Wise — Visebøger 513 egne Samlinger eller blev solgt til Liebhavere for store Summer. Ashley Librarys 7000 Bind blev efter W.s Død købt for 66,000 £ af British Museum, der stadig opbevarer Samlingen i en særskilt Afdeling. S. de Ricci: English Collectors of Books and Manuscripts (1530—1930), 1930, S. 185—89; W. Munthe: Litterære Falsknerier, 1943, S. 153—69; Letters of Thomas J. Wise to John Henry Wrenn. A further inquiry into the guilt of certain 19th century forgers. Ed. by F. E. R a t c hford, 1944; W.Partington: Thomas J. Wise in the original clothes, 1946; Thomas J. Wise. Centenary studies. Ed. by W.B. T odd, 1959. E. D. Visebøger. Ordet bruges især som Betegnelse for skrevne eller trykte Samlinger af Folkeviser og folkelige Viser samt Renaissancetidens Lyrik. Visebøgernes Historie falder derfor i de største Træk sammen med Visernes. Den middelalderlige Folkevise var en saa typisk mundtlig Genre, at det næppe er et Tilfælde, naar den fra Middelalderen kun findes bevaret i faa tilfældige Fragmenter. Fra 1550 bliver Adelsvisehaandskrifter Mode efter tyske Liederbüchers Forbillede, paa et Tidspunkt, da Folkevisedyrkelsen var ved at blive en bevidst, antikvarisk Interesse. Man overser til Tider, at disse Adels-Visebøger ikke er deciderede Folkevisebøger, men ogsaa indeholder samtidige Digte: dels høvisk Lyrik efter tysk Mønster, dels udenlandske Digte, dels andre Digttyper. De to berømteste Visebøger i Danmark er Hjertebogen MS Thott 1510, 4° (skrevet ca. 1553—55 af kgl. Køgemester Albert Muus), som næsten rendyrker den nye Vise, og Karen Brahes Folio (Karen Brahes Bibliotek i Odense fra ca. 1583), der rendyrker den gamle, Nogle af disse Visebøger var ført i Pennen af Ejeren eller en Skriver, andre anlagdes som Stambøger, hvori Ejerens Venner skrev Yndlingsviser, Valgsprog o.lign. (typisk i Langebeks Kvart, skrevet 1562—84, NkS 816,4°, med 7 Skriverhænder og Snese af Stambogsbidrag). Visebogskikken strækker sig ned gennem 17. Aarhundrede, men begynder lidt senere i Sverige end i Danmark; dog er Harald Olufssons visbok i Kungl, biblioteket i Stockholm saa gammel som 1572—73. I 17. Aarhundredes Midte optages Visebogskikken af enkelte Islændinge; den nordiske Folkevises islandske Gruppe bærer Navnet Fornkvæði efter den vigtigste af disse Visebøger, Gissur Sveinssons fra c.1665 (Facsimileudg. 1960 ved Jón Helgason). I Udnyttelsen af de litterært uvurderlige Visebøger er der en karakteristisk Forskel mellem dansk og svensk Forskning. I Dan- 33. Nordisk Leksikon for Bogvæsen. II mark har man udgivet Middelalderviser, Skæmteviser og Viser 1530—1630 hver for sig og saaledes opsplittet Visebøgernes Indhold; en Gruppe Visebøger fra det sene 17. Aarhundrede er af samme Grund forblevet upaaagtet indtil Nils Schiørrings Behandling, fordi de ikke indeholdt de nævnte Genrer. I Sverige har man delvis gjort ligesaa, men desuden findes en nøjagtig, dog ukommenteret Udgave af de enkelte Visebøger, hvis Brogethed og Særpræg derved træder tydeligere frem. Adels-Visebøgerne har et ret forskelligt ydre Præg; fælles for dem er desværre, at de kun i ganske faa Tilfælde meddeler Melodier. Med Visernes Nedsynkning til Bondestanden blev det fornemmelig Flyveblade, der bestemte og bevarede Traditionen (+ Skillingsviser) ; dog findes ogsaa Visebøger fra Bondehaand i de nordiske Lande (ogsaa i Norge), og nogle af dem er ikke 100 Aar gamle. Færøske Kvæder er bevaret i en Række betydelige Haandskrifter, de ældste ved J.C. Svabo stammer fra 1780erne, Vil man holde disse for Visebøger, maa man dog erindre, at det antikvariske Samlermoment præger dem nok saa meget som det praktiske Brugshensyn, som man uvilkaarligt forbinder med Visebogbegrebet. Den netop angivne Skillelinie kan vejlede ved Bedømmelsen af de talløse trykte Visesamlinger; dem der især er gjort for den praktiske Udførelses Behov, vil man kalde Visebøger, mens mere litterære eller rent videnskabelige Foretagender maa kaldes Udgaver. Danmark indtager en i Nordeuropa enestaaende Stilling ved at have en stor Samling paa Tryk allerede 1591, Anders Sørensen Vedels saakaldte Hundredvisebog, der efter flere Oplag fordobledes 1695 af Peder Syv (sidst trykt 1787). Trods de to Ophavsmænds Lærdom blev disse Bøger typiske Visebøger, slidt op og lært udenad af dansk, norsk og færøsk Almue. Ogsaa en Række nyere færøske Samlinger er Visebøger til praktisk Indlæring. Iøvrigt tilvejebragte man sine egne Visebøger ved at sammensy et Bundt Skillingstryk til en Bog (norsk: visefugg); og visse Forlæggere af Skillingsviser udgav ogsaa Visebøger med et stærkt blandet og yderst folkeligt Repertoire, der kun i ringe Grad kendes af Nutidens Forskere eller Læserpublikum. Dette hænger sammen med, at nye Strømninger med nye Digttyper og nye Former for selskabelig Omgang blev budt det dannede Publikum. Specielt Empiretidens Klubber fik sine Bøger med Titlen Visebog, og denne Be-