Thyregod — Tidebøger 421 af »Industriforeningen«s Bibliotek, som i de følgende Aar udviklede sig til en efter Tidens Forhold meget moderne Dokumentationscentral. T. var en af de første i Danmark, der slog til Lyd for Dokumentationsretningen inden for Biblioteksvæsenet, og han blev 1932 Medlem af »Conseil de l'Institut International de Documentation«. Hans biblioteksmæssige Synspunkter kommer ogsaa til Orde i hans historiske Værk »Die Kulturfunktion der Bibliothek« (1936). T., der fratraadte Ledelsen af »Industriforeningen«s Bibliotek i 1938, skabte sig endvidere et Navn som skønlitterær og litteraturhistorisk Forfatter. P. B. Tidebøger, Betegnelse for de for katolske Lægfolk beregnede → Bønnebøger indeholdende Bønnerne til Døgnets forskellige Bedetider. Tidebøgerne spiller en fremtrædende Rolle for Bogkunsten i Senmiddelalderen og Renaissancen og er navnlig dominerende i det 15. Aarhundredes franske Bogkunst, hvorfor Tidebøgernes internationale Navn er Livres d'heures eller, paa Latin, Horae. Foruden i Frankrig opnaaede Tidebogen en stor Udbredelse i Nederlandene og kendes ogsaa i andre Lande; i Tyskland udbredtes Tidebogen i en særlig Variant, den saakaldte → Hortulus animae, der er en Kombination af Tidebogen og den almindelige Bønnebog. Iøvrigt er Grænsen mellem Tidebogen og den almindelige Bønnebog i mange Tilfælde svær at drage. Tidebogen, hvis litterære Kilde er → Breviariet og hvis Forgænger som Andagtsbog er → Psalteriet, er ikke altid paa Latin men ofte, navnlig i den senere Periode, paa Modersmaalet. Tidebøgernes Indhold varierer naturligvis en Del, men er som Regel sammensat af følgende: Kalendariet, Uddrag af Evangelierne, Mariabønner, Vor Frues lille Tidebøn (Officium parvum Beatae Mariae Virginis), Hellig Kors Tider, Helligaands Tider, Bodssalmer, Tidebønner for de afdøde samt Kirkebønner for Helgener. Af Tidebøgernes nogenlunde fast tilrettelagte Indhold følger, at ogsaa deres Miniaturers Motiver gaar igen fra Bog til Bog, og Officium Mariae illustreres saaledes i næsten alle Tidebøger med Billeder af Bebudelsen, Marias og Elisabeths Møde, Jesu Fødsel, Hyrderne paa Marken, de hellige tre Konger, Fremstillingen i Templet, Flugten til Ægypten og Jomfru Marias Kroning. De haandskrevne Tidebøgers ofte meget yndefulde → Miniaturer udgør en overordent- lig stor og betydningsfuld Gruppe i det middelalderlige Bogmaleri, og deres kunstneriske Udsmykning iøvrigt Initialer, Randlister, Indramninger, Vignetter m. v. udføres overdaadigt i Guld og Farver og med en imponerende Rigdom paa Enkeltheder: Blomster, Frugter, Fugle, Insekter, Perler, de saakaldte Drolerier o.m.a, ligesom Tidebøgernes Billedmateriale foruden de bibelske Scener bringer Fremstillinger af Dagliglivet, Kamp- og Jagtscener, Landskaber, Portrætter m.v. Tidebøgernes Skrift er almindeligvis den gotiske Minuskel, ofte skrevet med en imponerende Regelmæssighed, der gør Tekstsiderne til »typografiske« Mesterværker. Den kunstnerisk illuminerede Tidebog, der var en meget udbredt og yndet Bog især i Hofkredse, Adelskredse, og i det velhavende Borgerskab, og iøvrigt var Genstand for en vis Masseproduktion, repræsenterer i det hele taget et Højdepunkt i Middelalderens Bogkunst og til den er knyttet de fornemste Navne indenfor Middelalderkunsten, saasom Jean → Fouquet, Brødrene van Eyck, Brødrene de Limbourg, Jacques Coene, Jean Bourdichon, Simon Bening, Jacquemart de Hesdin og Jean Pucelle. Af de i Kunsthistorien mest berømte Tidebøger, hvoraf en Række er udgivet i Facsimile, kan nævnes Pragtværker som Maria af Luxembourgs Tidebog fra o. 1327, Dronning Johannes Tidebog fra o, 1335, Miniaturmalernes Velynder, Hertug Johan af Berry’s fire Tidebøger fra o. 1400 og senere, Hertug Johan af Bedfords Tidebog fra 1463, Dronning Anne af Frankrigs Tidebog fra o. 1500, Étienne Chevaliers Tidebog fra o. 1455, Marchal de Boucicauts Tidebog fra 1402. Ogsaa i skandinaviske Biblioteker findes fortrinlige Eksempler paa Tidebøger i et højt kunstnerisk Plan; de fleste af dem er nærmere beskrevet i Katalogen over Udstillingen »Gyldne Bøger«, der i 1952 afholdtes i København og Stockholm. Tilvirkningen af haandskrevne Tidebøger fortsatte ogsaa i Aarhundredet efter Bogtrykkerkunstens Opfindelse, men i Betragtning af, hvor yndet Tidebogen var, kan det ikke undre, at Bogtrykkerne og Forlæggerne allerede i Inkunabeltiden udgav en Række Tidebøger, der ogsaa hvad Skrift, Illustrationer og Skrivemateriale (Pergament) angaar søgte at konkurrere med de haandskrevne. I Paris udgav Forlæggeren Antoine → Vérard og Simon → Vostre saaledes en Række (henholdsvis ca. 25 og ca. 90) trykte Tidebøger. Mange andre,