Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
344
NILS B0S90N STUKE.
Forordning ophævet. De kan være forvisset om, at blot paa
denne Betingelse tager jeg Jomfruens Haand af Erkebisp Jøns,
men aldrig som Løn lor noget, der skulde betvinge min frie
Vilje. Tilsidst vil jeg ogsaa have sagt, at om ogsaa vort
Maal var fælles, saa er vi dog ganske vist ikke af samme
Tanker angaaende Veiene til dette Maal ...»
Han gjorde et Ophold, og hans rolige øie hvilte imens
spørgende paa Kanniken, der, hvormeget han end var Herre
over sig selv, havde vanskeligt for at skjule sin Forbauselse
over Ridderens Ord.
«Hvorledes mener De?» spurgte han med et fint Smilr
mere for at aflede Opmærksomheden fra sig og vinde Tid til
Overlægning end for at lægge nogen synderlig Vægt paa den
Omstændighed, at han saavel af Ridderens Ord som
Ansigtsudtryk tydelig havde erfaret, at han ikke var den Mand, som
han og Erkebispen havde ventet at finde i ham.
«Det lader til paa Dem, «fortsatte Nils, som om
Erkebispen skulde ville betragte Veien, Midlerne, som bør benyttes,
altfor meget som en Bisag. Dette kan ikke jeg, og . . .
Tillid mod Tillid . . . jeg skiller mig aldrig fra Kong Karl, det
kan De sige hans Naade! Hvad der end maa ske, saa
forbliver jeg hans og min Ed tro. Det er sandt, hvad De siger:
mørk er den Sti, jeg vælger, og Æren sidder der som en
visnet Blomst for det menneskelige øie, mens jeg derimod, om
jeg sagde Ja til Deres Tale, vilde straale blandt de fornemste
og uden Tvivl ret snart opnaa den Lykke, som jeg attraar, —
men jeg stoler paa, at én findes, som dømmer anderledes, end
vi Mennesker gjør, og for ham haaber jeg at kunne staa
engang med hævet Hoved, saaledes som en sand Ridder bør
staa! . . . Har De forstaaet mig?»
Ridderens Tale var saa fuldstændig rolig, men tillige saa
varm. Det mærkedes vel, hvor dybt det smertede ham af
gaa glip af den Lykke, som han havde drømt om, og som
havde været hans Haab i saa mange lange Aar. Ogsaa
Tanken paa Brita selv og den Smerte, som hun vilde føie, om
den mørke Lod, hvorunder hun var hjemfalden, virkelig skulde
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
