Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
•>()4 KIL8 BOSSON STURE.
Og en saadan Magt havde Erik over Bøndernes Sind, at
de lød hans Ord, skjønt enhver af dem mente sig at have
handlet i sin gode Ret og selve Hr. Erik til Behag. Men de
vidste ogsaa, at naar hans Vrede havde lagt sig, kunde de
bedre retfærdiggjøre sig for ham og vinde hans Pris.
Men Erik tog Karin paa sine Arme og bar hende bort
fra Pladsen og ind i en nærliggende Stue. Her kom hun om
en Stund til sig selv igjen, men hendes Blik var sky og
forvirret, da det først traf Hr. Erik, og blot lidt efter lidt vendte
den fulde Bevidsthed tilbage.
«Guds Moder være priset ... De er ikke død, Jomfru
Karin!" udraabte Ridderen, ude af sig selv af Glæde og greb
Karins Haand, idet han fortsatte: «Underligt synes dog dette
Møde og lidet ligt en Frierfærd. Jeg kommer paa Deres
Faders Bud for at forlove mig med Dem, og jeg træffer Dem
i Dødens Gab under den rasende Bondes Oxe . . . ! Tænk
ikke mere derpaa, Karin ... nu er det altsammen over, og
jeg skal lege en Leg med Bønderne, saa de ikke let skal
glemme mig det ...»
Det var en forfærdelig kvalfuld Stund for den arme Pige.
Ridderen havde reddet hendes Liv, men reddet det for den
Skjæbne, som hun havde villet undfly, og som syntes hende
værre end Døden. Og jo varmere Blikket brændte i Ridderens
Øine, desto mere sammensnøredes den reddedes Hjerte.
Sluttelig foldede hun krampagtig sine Hænder og brast i en
voldsom Graad.
Erik saa forundret paa hende, men tog altsammen til en
Begyndelse som en Følge af den Dødsfare, hvori Jomfruen
havde svævet, indtil sluttelig et Blik, som Karin fæstede paa
ham, et Blik fuldt af Rædsel og Fortvivlelse, lod ham ane,
at hendes Redning fra Døden ikke skjænkede hende den Glæde,
som han kunde have ventet. I slige øieblikke, fulde af
glødende Lidenskab, af heftig Smerte ligesaavel som af heftig
Fryd, da Menneskets hele Væsen ligesom er samlet mod ét
Maal, er det, som om Aand umiddelbart meddeler sig med
Aand, uden at benytte sig af Ord som Middel til at udvexle
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
