Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
512
NILS BOSSON STl’RE.
«■Og hvad heder han da, Peter?"
-Han heder Xils Bosson, og efter hvad jeg siden har hørt
af Marskens Svende, har han været i Marskens Tjeneste i
mange Aar og tilhører en mægtig Herreslægt i Sverige.»
Mens han endnu talte, kom den anden Bonde, fulgt af
yderligere tre, tilbage, og det varede ikke længe, saa red de
fem Mænd i raskt Galop henad Nådendalsveien.
Men i den vildeste Fart, over Stok og Sten, red den
enlige Rytter frem i Natten. Vinden, der friskede paa, jo
længere det led paa Natten, for hvinende gjennem Smaaskoven
og piskede hans Kind og sled i hans Lokker, men han agtede
ikke derpaa. I hans Indre rasede en Storm af en ganske
anden Beskaffenhed. Den Fare, som truede dem, der denne
Dag besøgte den sorte Britas Stue, blev større og forfærdeligere
for hver Stund, som gik, for hvert Hovslag af hans Hest.
Der er ingen Tvivl om, at han vilde have vovet det yderste
for hvemsomhelst, der var kommen i denne Fare, men lige
sikkert er det, at de, for hvis Redning han nu anstrængte
sig, trak ham saa mægtigt fremad, at han i Ordets egentlige
Forstand helt og holdent glemte sig selv. Et ungt, jomfrueligt
Væsen stevnede ham imøde med sine klare, skjønne øine,
strakte bedende sine Arme ud og søgte at flygte fra en raa
Vitaliebroders Omfavnelse — det Syn stod levende for ham
og drev Blodet gjennem hans Aarer i ligesaa vild Fart, som
han selv stormede frem paa sin hvæsende Ganger.
Om nogen i dette øieblik havde spurgt ham, hvem det
heftige Ridt gjaldt, vilde han uden Tvivl have ladet glide over
sine Læber et Navn, som han kanske hidtil aldrig havde troet
var ham saa dyrebart. Det er ofte saa, at den Gjenstand,
som man længe har baaret i sit Hjerte og stillet op som noget
godt og yndigt, hvorved man ligesom har vænnet sig til at
vugge sine Tanker til Ro, og som derfor er blevet en kjær,
uden at man nærmere har klargjort sig hvorfor, og hvorledes
det er blevet saa, ja kanske ikke engang tænkt paa, at man
har havt den saa kjær, det er ofte saa, at først da, naar man
er paa Vei til at miste den, at den træder frem i Sjælen i et
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
