Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
452
NILS BOSSON STURE.
saa han kunde faa nyde i Ro de første Maaneder af sit
Ægteskab.
»Men til Vaaren«, sagde Kongen og nikkede til Nils,
»til Vaaren \il vi drage med Magt ned mod Kong Kristian,
og behøves tro og tapre Mænd ... da skal ogsaa De være
hos mig og tage Dalkarlene med Dem. Nu drager jeg selv
ned til Kalmar med mine Svende for at tage igjen Borgholm
og Øland og jage bort den forrædderske Magnus Gren, om
Gud forunder mig Lykke . . . Jeg haaber snart at blive
færdig med den Sag og atter være her oppe! Erkebisp Jøns
skal imens opbyde Upplandsalmuen for mig !«
Samme Dag som Nils med sin Brud skulde forlade
Stockholm, havde Raadet et Sammentræde i Vårfru Gildestue. Da
Kongen derfra kom op paa Slottet, hvor Nils og Brita
ventede ham, var Glæden forsvunden fra hans Ansigt. Det havde
været en hed Stund i Raadet. Erkebispen havde optraadt
med Fordring paa Erstatning af Folk, Skibe og Vaaben,
som han havde mistet under Krigen den forløbne Sommer.
Kongen optog meget unaadigt hans Fordring, der ogsaa
fremsattes i en ubeleilig Stund, da Erkebispen vidste, at Kongen
stod færdig til at drage ned mod Fienden, og han forklarede,
at han ikke var forpligtet til saadant. Alligevel havde han
udnævnt Dommere, og disses Dom faldt ud til Fordel for
Erkebispen. Dette havde vakt Kongens Vrede, saa at han i
Heftighed havde faret op mod Dommerne og Erkebispen.
Nogle Ord, som han havde ladet falde efter
Tilbagekomsten fra Raadet, var nok for Nils til at lade ham forstaa, om
ikke hvad der var forefaldt, saa dog at ikke alt var, som det
burde, og hele hans Kundskab om de hemmelige Anslag,
som havde været paa Bane, fremstod med ét i det klareste Lys.
»Jeg staar færdig til at drage fra Dem, Kong Karl»,
sagde han, »men Gud skal vide, at et andet Ønske bor i
mit Hjerte. Giv mig nu den Befaling, som De agter at spare
til Vaaren ...»
«Nei, nei», afbrød Kongen ham ivrigt, »det er min Vilje,
at De drager med Deres Hustru til Penningeby, og der vil
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
