Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
296
NILS BOSSON STUKE.
Du har det da ikke fra Mester Harpestræng!»
»Nei, nei . . . denne Melk har kostet mig langt mere end
saa, min Frænde vilde paa ingen Maade lære fra sig sin Kunst,
og det krævede hele min Opfindelsesevne for lidt efter lidt at
komme hans Hemmelighed paa Spor. Men Melken er kostbar.
De kan forstaa, naar jeg siger, at den tilberedes udelukkende
af Mandel ...»
«Det kan jeg forstaa, og du kan gjøre Regning paa mig
hvad Bekostningen aangaar, Helmich,» tilføiede Domherren med
stor Tilfredshed.
«Håv Tak, naadige Herre,» fortsatte Skriveren, «Drikken
er ogsaa sin Pris værd, den har de kosteligste Egenskaber.
Med sin Behagelighed forener den Evnen baade til at
vederkvæge og nære; thi som De kan se af de smaa fede Blommer
her paa Overfladen,» Skriveren fattede Bægeret og holdt det
frem foran Domherren og udpegede med Fingeren de smaa
Fedtblærer, «saa er det Oljen i Frugten, som udgjør Melken.
Det er paa Grund heraf jeg har tænkt mig, at De skulde kunne
sende ærværdige Fader, Erkebisp Olof en Flaske af den
kostelige Melk . . . Han kjender den nok igjen; thi han drak af
den derude, da han laa ved Mødet i Basel, og jeg véd, at han
længes høilig efter den ...»
«Du siger det, Helmich», sagde Domherren livligt og
skiftede et Blik med sin Skriver, «du siger det; det vil glæde
den gode og redelige Mand, og jeg er ham skyldig denne
Vennegave for al hans Velvilje mod mig! . . . Gjør Flasken
istand, Helmich, jeg vil lade dig selv bringe hans Naade
Erkebispen den tilligemed et Brev fra mig.»
Hr. Jøns Bengtsson afbrød sig selv hastigt og lyttede.
En dæmpet Lyd af flere Stemmer, der skreg og hujede,
trængte ind gjennem de smaa Ruder i Værelset, hvor de befandt
sig. Det hørte vel egentlig ikke til Sjældenhederne, at
Folkestimmel og voldsom Optræden forekom i Stockholm, men
det Optrin, som nu forefald, maatte have en større
Udstrækning, at dømme af den Vedholdenhed og den snarere til- end
aftagende Styrke, der særmærkede Skraalet. De to Mænd saa
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
