326 Skillingsviser at Skillingsviserne er bibliografisk meget vanskelige at overskue og for en ikke ringe Dels Vedkommende tabt. E. Dal. Danmark. Om den ældre danske Skillingsvises Bevaringsforhold skal man ikke gøre sig Illusioner. Af de 19 Tryk før 1600, der findes i Lauritz Nielsens Bibliografi (Vedels Visebog fraregnet) under Stikordet Vise(r), angives de 18 som Unica, og af dem sidder Halvdelen i Samlebind i Karen Brahes Bibliotek. Ogsaa af de senere Tryk i dette Biblioteks 4 Samlebind, helt ned i 18. Aarh., er det overvejende Flertal ukendte i det kgl. Bibliotek og sikkert ofte Unica. Det samme gælder det efter Ejeren opkaldte Samlebind Peder Rafns Visebog (Universitetsbiblioteket, Oslo), af hvis 77 dansk-norske Tryk indtil 1634 kun et Par kendes andetsteds fra. Disse Samlebind findes nu i Fotokopi paa det kgl. Bibliotek. Hvis 80—90 pct. af de kendte gamle Tryk er Unica, kan man med Sikkerhed slutte sig til et anseligt Antal tabte Tryk. Alligevel bidrager den overleverede ældre Skillingsvisemængde betydeligt til Belysning af baade Folkevisen og den samtidige Digtning. Ikke faa af Datidens kendte Forfattere har spredt baade religiøs og belærende Digtning i Form af Skillingsviser, hvortil kommer, at en del af de beskednere personelle Lejlighedsdigte fremtræder i typografisk samme Form: Det lille slanke Oktavformat, ofte udsmykket med Vignetter og Røskener og ikke sjælden Træsnit. Udstyret er ofte af bedste Kvalitet, som det sømmer sig for Tryk fra Folk som Benedicht og Vingaard'’erne. Datidens Skillingsviser rummer gerne 1 à 4 Digte, efterhaanden dog sjældent mere end der kan staa paa et 8-sidet falset, men uhæftet Ark. Skillingsvisens dalende sociale Anseelse kan aflæses af Udstyret. Typografien bliver mere sjusket, Textgengivelsen ligeledes, og Træsnittene efterskæres plumpt, hvis man ikke vælger at àjourføre dem efter vekslende Mode (Illustrationer i »Bogvennen«, 1957, s. 11). I Skillingsviserne som i Bøgerne forsvinder Træsnittet i Tiden o. 1800 og vender tilbage i det 19. Aarhundrede. Det sene 19. Aarhundredes typiske (Strandbergske) Skillingsviser har 4 Sider: en omstændelig,ofte bevidst gammeldags Titel med kraftig Hovedlinie, samt Illustration og Trykkested, sjældent Trykkeaar, dernæst den hertil svarende Vise og endelig en mere lyrisk eller »litterær« Vise og/eller »Beretning« (Prosajournalistik), hvis Hovedvisen er af aktuel Art. Efter 1900 blev disse Tryk i nogen Udstrækning erstattet af Skillingsviser paa Postkort, og disse er stadig velkendte med de løbende Schlagerrefræner som Tekst. Det har imidlertid vist sig, at ogsaa de gammeldags Skillingsviser har et fortsat Liv, og at Tidens Begivenheder, f. Eks. et i 1939 meget omtalt Barnemord, besynges i traditionel Stil, saa videre Udbredelse over hele Landet har fundet Sted med eller uden Støtte i disse Tryk — et lidet paaagtet Stykke moderne Folklore. Datering af Skillingsviser er ofte vanskelig, bl. a. p. Gr. af det konservative Udstyr. Oprindelig havde de fleste Aarstal, men i det 17. Aarhundrede forsvandt disse, ofte til Fordel for den bekendte Formel »Trykt i dette Aare. Foruden Typografien kan Forhandlerens Navn og Adresse vejlede, og nogle særlig bekendte Forlæggere skal nævnes: I det sene 18, Aarhundrede var Svare førende, derpaa hans Efterleverske, d. 1797; til 1782 eller 1783 boede de i Skindergade 76, derefter i Ll. Kannikestræde 39., Til 1812 virkede M. Seest. Jylland forsynedes med Haderslevtryk uden Aarstal. Hovedstadsmarkedet domineredes c. 1810—1850 af Familien Triblers relativt litterære Viser, oftest i lille Format og med (usystematisk benyttede) Løbenumre; J. Fr. Tribler døde 1818, hans Enke 1829, Sønnen P.W. Tribler 1860; de vekslende Adresser ses hos Elberling. Samtidig virkede Jacob Behrend (Ulfeldtsplads 110, senere i Gaden Aabenraa 231, »Poeten i Aabenraa« er vel Behrend). Efter Triblers Storhedstid træffes H. P. Møller i Gammelmønt og omkr. 1880’ erne Rud. Foltmar. Men Tiden 1861—1903 domineres af Jul. Strandberg, der selv digtede meget, og hvis mest benyttede Bogtrykker Bernh. Wennstrøm ogsaa publicerede Viser selv. I den sidste Menneskealder har Eigil Sølves Sangforlag i Odense udgivet over 3000 forskellige Viser, ogsaa delvis digtede af Forlæggeren. Karakteristisk for de to sidstnævnte Storproducenter er, at de ogsaa har publiceret større Hæfter og Bøger med Viser: »Visebog for Hvermand«, 12+4 Hæfter c. 1865—78, »Danmarks (senere: »Den) syngende Mand paa Bølge og Land«, 8 Bind 1883 ff., »Hvermands Visebog« (fra Sølve), alle i flere Oplag. Strandbergs Dagbøger og Sølves Regnskaber vidner om de 5—6-cifrede Oplagstal, disse Udgivelser har naaet op paa. Den største Samling Skillingsviser i Danmark findes i det kgl. Bibliotek, og mange Dateringer beror paa Notater i disse Eksemplarer (fra Pligtafleveringen eller fra Forfatte-