Vig — Vignetbøger 507 målet om hva slags bøker man bør lese. Et par år senere skriver han nærmere om bokutvalget og anbefaler opprettelsen og benyttelsen av »almuebogsamlinger« (de senere »folkeboksamlinger«). Disse boksamlingene mener han bör inneholde »fortællinger, historiske værker, reisebeskrivelser, naturskildringer, almennyttige og enkelte religiøse og poetiske bøger«. Det er verd å legge merke til at V. også går inn for den gode roman, og at en fortegnelse over bøker han anbefaler for boksamlingene vitner om et meget liberalere syn enn man dengang var vant til. Arbeidet for boksamlinger mistet en ypperlig talsmann da V. døde allerede i 34-års alderen, Rigtignok fikk han ikke tid til å gjøre noen større praktisk innsats på dette felt, og noen organisator for boksamlingene ble han ikke. Men han ble en vekker til dypere forståelse av folkeopplysningens betydning og boksamlingene som et middel til å fremme den. I dette stykke fulgte han i Henrik Wergelands spor og er gått inn i historien som en pioner i boksamlingsarbeidet. Ole Vig. Skrifter i utval, I-II, 1915—24; L.Eskeland: Ole Vig, 1915; T. Höverstad: Ole Vig, ein norrön uppsedar, 1953. A. K Vignet, egentlig Vignette (af fransk vigne, Vinranke). Dekorationselement, der helt fra omkring 1500-Tallet findes anvendt i den trykte Bog i forskellige Udformninger, som Titel- eller Sideindramninger eller enkeltstaaende Prydelser, Titelvignetter, + Fleurons eller → culs de lampe. I Renæssancens Bogkunst havde Vignetten oftest Form af Røskner og Arabesker eller af Slyngornamentik med Blomster og Frugter i naturalistisk Gengivelse, senere — i Baroktidens Bogudstyr — bliver de kraftige figurlige Ornamenter fremherskende, I Rokokoens Aarhundrede naar Vignetkunsten sin højeste Udvikling og Louis Seize-Tidens franske → Vignetbøger hører til europæisk Bogkunsts skønneste Frembringelser. I det følgende Aarhundrede bruges Vignetten stadig i Bogens Udsmykning, omend i en stærk behersket Udstrækning. Ogsaa i vor Tids Bogudstyr finder Vignetten Anvendelse, sædvanligvis i forenklede stiliserede Udformninger enten som Afslutning paa en Satsgruppe eller — hyppigst — som en dekorativ Bestanddel af Titelsidens Opbygning i Harmoni med dennes typografiske Karakter. E. D. Vignetbøger, Saaledes benævnes almindeligvis Bøger fra det 18. Aarhundrede udsmykket med kobberstukken Ornamentik, i hvilken → Vignetten er et dominerende Element, Vignetbogen med dens elegante Slyngornamentik, Blomsterguirlander, med dens flagrende Eroter og andre gratiøse figurlige eller allegoriske Ornamenter strøet over Bladene, er et fuldgyldigt Udtryk for Rokokoens Stilformer, og det var da ogsaa i Frankrig, Rokokoens Hjemland, at Vignetbøgerne opstod og dyrkedes til Fuldkommenhed. De fleste af Epokens Bogkunstnere er repræsenterede paa dette Omraade, højst staar vel Charles → Eisen, François → Boucher, Hubert François → Gravelot, Jean Michel → Moreau og Pierre Clement → Marillier — den sidstnævnte bl. a. kendt for sine over 200 skønne Vignetter til Dorats Fabler (1773—75). I andre europæiske Lande gjorde man Forsøg paa at efterligne de franske Vignetbøger, men intetsteds naaedes de franske Mestres Virtuositet. Mest i Pagt med fransk Vignetkunst — uden for Frankrig — er vel den schweiziske Grafiker Salomon + Gessner. I Tyskland er Daniel → Chodowiecki den betydeligste Repræsentant for Rokokoens Bogkunst, men hans Vignetornamentik er kun en Afglans af den franske Epokes Aand og Stil. Ogsaa i de nordiske Lande trængte Rokokoens Udtryksformer ind i Bogens Udsmykning, og i det 18. Aarhundrede frembringes talrige illustrerede Bøger, der med større eller mindre Held repræsenterer denne Stilperiode. Egentlige Vignetbøger kan nordisk Boghistorie ikke opvise, men i mange Bøger fra 1700-Tallet findes spredte Eksempler paa Rokokoens elegante Vignetkunst, hyppigst i Form af Titel- eller Slutvignetter. Blandt de bedste Vignet-Kunstnere, der virkede i Danmark, er Peter → Cramer, O. H. de → Lode, Marcus → Tuscher, og nævnes skal ogsaa Tycho de → Hofman, der med sine Udgivelser af Kobberstikbøger søgte at vække Interesse for fransk Rokoko-Ornamentik. I Sverige prægedes Bogudstyret i 1700-Tallet ligeledes af fransk Paavirkning, og selvom der heller ikke her forekom egentlige Efterligninger af de franske Vignetbøger, findes der ogsaa i Tidens svenske Kobberstikbøger Eksempler paa Vignettens Anvendelse som Udsmykningselement, og Kunstnere som J.E. Rehn, Brødrene E. og J.F. → Martin og J. + Gillberg har udført en Række Vignetter i typisk fransk Stil, især som Titelornamentik. H. Cohen: Guide de l'amateur de livres à gravure du 18. siècle, 6. éd., 1912: V. P. Christensen: Dansk Vignetkunst i det 18. Aarhundrede (Aarbog for Bogvenner 1920 og 1921); L. Nielsen: Rokokoen i dansk Bogkunst, 1936; E. Hultmark, C.Hultmark