Skrift 339 og Vokalalfabet, idet de brugte de Tegn, som var overflødige i deres Sprog, som Vokaltegn. Fra det græske Alfabet stammer atter de slaviske Alfabeter, den koptiske Skrift og den af Ulfila dannede → vestgotiske Skrift. Gennem vestgræske Kolonier i Syditalien overførtes græsk Skrift til Italien og blev Udgangspunktet for alle italienske Skriftformer, deriblandt ogsaa den latinske Skrift, hvoraf atter alle vesteuropæiske Skriftformer er udviklet. Den klassiske latinske Skrift var → Kapitalskriften (de nuværende store Bogstaver i Trykskrift), som oprindelig navnlig brugtes som epigrafisk Skrift. Ved Siden af den opstod tidligt en → Kursivskrift, som brugtes i Dagligliglivet. Med Kristendommens Udbredelse fik man større Behov for Bøger, og Kapitalskriftens kantede Former var nu ikke længere tilfredsstillende, og der opstaar en Skriftform med rundede Former, → Uncialskriften. Den afløses atter i 5. Aarhundrede af → Halvuncialskriften, som var en Mellemform mellem Uncialskriften og Kursiven. I Folkevandringstiden blev Brugen af Skrift efterhaanden indskrænket, og det blev væsentlig Gejstligheden, som dyrkede Skrivekunsten. Kursivskriften gik derfor af Brug og omdannedes til Bogskrift, som benævnes → Halvkursiven. Den udvikledes forskelligt i de forskellige Folkevandringsstater. Særlig Betydning fik den → merovingiske Skrift i Datidens Stormagt, Frankerriget. Den var uskøn og besværlig, og da man ved Karl den Stores Hof begyndte at arbejde med de gamle Haandskrifter med de ældre, smukke Skriftformer, skabtes under Paavirkning af disse 0.800 en ny Skriftform, den → karolingiske Minuskel. Denne bredte sig i Løbet af kort Tid over hele Europa undtagen de britiske Øer, hvor der var uddannet en særlig Skrift, → Insularskriften paa Grundlag af Halvuncialskriften,som var overført dertil ved Missionærer fra Fastlandet. I det 12.Aarhundrede fortrængtes ogsaa denne af den karolingiske Minuskel.I Løbet af det 12.0g13.Aarhundrede skiftede den karolingiske Minuskel Karakter og udvikledes til den saakaldte → gotiske Skrift, idet de runde Buer afløstes af lige Linjer og spidse Vinkler. Den italienske Renæssance fik ogsaa Betydning for Skriften. Humanisterne fandt den gotiske Skrift uskøn og dannede en ny Skrift paa Grundlag af den karolingiske Minuskel i 12. Aarhundrede, den humanistiske Skrift, → Antikva; som store Bogstaver anvendtes den romerske Kapitalskrift. Humanistskriften, latinsk Skrift, sejrede hurtigt i Syd- og Vesteuropa. I Tyskland 22* og Nordeuropa fortsatte man derimod med at bruge den gotiske Skrift i en noget reformeret Skikkelse, nygotisk Skrift. Først o. 1800 gik Sverige over til latinsk Skrift, og i 1870’erne ophørte man i Danmark og Norge i Skolerne at undervise i gotisk Skrift. I den nyeste Tid har latinsk Skrift ogsaa vundet stærk Indpas i Tyskland. H. Delitsch: Geschichte der abendländischen Schreibschriftformen, 1928; H. Jensen: Die Schrift in Vergangenheit und Gegenwart, 1935; Nordisk Kultur, XXVIII: Palæografi, 1943; E. Kroman: Skriftens Historie i Danmark fra Reformationen til Nutiden, 1943; F. Blatt: Alfabetets historia, 1945; A. Bömer u. W.M enn: Die Schrift und ihre Entwicklung (Handbuch der Bibliothekswissenschaft, 2. Aufl., II, 1952); Nordisk håndbog i bibliotekskundskab, I, 1957. E. K. Bogtrykskrifter. De ældste Trykskrifter havde de middelalderlige Bogstavformer som Forbillede, og de første støbte Skriftyper var kopieret nøjagtigt over den → gotiske Skrift, der i det 15. Aarhundrede anvendtes af de Skrivere, som fremstillede den Tids Haandskrifter. Skriften i de tidligst trykte Bøger £. Eks. i Gutenbergs saakaldte 42-liniede Bibel (1455), er af en Type, + Texturen, der før Bogtrykkerkunstens Opfindelse især brugtes i Tyskland, og ligesom Skriverne opererede ogsaa Trykkeren foruden med selve Bogstaverne med et stort Antal særlige Forkortelser og Bogstavforbindelser (+ Ligaturer). — Endnu i Gutenbergs Aarhundrede fremkom som Trykskrift flere Afarter af den gotiske Skrift; saaledes opstod omkring 1470 den — i Sammenligning med Texturen — lettere læselige → Schwabacher, og noget senere → Frakturen, der i forskellige Varianter holdt sig som Trykskrift i Tyskland og de nordiske Lande helt op i det 20. Aarhundrede. En anden Linie i Bogtrykskriftens Udvikling betegnes af → Antikvaen, der som Forbillede har den romerske → Kapitalskrift, og som til Adskillelse fra den gotiske Skriftform hyppigt kaldes den romanske. En Overgangsform fra den gotiske Skrift til Antikvaen blev brugt af Johann → Mentelin ved Trykningen af en latinsk Bibeludgave (1460), men det er Adolph + Rusch, Mentelins Svigersøn og senere Kompagnon, der regnes for Skaberen af den første egentlige Antikvaskrift, som han anvendte i nogle Tryk fra 1464, I det følgende Aarhundrede opstod talrige Antikvaskrifter, og det var da italienske og franske Trykkere og Stempelskærere, der førte an i Udviklingen, hvortil først og fremmest Navne som Aldus + Manutius, med sin hældende Antikvaskrift, → Kursiven, Nicolas + Jenson, Goffrey + Tory