Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
264
NILS BOSSON STUKE.
det kunnet blive, at saavel det ene som det andet ikke havde
behøvet at hænde, men som det nu er, saa maa De sige,
hvor De tænker at føre den døde hen, Gud være hans Sjæl
naadig!»
«Herren tildele Dem alt godt, Hr. Marsk, for disse Deres
Ord», svarede Fru Bengta. «I Graabrødrenes Kirke vil jeg
lade læse Sjælemesse, og did agter jeg nu at gaa; thi allerede
i Aften vil jeg have ham lagt i viet Jord!»
Atter vendte Fru Bengta sig mod Døren, men nu sloges
denne op, og et Par Svende førte Nils Bosson ind. Paa et.
Vink af Marsken fjernede de to Svende sig, men den grønne
Ridder stillede sig foran Døren. Fru Bengta blev staaende,
ikke fordi hun nu længere befrygtede nogen Modstand fra
den halvfjollede Ridder, men fordi hun saagodtsom mod sin
Vilje fængsledes ved Synet af den blege og dog saa frimodige
Ungersvend. Uden Tvivl var denne en Gjenstand af saa stor
Betydning for hende, at hun ligesom fastlænkedes til ham,
ude af Stand til at lytte til de Advarselsraab, som Klogskaben
tilhviskede hende. Hun sad der næsten viljeløs. Den
viljestærke Kvinde maatte yde Tidsaanden sin Tribut. Under
denne var hun Træl, og dens usynlige Traade holdt ofte.
Aanden stærkere i Fængsel end den smedede Jernlænke.
Det var Sjørøverens Lykkekjæde, der paa en usynlig
Maade øvede en saadan Indflydelse paa Fru Bengta. Denne
Kjæde, med hvilken hun havde villet lægge Tro og Ære, ja
selve Kongekronen for sin Broders Fødder, denne Kjæde, for
hvis Erholdelse hun ikke havde sparet noget, ikke engang
taget i Betænkning at bryde med Venskab, Hæder, Kjærlighed,
alt hvad som for et Menneskehjerte er helligt og dyrebart —
denne Kjæde havde saaledes stadig været Gjenstand for
hendes Tanker og hendes Bestræbelser, at den var ligesom smeltet
sammen med hendes Væsen. Og Tanken paa, at hun dog
havde havt Halssmykket i sin Haand, men atter mistet det,
snarere forøgede end formindskede Smykkets Magt over
hende. Ligesom Lygtemanden, hvis Lys flagrer paa Heden,
stadig flytter sig undaf for det Menneske, som lader sig lokke
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
