Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
f) 502 NILS BOSSON STURE.
Over Axlerne og over Brystet endte den i brede Frynser af tre
eller fire Tommers Længde.
«Var det ikke her, han vilde, jeg skulde møde ham?"
spurgte den unge Mand videre og saa med et venligt Smil
paa Skindtrøien.
«■Jo, unge Herre!» svarede denne, «her var det; lad os
blot ride noget længere frem, saa faar vi nok se ham . . .»
Og de red noget længere frem, de kom lige til
Kirke-gaardsmuren, men ham, de ventede, saa de intet til. Blot
en gammel Mand sad ved en Stenhelle paa Kirkegaarden og
saa ned paa den lille Græsmatte ved sine Fødder, mens den
nedgaaende Sol forgyldte det vakre Hoved og de hvide
Lokker, som faldt ned over hans Skuldre. Det var et vakkert
Prospekt, og den stille, fredfulde Kirkegaard indbød til Hvile.
«Her maa jeg blive en Stund», sagde den unge
Herremand til sin Ledsager, «det turde hænde, at han snart er
her, og jeg faar nok oppebie ham, eftersom han har bedet
mig derom.»
Mens han talte, hoppede han af Hesten, som han bandt
ved et Træ, og gik ind paa Kirkegaarden. Skindtrøien lo
tilfreds derved, lagde Haanden over øiet og saa udover Sletten
mod Syd, som om det havde været derfra den ventede skulde
komme, skjønt han havde opgivet et ganske modsat Hold.
En dyb Rynke mellem øienbrynene, da han tog væk Haanden,
viste, at han ikke var rigtig tilfreds, men Rynken forsvandt
lidt efter lidt, naar han saa ind over Kirkegaardsmuren, og
saa den hvide Fjærbusk sagte bevæge sig mellem
Træstammerne.
Det var en slank og velvoxen ung Mand, og hans
velformede Ansigt oplystes af et Par store dybblaa øine. Han
havde nærmet sig den gamle Mand, der ved nærmere
lagt-tagelse befandtes at være en Præst og uden Tvivl
Menighedens Sjælesørger.
«Hillemænd, ærværdige Fader», sagde den ridderlige
Yngling, idet han høvisk hilste den sølvlokkede, «hvi sidder
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
