Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
MARSKENS SEGL.
->17
saa, desto mere rørt syntes han at blive. Han for Gang paa
paa Gang med sin Haand over Øinene.
«Som De vel véd», fortsatte Herman, «er mærkelige Ting
hændt i de to Aar, som er hengaaet, siden Engelbrekt døde.
Det forekommer mig, som om jeg ikke ret kjendte mig igjen,
dér hvor jeg rider frem med samme brændende Længsel efter
at gjøre noget godt og mandigt for mit Folk som lør . . .
Jeg er en ringe Mand, og kan virke blot i det smaa, men
jeg var den samme, mens Engelbrekt levede, dog følte jeg
alligevel i mit Hjerte ved alt, hvad jeg gjorde, en Fryd og
en Lyst, som jeg nu savner . . . Sig mig derfor, og sig os
begge, thi Nils er i samme Stilling som jeg, — sig os, hvad
skal vi gjøre?»
Haanden, som Biskoppen nu førte til øinene, skjalv
heftigt, og en lang Stund hengik, inden han tog den bort igjen.
«Se Tiden an!» sagde han derefter.
«Men, fromme Fader», indvendte Herman, «imens
hænder jo det ene efter det andet, der med Magt vil aftvinge
en Mand et Svar paa det Spørgsmaal: handler du som en
ærlig Mand bør handle, eller gjør du det ikke? Her gaar de
bort, den ene efter den anden af Engelbrekts Venner, Broder
Svensson, Erik Puke, gamle Erkebisp Olof ... er det ret at
tjene under ...»
«Karl Knutsson,» afbrød Biskoppen, idet han vinkede
med Haanden, forat Herman ikke skulde udtale det Navn,
«Karl Knutsson er dog den bedste af dem, som nu lever, og
i Herrens Raadsslutning kan ei Menneskene trænge ind. Se,
naar vi skuer tilbage og ligesom sammentrækker hele
Tidsperioder til mere og mindre overskuelige Punkter, saa viser
det sig, som om Herren i sit alvise Raad stundom lader en
Lilje, stundom en Tidsel voxe op og leve sin Tid. Naar
Liljen raader, da breder der sig ligesom en Søndagsfred over
Land og Folk, det er, som om den hellige Messe blev sungen
i alles Sind. Saa var det, da Engelbrekt levede, Gud give
hans Sjæl evindelig Fryd!» Den gamle Mand taug, som om
Engelbrekts Navn havde trukket ham langt ind i en Hellig-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
