Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
HAGBART OG SIGNE. 55
«Ligesom jeg er den ulykkeligste Mø . . . Dog er der
en stor Forskjel mellem mig og Dem deri ...»
«Og hvilken?»
«Jeg er ulykkelig for Deres Skyld, Hr. Ove ...»
«For min Skyld . . .! Hvorledes kan De tale saa
grusomme Ord, da De vel ved, at jeg vil ofre alt, hvad jeg eier
i denne Verden, ja, mit Liv for Dem og Deres Lykke!»
«Saa siger De . . . men Deres Ord er Skal uden Kjerne.
Mindes De hin Aften for mange Aar siden, da De første
Gang talte til mig om Kjærlighed? Mindes De, hvad jeg
svarede Dem?»
«Men siden den Tid har meget ændret sig, høivelbaarne
Jomfru, og Deres Faders Vilje . . . hans sidste Vilje ...»
«Hr. Ove!» skreg Brita, og saa Ridderen stolt i øiet,
kan det være Deres Alvor at ville minde mig om dette
Løfte?»
Hr. Ove blev rød ved disse Ord, men forøvrigt kunde
man ikke se, at de gjorde den mindste Virkning paa ham.
Han lo tvertimod, skjøndt selve Latteren dog fødtes ligesom
blot for at tage Flugten.
«Ja vel, hvorfor skulde vi ikke begge mindes Deres
afdøde Faders sidste Ønske?»
«Fordi denne hans sidste Vilje udtaltes, uden at han selv
vidste derom, det er det første, og videre Paamindelse om
dette forringer, ja, borttager helt og holden Kraften fra alle
Deres Forsikringer om Kjærlighed.»
Dette var et Udbrud, som Hr. Ove syntes at have
vanskeligt for at fatte. Han var en Ungersvend af det
hverdagslige Slags, aabenhjertet, rask i Strid og ved Gjæstebudsbordet
selve Glæden, men tillige heftig, opbrusende og manglende
den sædelige Holdning, som giver Manden hans rette Værd.
Han var ikke ond af Naturen, men han kunde let blive det,
netop fordi han manglede den Selvstændighed, den Fasthed i
Viljen, der ikke lader sig lede af andre. Han var spøgefuld,
men egenkjærlig. Legen maatte først og fremst bringe ham
selv Fornøielse, ■— og alt var Leg for ham, med Ungtagelse
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
