Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
I SØDERKØPING.
141
Blik paa Ridderen, «forspild ikke Deres Raad uden Nødvendighed,
de kunde da let komme til at ringeagtes!»
Marsken vendte dermed Ridderen Ryggen og tjærnede sig
til et af de indre Værelser. Broder Svensson stod, bleg af
Vrede og Harme, og Erik gav ham intet efter i voldsom
Sindsopbrusning. Han stampede med Foden i Gulvet, saa det
sang i Rummet, og derpaa skyndte han sig ud, fulgt af Broder
Svensson.
Aftenen var allerede inde, en af disse vakre Høstaftener,
sum kun Nordens Himmel har. Gaderne var endnu fulde af
spadserende Mænd og Kvinder. De to Riddere blev snart
omringede af andre fornemme Herrer, hvorved de hindredes fra
at lette sine Hjerter indbyrdes for det, som tyngede paa dem.
Men Broder Svensson fjernede sig dog snart, idet han
benyttede sig af et Møde med en af sine Svende, der kom henad
(laden, som en gyldig Grund til at skille sig fra de øvrige, da
han havde adskillige Ting af Betydning at meddele sine Mænd.
Han samtalte ogsaa ivrigt med Svenden en god Stund, og da
han skilte sig fra denne, begav han sig med raske Skridt i
Retning af et af de sex smaa Kapeller, der paa :denne Tid,
foruden tre Kirker, fandtes i Byen Søderkøping. Det Kapel,
der var Maalet for Broder Svenssons Vandring, var Alle Sjæles
Kapel, og i dets Naboskab mødte han en Sortbrødremunk.
Denne og Ridderen hilste paa hinanden og fulgtes ind i
Helligdommen.
Der inde raadede fuldstændigt Halvmørke, og det
Maaneskin, som gjennem de tætte Løvkroner trængte sig frem til de
smaa Vinduer og videre ind i Kapellet, gjorde Skumringen
derinde usikker og mystisk uden dog at kunne beseire den.
Munken gik foran og standsede paa den Side, hvor Skyggen
var mørkest, men gik derefter lige frem til Alteret og vendte
sig omkring, som om han med sit Blik forsøgte at
gjennemtrænge Mørket. Nogle øieblikke hengik under Taushed. Den
mindste Lyd vilde have naaet hans øre; men alt forblev stille.
Kapellet var jo ogsaa saa lidet, at om nogen havde befundet
sig der foruden han og Ridderen, vilde man ganske let have
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
