Skeen — Skillingsviser 325 Skeen, svenskt pappersbruk i Annerstads socken i Småland. I orten anlades redan 1681 ett pappersbruk av kyrkoherden i församlingen Johannes Wallin. Tillverkningen av skriv- och tryckpapper pågick under växlande konjunkturer till slutet av 1850-talet, då bruket nedlades. N. P. Skib (eller Satsskib), typografisk Betegnelse for et Redskab, der bestaar af en Zinkplade, som paa de tre Sider er forsynet med ca. 10 mm høje Metallister. Naar + Vinkelhagen er fyldt, samler Sætteren Satsen i Skibet til → Kolumner eller til → Spalter for senere → Ombrydning. Skibe findes i forskellige Formater: Folio-, Kvart- og Oktavskibe samt smalle Spalteskibe, E. D. Skibsbiblioteker. Se Søfartsbiblio teker. Skillingsviser. Selvom Begrebet Skillingsviser ændrer Indhold gennem Tiderne, har denne Gruppe Tryksager dog et Fællespræg: det er Smaahæfter, gerne kun 4-8-sidede, med Vers af forskellig Slags, beregnet paa hurtig Spredning i et bredt Publikum og ofte udgaaende fra Forlæggere og Forhandlere, der som Speciale netop havde Skillingsviser, → Folkebøger, → Flyveskrifter, praktiske Smaahaandbøger o. lign. mindre Tryk, og som undertiden selv skrev Versene. Lignende Tryk er kendt udenlands: tysk: Flugblatt af lignende Udseende (ogsaa i Norden bruges ofte Betegnelsen Flyveblad), engelsk: broadside, d. v.s. ensidige Etbladstryk. Saa at sige alle Typer af sangbare Digte er repræsenterede i Skillingsviserne: middelalderlige Folkeviser, Skæmteviser, Folkevisens Efterklang, nyere Viser om Haandværkere, Soldater o.a. Stænder, om Udvandrere, om Dyrtid og ikke mindst om alle lykkelige og ulykkelige Variationer af Forelskelse, Forlovelse og Ægteskab. Ogsaa bibelske og moraliserende Viser, Legendeviser og ligefrem Salmer udgør indtil c. 1800 en Del af Skillingsviserepertoiret. Foruden disse anonyme og pseudonyme Viser glider en Del Digte fra den højere Litteratur ud i Skillingsviser, naar de har folkelig Tiltrækningskraft, ligesom ret kendte Digtere i det 19. Aarhundrede nu og da skriver Ting, der direkte er beregnede for Skillingsviser. Alle disse Visegrupper viser en tydelig Forskydning i Karakter gennem Tiden, men er dog ikke snævert tidsbundne og kan ofte have mange Generationers Levetid p. Gr. af Konservatismen hos deres Publikum. En anden og væsentlig Del af Repertoiret er der- imod de kortlevende Viser med aktuelle Emner, mest de Forbrydelser og Ulykker, som idag nævnes paa Avisernes Spisesedler, men ogsaa politiske Begivenheder, Dagens Helte, Tidens Forlystelser og i ældre Tid Jærtegn, Varsler o. lign. I 19. Aarh, smeltede Skillingsviseproduktionen delvis sammen med andre Grene af Forlystelsesindustrien, specielt de fra Datidens Revuer og Cabaret’er udgaaende Sange. Skillingsviser og Folkebøger var oprindelig beregnet for baade høje og lave, men gled ret snart over til at være den jævne Mands Lekture. Som saadan opfyldte Skillingsvisen flere Funktioner: Den kunde være sentimental i den lyse eller den mørke Tonart og lejlighedsvis bringe sit Publikum i Forbindelse med den højere Litteratur, den kunde være »Gyser«, den kunde tilfredsstille Nyfigenheden ved Skandalejournalistik og vel ogsaa sprede lidt regulær Oplysning, ikke mindst ved det Prosareferat, der ihvertfald i det 19. Aarhundrede plejede at følge de aktuelle Viser. Musikalsk var der intet at hente i selve Tryksagen (kun meget faa Skillingsviser har Noder), men de Visekoner og (ofte blinde) Markedssangere, der solgte Viser, reklamerede ved at synge Viserne, og Melodiangivelser fandtes almindeligvis. Der foreligger mange Vidnesbyrd om, at en bogfattig Byalmue og Bondestand havde stor Glæde af disse jævne Tryk, der ikke sjælden sammensyedes til hjemmelavede → Visebøger. Studiet af Skillingsviserne har ikke blot Interesse for Erkendelsen af den folkeligste litterære Smag paa en given Tid. Det giver ogsaa et betydeligt Raastof til Sanghistorien, ikke mindst dennes metriske og musikalske Side, ligesom Studiet af de lavere Lags Talesprog, Kulturforhold og Synsvinkler belyses paa fængslende Maade — omend man maa erindre, at Skillingsviserne delvis var skrevet for og ikke af de paagældende Kredse. Ikke desto mindre er Skillingsviserne temmelig sparsomt udforskede. Materialets ældste Bestanddele er inddraget som et for Middelaldervisens Overlevering vigtigt Vidnesbyrd, og 16.—17. Aarhundredes Visedigtning er efterhaanden trukket ind i Søgelyset. Derimod er Genrens senere Liv utilstrækkeligt kendt, omend den nyeste Viseforsknings forskellige Aspekter nu er ved at blive anlagt ogsaa paa Skillingsviserne, der jo er en sen, delvis nutidig Gruppe Folkeminder. Manglen paa Opdyrkning skyldes især Skillingsvisernes gennemgaaende lave æstetiske Niveau, men hænger ogsaa sammen med,