250 Radering Histo rie.Radérteknikken opfandtes omkring 1510 i Sydtyskland, formentlig blandt Vaabensmedene, der betjente sig af Jernætsning. Det tidligst daterede Blad skyldes Schweizeren Urs → Graf (»Pige der bader sin Fod«, 1513). Albert → Dürer benyttede den nye Fremgangsmaade i enkelte Blade (f.Eks. »Engel med Veronikas Svededug«, 1516, og »Kanonen«, 1518), deriblandt ogsaa Koldnaalsraderinger (»Smertensmanden«, 1512). Albrecht Altdorfer (c.1480—1538) var den første Landskabsraderer. Gennem hele 1500-Tallet staar det kølige og fornemme Kobberstik Raderingen i Vejen, der kun optræder lejlighedsvis, f. Eks. i de spanske Nederlande (P. Brueghel d.æ., Hans Bol). v.Dyck raderede en Snes fremragende Portrætter ca. 1630. I Holland udviklede Raderingen sig til en selvstændig Kunstart, frigjort fra Kobberstikkets bundne Stil. I Aarene efter 1600 virkede Malerne Esaias v.d. Velde, og Willem Buytewech som Landskabs- og Genreraderere, især af galante Selskabsscener. Hercules Seghers (c. 1590—1645) var den umiddelbare Forløber for Rembrandt (1606—69) alle Tiders største Raderer, der i sine malerisk behandlede Blade (c.300) tilfulde har udnyttet alle Ætskunstens Virkemidler, frem for alt det dramatiske Spil mellem Lys og Mørke (»De tre Kors«, 1653). Holland frembragte ypperlige Atskunstnere i det 17.Aarhundrede: Ostade, Berchem, Everdingen, Jan Both, Paul Potter. Takket være disse og talrige andre peintres-graveurs oplevede Radérkunsten en enestaaende Blomstring. Hinsides Alperne vandt Radérkunsten kun liden Udbredelse i 15—16 Aarhundredtallene, og det var først Venetianerne Canaletto (1697—1768), Gianbattista Tiepolo (1696— 1770) og hans Sønner Domenico (1727—1804) og Lorenzo (1736—72), der bragte det ædle Haandværk til Ære og Anseelse i Italien. Den malerisk-improviserede Stil kommer ret til Udfoldelse i de 1749 udgivne »Vari Capricci«. Tiepolo’ernes Bysbarn Piranesi (c.1707—88) er med sine romerske Veduter den ypperste grafiske Repræsentant for det 18. Aarhundredes Ruinromantik. I England virkede den udmærkede bøhmiske Stikker og Raderer Wenceslaus Hollar (1607— 77), hvis Dragtsuiter og topografiske Blade fortrinsvis er gjort med Radérnaalen. I Frankrig var Ducerceau (1511—eft. 1584) og Delaune (1518—83) Hovedeksponenterne paa Arkitektur- og Ornamentstikkets Felter i Renæssancens Aarhundrede. Ideallandskabets skildrer Claude Lorrain (1600—82) og Mesteren i det lille Format Jacques Callot (1592— 1635), der raderede »Krigens Elendighed«, var de førende Kunstnere i 1600'rne. Det galante Aarhundrede repræsenteres af Oudry (1686— 1755, Illustrationer til Sarrons »Roman Comique«), St.Aubin (1724—80) og Fragonard (1732—1806). I Augsburg var Joh. Ridinger en flittig AÆtser af Jagtscener (0.1698—1769), »Zopf«ens borgerligt moraliserende Sædeskildrer var Danzigeren Daniel → Chodowiecki (1726—1801), hvis sirlige Blade synes stukne i Kobber. Schweizeren Salomon → Gessner (1730—88) illustrerede sine »Idyller« (1772) med følsomme Vignetter. Englands store Moralist og Satiriker William → Hogarth (1697—1764) brugte Radérteknikken ved Anlægget af sine større Blade, som han fuldførte med Gravstikken. Enkelte senere Tryk, som f£. Eks. »Invasion« (1756), er raderede. Mens Hogarth var en maadelig Grafiker og nærmest Autodidakt, var den navnkundige Karikaturist Thomas → Rowlandson (1756— 1827) akademisk uddannet. Han tegnede Omridsene paa Pladen og overlod Akvatintætsningen og Haandkoloreringen til andre (»Microcosm of London«, 1810, etc.). James Gillray (1757—1815) var en ringe Haandværker men interessant ved sine politiske Satirer fra Revolutionsaarene (Aftryk af hans Plader blev udgivet posthumt, 1830 og 1850). Dickenstidens hyggelige Illustratorer, George → Cruikshank (1797—1878) og »Phiz«, brugte ligeledes Radérnaalen — foruden Stenen og Træstokken — til Mangfoldiggørelse af deres Pennetegninger. Foruden disse populære Humorister har England fostret saa betydelige Landskabsraderere som Norwich-Skolens Malere John Crome (1768—1821), der udførte 44 Plader mellem 1809 og 1813, og J.S. Cotman (1782—1842). Sidstnævnte arbejdede i »soft-ground«-Teknik (Vernis mou) og illustrerede arkæologiske Værker i Piranesi-Maner. Den største engelske Landskabsraderer var William Turner (1775— 1851). Hans Atsninger, der næsten udelukkende blev udført til »Liber Studiorum« (71 færdige Plader), stammer fra Aarene omkring 1807. Den ypperste Raderer i det 19. Aarhundrede var Spanieren Francisco Goya (1746— 1828), hvis »Caprichos« (udk. 1803) og »Desastres de la guerra« (1810) — udarbejdet i en kombineret Raderings- og Akvatinta-Teknik — er fantastisk-makabre Satirer over menneskelige Daarskaber. I Tyskland byggede Radérkunsten paa et romantisk-folkeligt Grundlag (Ph.0O. Runge,