Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
DEN VORDENDE KRØNIKESKRIVER. ç>
da han blev indviet til sit Embede, det var Dagen efter, at
vor naadige Herre, Kong Karl, kronedes . . . Kroningen fandt
Sted paa Lørdag, og Erkebispen viedes paa Søndag, det var
endda den 31te Juni forrige Aar . . . Ak, det var ikke min
gamle salige Herre, det var ei heller Erkebisp Nils, han, som
døde af Sorg over Kristoffers Død, nei, nei . . . hos begge
disse saa jeg Hjertets Godhed skimte gjennem det strenge
Alvor, men’ hos Erkebisp Jøns . . . jeg siger det, Broder, han
har ikke noget Hjerte.»
«Hm!» mumlede den anden.
«Farligere kunde ikke det Øie være, hvormed Slangen saa
paa det første Menneske, og Gud forlade mig, men siden,
naar jeg saa Erkebispen ved Kongens Hof, saa ham tale med
den skjønne Fru Karin, vor naadige Dronning, og smile til
sin gamle Fiende, nu Kong Karl, saa tænkte jeg altid paa
Slangen i Paradisets Have og mindedes min salige Herres Ord
i hans Dødsstund: Judas, Judas, hvi forraader du med Kys?
Og naar jeg nu hører Tale om, hvorledes alt gaar til ved
Kongens Hof, hvorledes alt dér er nyt, og hvor faa af hans
gamle, prøvede Mænd, der er igjen omkring ham . . . jeg har
hørt Slotsfolket fortælle, at endog den, der fordum var ham
mere kjær end selve Svigersønnen, han kaldtes den grønne
Ridder, skal være forsvunden . . . naar jeg hører alt dette,
saa tænker jeg paa den gamle Saga om Paradisets Lilje, der
blev ildrød, da Slangen spyede sin Gift paa den, og Slangen,
Slangen ... det er han, hvis Navn jeg ikke vil nævne!»
Den høie Munk nikkede atter til den lilles Tale, og
denne, der nu lidt efter lidt var kommen bort fra sin Sorg,
begyndte paany at fortælle, hvad han havde erfaret angaaende
Kongen og Dronningen og de fornemste ved deres Hof og de
fornemste af dem, som i Folkets Mund gik og gjaldt for
Kongens Fiender.
Men under alt dette var ikke den anden Munk en saa
opmærksom Tilhører som før. Han hørte vistnok paa ham,
men hans Blik hvilte paa en Flok Mennesker, der kom ud
gjennem Stadsporten og i sagte Mag red ned mod Munke-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
