Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
50
NILS BOSSON STIKE.
at de naaede sit Maal inden Svenden havde faaet Tid til at
vexle mere end et Par Ord med Skipperen.
«De agter Dem til Visby», hørte de ham sige, «det er
godt, Skipper, kan De lade mig og min Broder følge med,
saa skal De faa redelig Betaling derfor . . . naar tænker De
at lette Anker?»
«Travlt maa du have det, Mand, for at komme didover,
gjenmælte Skipperen og kastede et mistænksomt Blik paa
den gamle Svend, «jeg kan dog ikke blive færdig, førend jeg
har losset min Last her i Kalmar og faaet ny til Visby.»
«Holloi, Skipper!» raabte nu den brune Svend fra sin
Baad, «De agter Dem til Visby?»
«Ja, det er sikkert nok, men skal da hele Kalmar flytte
didover, eller er Pesten kommen til eders Stad . . . skal I
ogsaa over did?»
«Fem ungarske Gylden, hvis De bestemmer Dem nu,
Skipper, til at tage mig og min Broder ombord», raabte
Svenden en Smule utaalmodig.
«Fem Gylden», gjentog Skipperen og syntes ikke at
have noget imod at afgjøre Sagen paa Stedet.
«Jeg agter mig til Visby», afbrød Kræmmersvenden i
den brune Frakke, «og jeg mener, at De ikke bør forhaste
Dem, thi jeg trænger megen Plads paa Skuden, ug der er
jo Tid til at afgjøre Sagen, mens De ligger her og losser.»
«Ti Gylden, og det halve ved Afgjørelsen!» raabte
Svenden, idet han overdøvede Skipperen og Kræmmersvenden.
Skipperen saa med den mest forbløffede Mine paa de to
Baade og deres Eiermænd, men tilslut slog han op en høi
Latter. Men da tog den blaaklædte, der den hele Tid paa
det skarpeste havde iagttaget Skipperens Ansigt, et kraftigt
Tag med Aarene og lagde sin Baad lige ind til Skipperens
og tog Tag i dens Æsing. Saa godt det lod sig gjøre reiste
han sig halvt op, satte Haanden for Munden mod Vinden og
halvhviskede:
«Guds Ven, Skipper Bartel, De kjender mig vel igjen
fra den Tid, da vi skiltes i Hamburg for syv Aar siden.»
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
