Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
.280
NILS BOSSON STURE.
Deres Morfader, Gud være hans Sjæl naadig, klagede over
vor nuværende Konge! . . . Jeg har ogsaa ladet forstaa, at
De nok ikke vil have noget at inevende herimod, men
gjerne ...»
«Helmich!» skreg Erkebispen og kastede et dræbende
Blik paa den forbausede Domherre.
«De maa tilgive mig, naadige. Herre . . . men naar jeg
tænkte paa, hvad vi har os imellem fra fordum . . .»
Et nyt gjennemborende Blik af Erkebispen bragte
Kanniken til Taushed, men da Erkebispen intet sagde, og det
Erkebispen svarede intet, men trommede med Fingeren paa Bordet,
hvor adskillige Bøger og Papirer laa. (Sid. 279.)
fremforalt var farligt at lade ham i Uvished om noget, der
havde fæstet hans Opmærksomhed, hvad det saa end maatte
være, og endelig, fordi Helmich selv vel vilde minde ham om,
at de virkelig havde noget sig imellem, der bandt dem
sammen i Medgang og Modgang, tilføiede han, dog med nølende
og blød Stemme:
«Jeg tænkte paa den ærværdige Fader, Erkebisp Olof,
Gud unde ham Himmerigets Ro!»
«Gud forlade Dem den Tanke», ytrede Erkebispen, «lige
saa fuldt som jeg tigger ham om Forladelse for, at jeg nogen-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
