92) og Charles Wilkin (1797—1803). Andre, f£.Eks. William Ward (1766—1826), arbejdede i en kombineret Punkt- og → Crayon-Maner. Punkstikteknikken i Forbindelse med Farvetryk (colour print) var meget udbredt i England i det 18. Aarhundrede. Mens man i Frankrig (Louis Bonnet og Demarteau) brugte flere Plader til Trykningen, nøjedes man i England almindeligvis med at indtone samme Plade med en Klud og bagefter kolorere den omhyggeligt (»à la poupée«). Denne Proces var rent haandværksmæssig og foregik efter Akvarelforlæg af Kunstneren. Størsteparten af de engelske Punktstikkere trykkede i Farver. Teknikken indførtes af førnævnte William Ryland, der i Paris var blevet ansporet til sine vellykkede Forsøg af Stikkeren François og Arkæologen Grev de Caylus. »Stipple«-