Upsala nya tidning — Urte- og Plantebøger 477 senare blivit bemärkta män inom svensk press, har börjat sin tidningsmannabana i U., som dessutom räknar åtskilliga av universitetets lärare och tjänstemän som medarbetare. N. P. Uranienborg- Tryk. Se Brahe, Tycho. Urte- og Plantebøger. I Middelalderen og et langt Stykke op i det 16. Aarhundrede gjaldt det, at Botanikken var en Hjælpevidenskab for Medicinen og som Følge deraf kan de fleste Bøger om Planteverdenen fra denne Tid bedst karakteriseres som Herbarier eller Urtebøger, d. v.s. Bøger der behandler Planter ud fra den Nytte de kan være som helbredende Middel, Grænsen mellem Urtebøger og → Lægebøger maa derfor blive meget uklar, og det samme gælder iøvrigt Grænsen mellem Urtebøger og → Destillerbøger, → Havebøger og de saakaldte → Hortus sanitatis-bøger. Det maaske ældste Værk om Planter man har Kendskab til blev skrevet af Aristoteles’ Elev Theophrastus (4. Aarh. f. Kr.), og fra 2. Aarh. kendes de første Planteafbildninger især i et Værk af Livlægen hos den lilleasiatiske Konge Mithridates, Crateuas. Hans Afbildninger blev brugt i halvandet Aartusinde bl. a. i det berømte Dioskurides-Haandskrift, der nu findes i Wien og stammer fra det 6. Aarhundrede, og ogsaa de første trykte Urtebøgers Illustrationer gaar tilbage til Crateuas. Fra Middelalderen kendes iøvrigt en Række Urtebøger, der bygger paa græske, latinske og arabiske Kilder; berømte er saaledes Constantinus Africanus’ »De gradibus liber« og Odo Magdunensis (Aemilius Macer): »De viribus herbarum«, der begge stammer fra det 11. Aarh. Sidstnævnte Værk blev bragt i Trykken i 1477, og i det hele taget tryktes i Inkunabeltiden, som de gode Salgsartikler de var, en lang Række middelalderlige Urtebøger, heraf mange med Illustrationer i Træsnit, ligesom naturligvis ogsaa Bøger som Konrad v. Megenbergs »Buch der Natur« (Augsburg 1475) og lignende Værker indeholder Afsnit om Planter. Af specielle Urtebøger kan nævnes Apuleius Platonicus’ Herbarium (Rom 1481 eller 1483) med 132 Træsnit, Theophrastus’ »De causis plantarum lib. VI« (1483 og 1497 som en Del af Aldus Manutius’ Aristoteles-Udgave). Berømte er endvidere Peter Schöffers to Herbarier, det latinske og det tyske, trykt i Mainz, henholdsvis 1484 og 1485 og eftertrykt flere Gange af andre Trykkerier. I det 16. Aarhundrede grundlagdes den videnskabelige Botanik som selvstændig Videnskab af Conrad Gesner, Otto Brunfels, Hiero- nymus Bock og Leonhard Fuchs, og der indledtes samtidigt en ny Epoke i den botaniske Illustration. Skelsættende er saaledes Brunfels’ »Herbarum Vivae Eicones«, (Strasbourg 1530—36, tysk Udgave 1532—37) med Tegninger af Hans Weiditz, Bocks »New Kreütter Buch« (1539), hvis 2. og senere Udgaver var forsynet med Illustrationer af David Kandel og Fuchs’ »De historia stirpium« (1542 og 1543 paa tysk), hvis Illustrationer fik stor Betydning for en Række senere Urtebøger, helt op i det 18, Aarh. Af andre botaniske Værker med Træsnit fra det 16. Aarh. kan nævnes Joach. Camerarius: »Hortus medicus« (1588), Jakob Theodor Tabernaemontanus’ »Neuw Kreuterbuch«(1588— 91), Rembert Dodonaeus’, Charles de l’Écluse’s og Mathias Lobelius’, Pierandrea Mattioli’s, William Turner’s og Johan Gerard's Værker. Fra Slutningen af det 16. Aarhundrede blev Kobberstikket det dominerende i de botaniske Værker, idet dog de utallige folkelige Urtebøger fortsat anvendte Træsnittet. Den første Bog med kobberstukne Illustrationer er Fabio Colonna: »Phytobasanos sive plantarum aliqvot historia« (1592), og af det 17. Aarh.’s store Rigdom af botaniske Værker der ogsaa udmærker sig i bogkunstnerisk Henseende, kan nævnes Pierre Vallets »Jardin du roy très chrestien Henry IV« (1608), der indeholder 73 Köòbbere og ligesom Vallets andre Bøger hovedsagelig var tænkt som Forlæg for Gobelinvævere, Daniel Rabels »Theatrum Florae« fra 1622 og Hollænderen Crispyn van de Passes »Hortus Floridus« (1614—17). Sidstnævnte Værk, der indeholder omtrent 250 Kobbere, hvoraf en Del er stukket af van de Passe den Ældre, blev efterlignet bl. a. af Giovanni Battista Ferrari, hvis »Hesperides« fra 1646 maa anses som det fornemste botaniske Pragtværk fra det 17. Aarhundredes Italien, og af Johann Theodor de Bry, hvis »Florilegium Novum« udkom 1612—14 med 86 Kobbere. De Brys Svigersøn Matthæus Merian udgav 1641—47 en stærkt udvidet Udgave, og Merians Datter Maria Sibylla udgav et lignende Værk, »Neues Blumenbuch«, hvortil hun selv tegnede og stak Illustrationerne. Nævnes kan videre f. Eks. Dodarts »Mémoires pour servir à l’histoire des plantes« (1676) med Tegninger af Nicole Robert, der især er berømt for sine Blomstermalerier til det særprægede (utrykte) Bogværk fra Galanteriets Glansperiode »Guirlande de Julie« (1641), Claude Aubriets »Éléments de botanique« (1697).