Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
KLOSTEEt-ØSTEKEN.
169
udenfor Staden til sine Svende, hvorfor han desforinden ikke
kunde træffe ham, — siden den Tid havde han ikke havt
nogen Underretning hverken fra Marsken eller fra Broder
Svensson. Underretningerne fløi nemlig ikke saa hurtigt over
Land den Tid som i vore Dage.
Men som han sad der hensunken i Tanker, hørte han
fra Borgstuen en af Svendene synge:
Det hændte sig alt Mariemesdag
Og just ved Middagstid,
De skjød Ud i Faxehus,
Saa Luen stod heit i Sky,
Faxehus er brændt ned til Grunden.
Et Smil gik over Ridderens Læber, da han hørte Tonerne
fra den velkjendte Folkevise, der kappedes med
Engelbrekts-visen i at egge Folkets Hjerter. Og Sangerne fortsatte
indimellem afbrudt af Bifaldsraab fra de øvrige Svende, som var
i Borgstuen:
De gik ifra Delsbo
Ug helt til Delsbo Raa,
De hug Fiesket af Knoklerne,
Saalangt som de kunde naa.
Faxehus er brændt ned til Grunden.
Trøster man i Regnstø,
Sammalunde i Mo,
De tog deres Baade bort,
De kunde ikke undaf ro.
Faxehus er nedbrændt til Grunden.
De sungne Ord fremkaldte altfor klart de svundne
Dage, da Hr. Erik fik sin Lyst at «klæmme efter de
udenlandske Fogder» tilfredsstillet, at ikke hans Tanker skulde
hendrages til den Tid og til disse Minder. Længere end Sangens
Toner varede, dvælede dog ikke hans Aand der. Han var
idetheletaget en Dagens, en Stundens Mand. Det nærværende
var hans Verden, med det svundne brød han sit Hoved kun
lidet, idetmindste ikke forsaavidt som der var Spørgsmaal om
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
