264 Renqvist— Reoler inom förlagsverksamhet och bokindustri. Heikki R. (född 1896) avlade handelshögskoleexamen 1916, efterträdde fadern såsom verkställande direktör för förlaget Otava 1938 och är sedan 1952 ordförande i Finlands förlagsförening. Hannes R. (född 1900) blev fil. mag. 1923 och är sedan 1933 förlaget Otavas litteräre chef. Jorma R. (född 1902), diplomingenjör 1925, verkade som Otavas tekniske ledare 1928—34 och är från sistnämnda år verkställande direktör för tidskriftsförlaget Yhtyneet kuvalehdet. Kari R. (född 1902), diplomingenjör 1925, blev teknisk ledare för Otava 1934 och dess biträdande direktör 1938. Juhlajulkaisu toimitusjohtaja Alvar Renqvistin täyttäessä kuusikymmentä vuotta 15.2 1928 (Festskrift på verkställande direktören Alvar Renqvists sextioårsdag), 1928; Professori Alvar Renqvistin muisto (Professor Alvar Renqvists minne), 1948. C.-R. G. Renqvist, H e n r i k (1789—1866), finsk bokförläggare och religiös ledargestalt. Vid sidan av sina universitetsstudier och sin prästerliga tjänstgöring i Libelits, Svartholm och Sordavala utövade han en omfattande förlagsverksamhet genom att utgiva på finska ett 60-tal religiösa skrifter, en del egna arbeten, men mest översättningar från svenskan. Tidvis var han den produktivaste förläggaren i Finland. Försäljningen skötte han genom ombudsmän. Rörelsen var baserad på affärsmässiga principer, men var föga inbringande. R., som aldrig ägde ett tryckeri, intar som förlagsman en framstående plats i Finlands förlagshistoria. — En sonson till honom var bokförläggaren Alvar + Renqvist. I. Salonen: Henrik Renqvist, 1—II, 1930—1931, (på finska); J. Schreck: Viri librorum, 1956 (på finska); H. Nohrström: Förlagsverksamheten i Finland, I, 1933. K.-E. H. Rentryk, i Typografien Benævnelse for de Tryk, der tages, naar Trykformen er skudt ud (→ Udskydning) i den Maskine, hvori den skal trykkes, Format og Stilling paa Arket er godkendt, alle Rettelser foretaget, og Tilretning og Farveføring er i Orden. P. D. Renæssancebind, Bogbind, der er fremstillet i den for det 16. Aarhundrede typiske Renæssancestil, Det var italienske Bogbindere, der, inspireret af islamisk Bogbinderteknik og Dekorationskunst, indførte Stilen i europæisk Bogbinderhaandværk. Før denne Epoke var Bogbindenes Ornamentering gjort i → Blindtryk; Renæssancebindene, der oftest er af Svinelæder eller Kalveskind, kendetegnes dels ved, at Udsmykningen — helt eller delvis — udføres i Forgyldning, og dels ved at Deko- rationen — der er → plade- og → rulletrykt — betjener sig af Renæssancens karakteristiske Stilornamenter og geometriske Mønstre, Linierammer, Arabesker og Baandslyngninger, Fra Italien bredte Stilen og Teknikken sig omkring Midten af 1500-Tallet til Frankrig, derfra til Tyskland, Holland og de nordiske Lande, hvor den holdt sig til et godt Stykke ind i det 17. Aarhundrede. Se iøvrigt under Bogbind, Historie. E. Fischer: Bokbandets Historia, 1922, S.17—37; E. P.Goldschmidt: Gothic and Renaissance Bookbindings, I—II, 1928; H.O.Bøggild-Andersen og E. C. J. W o 1f: Bogbindets Historie, 1945, S. 81—110. Ł. D. Reoler. Oldtidens Bogruller stod i Krukker eller laa paa Stensokler eller Træhylder langs Væggene eller i Nicher i disse. I den ældre Middelalder var Pergamentbøgerne i Reglen opstillet paa Træreoler eller i Bogskabe (Armarier) mellem Vinduerne i de to Langvægge. Senere hen i Middelalderen kom hertil Skraapulte (Lecterner), der stod paa tværs af Lokalets Længderetning, og hvorpaa Bøgerne laa, ofte lænket til dem med Jernkæder. Af Pladshensyn maatte man dog snart anbringe en eller to Hylder over, ofte tillige under, Pulten; ogsaa de her opstillede Bøger kunne være lænkede. Yderligere Plads indvandt man ved at anbringe Reoler ved Siden af Pultene, saa at der fremkom en Køje eller Alkove omkring hvert Pultpar. Renæssancens Biblioteker fortsatte med Pulte og desuden med Bogskabe langs Væggene. I Barok- og Rokokotidens Bogsale var Væggene helt beklædt med Reoler, i Reglen saa høje, at de krævede Benyttelse af Stiger; i nogle Tilfælde blev Højden saa stor, at man maatte indskyde et eller flere Gallerier. Efterhaanden som Pladshensynet trængte sig stærkere paa, maatte man dog tillige anbringe Dobbeltreoler i Salens Midterrum; ligesom Vægreolerne var de af Træ og havde faste Hylder. Med Litteraturens stadige Vækst blev Pladsproblemet stedse mere brændende og henimod Midten af det 19. Aarhundrede var man naaet saa vidt, at det meste af Salens Midterrum var fyldt med Dobbeltreoler, staaende vinkelret paa Salens Længdeakse. Hylderne var nu ikke som tidligere faste, men var for at forøge Reolens Kapacitet gjort bevægelige, idet de enten hvilede paa 4 Metalhyldebærere (Stifter), som kunde fastgøres i Huller i Reolens Sider, eller paa savtakkede Trælister, der anbragtes paa det Indre af Siderne; man opnaaede en Indstillelighed af 3—5 cm, men