338 Skovgaard — Skrift museets Aarsskrift 1920. 2 af Vandfarvetegningerne er optaget i »Fremtidens« Udgave af H.C. Andersens »Eventyr med Billeder af danske Kunstnere« (1931). Som noget for sin Tid nyt maa anføres, at S. til sin Svigerfader, Botanikeren og Politikeren J. F. Schouws videnskabelige Værk: »Prøver paa en Jordbeskrivelse« (1851) tegnede en Række Illustrationer, der udførtes i Træsnit. K. Madsen: P. C. Skovgaard (Kunstmuseets Aarsskrift, VII, 1920): L. Nielsen: Den danske Bog, 1941, S. 213—15; J. Sthyr: Dansk Grafik 1800—1910, 1949, S. 106—10. E.B. Skraffering kaldes de vandrette Udløbere, der findes foroven og forneden paa lodrette og diagonale Bogstavstammer. Skrafferingernes Form karakteriserer Skriftens Art enten som Mediaeval-, Empire- eller Egyptienne-Skrift, og giver i deres Tegning Skriften sin særlige Karakter. H.T. Skredsvig, Christian (1854—1924), norsk maler og tegner. Elev av Eckersbergs malerskole i Kristiania, deretter av W.Kyhn i København og H. Zugel i Düsseldorf. Studerte også i Paris. 1885—94 bodde han i Bærum utenfor Kristiania, deretter i Eggedal. Av ren bokkunst utførte han bare 12 helsides illustrasjoner til Ingeborg v.d. Lippe Konow: »De tolv maaneder« (1894). De fleste av dem er utført som tusjlaveringer. Stort sett uttrykker de romantiske naturstemninger, men er svært mørke og tunge. I 1924 ble hans poetiske serie »Valdrisvisa, 14 illustrasjoner til en norsk folkevise« utgitt som minneskrift. Originalene, som tilhører Nasjonalgalleriet er utført i akvarell og kull. En rekke av hans tegninger er sammen med tegninger av andre norske kunstnere gjengitt i hans to erindringsbøker: »Dage og Nætter blandt Kunstnere« (1908) og »Det gamle Skilderi« (1921). R.R. Skrift, System af Tegn, skrevet, malet, tegnet eller indristet paa et Skrivemateriale som sprogligt Udtryksmiddel. Hos forskellige Tider og uafhængig af hinanden opstaaet Skrift, næsten altid oprindelig som Billedskrift. I sin mest primitive Form er Skriften en Idéskrift, hvor der endnu ikke er en direkte Forbindelse mellem Sprog og Skrift, men hvor Skriften giver Udtryk for en Tankerække. Særlig karakteristisk finder man Idéskriften hos de nordamerikanske Indianere. Ogsaa Helleristningerne er en Slags Idéskrift. Et mere fremskredent Trin betegner Ordskriften, hvor hvert Tegn eller Billede svarer til et Ord, saaledes som man finder det i den kinesiske Skrift og til Dels i → Kileskriften og de ægyptiske → Hieroglyfer og i Skriften hos de amerikanske Folk Aztekerne og Mayafolket. I sin Udvikling fik Ordskriften, som oprindelig havde haft en ideografisk Karakter, efterhaanden et fonetisk Element, idet man brugte samme Tegn ved forskellige enslydende eller næsten enslydende Ord, hvorved der fremkom en Slags Rebusskrift. Paa lignende Maade kunde Ordskriften udvikle sig til en Stavelsesskrift. Den japanske Stavelsesskrift er saaledes udviklet af den kinesiske Ordskrift. Baade Kileskriften og Hieroglyferne i deres klassiske Form er en Blanding af Ordskrift og Stavelsesskrift. Det sidste Led i Udviklingen er Bogstavskriften, hvorved man gaar over til at betegne de enkelte Lydelementer i Ordene og knytter en fast Forbindelse mellem Sprog og Skrift. Allerede i det gamle Persien var der paa Grundlag af den babyloniske Kileskrift skabt en Bogstavskrift. Den gik atter i Glemme og fik ikke Betydning for Skriftudviklingen, derimod blev den semitiske Bogstavskrift (Konsonantskrift) Udgangspunktet for en mægtig Udvikling, og alle nuværende Bogstavskriftformer stammer fra den. Fundet af Kong Ahirams Sarkofag i Byblos fører den nordsemitiske (fønikiske) Skrift tilbage til 13. Aarh. f. Chr. I Indskrifterne paa Halvøen Sinai (fra Tiden mellem 1850 og 1500 f£. Chr.) har man ment at finde Mellemledet mellem det nordsemitiske Alfabet og de ægyptiske Hieroglyfer. Ogsaa mellem den sydsemitiske Skrift i Sydarabien, hvorfra den abessinske Skrift, som endnu er i Brug, stammer, og Sinaiindskrifterne kan der paavises Forbindelse. Fra den nordsemitiske Skrift udgaar en lang Række Skriftformer, som har givet denne Skrift en større verdenshistorisk Betydning end nogen anden Skrift. Den fønikiske Skrift overførtes til Nordafrika (Kartago) ved Fønikernes Kolonisering, og ved Kartagos Erobring af Spanien førtes den videre hertil og blev Grundlaget for den -+ iberiske Skrift. Nordsemitiske Skriftformer var endvidere den aramæiske Skrift, hvoraf den hebræiske Kvadratskrift udvikledes, og den arabiske Skrift, som ved Arabernes Fremtrængen spredtes over vidtstrakte Omraader.Ogsaa den indiske Skrift har Forbindelse med den nordsemitiske Skrift. Mest betydningsfuldt var det dog, at det nordsemitiske Alfabet overførtes til Grækenland for alle europæiske Skriftformer med Undtagelse af Tyrkisk. Grækerne omdannede det semitiske Konsonantalfabet til et Konsonant-