Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
PAA KOLMORDEN.
551
Men efterat Maanen var gaaet ned, og det var dyb, mørk
Nat, aabnedes atter Klostrets Porte, og en liden Skare Ryttere
red ud derfra. De førte en fangen Mand mellem sig.
III.
Den fremmede Svend.
Omtrent en Maaned efter den beskrevne Tildragelse
vandrede en enlig Svend henad Veien til Penningeby. Han
gik med sænket Hoved, og en dyb Sorg laa udbredt over
hans blege Ansigt. Hans Klæder var slidte, men han syntes
følelsesløs for Kulden og den bidende Vind. Vinteren var
det Aar strengere, end den havde været i Mands Minde. En
og anden Afdeling Bønder, der kom togende sydover til Biskop
Kettil, eller som kjørte Livsfornødenheder til Beleiringshæren
ved Stockholm, alle var de godt indhyllede i sine
Faareskinds-pelse og saa undrende paa den ensomme Vandrer, som gik
dér i sin Vadmelstrøie, uden at han syntes at give Agt paa
dem.
Men jo længere bort fra Stockholm han kom, og jo mere
han nærmede sig Penningeby, desto folketommere blev Veiene,
og den Dag, da han haabede at naa frem til nævnte Slot,
mødte han ikke en eneste fra tidlig om Morgenen. Det var,
som om Trakten her havde været øde, saa stille, saa dødt
var alt, og selve Skoven sukkede saa uhyggeligt om Kvelden,
da hans trætte øie endelig fik se Lysene fra Penningeby, at
man havde kunnet tro, at Naturen deltog i den Sorg, som
trykkede Svendens Hjerte.
Da han kom ned paa Broen, der førte til den befæstede
■Gaard, stansede han og saa sig omkring, som om han havde
været tvivlraadig om, hvorvidt han burde fortsætte sin Vei
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
