Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
DEN GRØNNE RIDDER. 7
være, ligesom om han tænkte, at nu kunde det vel gjøre det
samme, enten fremmede Blikke fik se det eller ikke.»
Nils kastede herved et forskende Blik paa Munken, der
tilføiede:
«Ridderens sidste Stund er kommen . . . han lever ikke
til i Aften!»
Nils holdt fremdeles Smaragdhjertet i sin Haand og saa
paa sin Moders Navn, hvis Guldbogstaver straalede med en
fortryllende Glans og trak ham med sig langt bort, hvor
Barndomslivet udbredte for hans Blikke sine blomsterrige Enge,
ligesaa grønne som Smaragden i hans Haand, og hvor han
saa sin Moder smile til hans Søskendes Lege. De lyse Minder
er ogsaa en Sol, der midt i Sorgen kan opklare et Menneskes
Ansigt, og over Nils Stures sorgfulde Træk spredte sig en
Glædesstraale, der blandede sig med et Udtryk af den
inderligste Vemod.
Netop da slog den sovende op sine øine, sagte, stille,
undrende, og Blikket faldt paa Nils og paa Smaragdhjertet,
og den gamle smilte derved uden at sige et Ord.
Da Nils saa op, mødte hans drømmende Blik Ridderens, og
et øieblik hengik, inden han mærkede, at denne betragtede
ham. Da slåp han Hjertet og sagde:
»De har sovet godt en Stund, Ridder!»
»Hvi skulde jeg ikke det, naar De har holdt Riddervagt!»
gjenmælte den gamle og tilføiede, «De skal have Tak derfor,
Nils, min sidste Stund er kommen, jeg føler det vel, og det
gjør mig godt at have Dem hos mig, saa jeg kan faa bringe
Hilsen med mig til din Moder! Det er Herrens Naade, at
jeg skulde faa dø saaledes . . . ogsaa Deres Nærværelse,
fromme Fader Andreas, er en Naade af Herren . . . Jeg dør
dog ikke af Gift som Deres gamle Herre, Erkebisp Olof, gjorde. *
Nils saa paa den gamle Graabroder, hvis blege, udtærede
Ansigt med et Par luende Øine ståk frem under Munkehætten.
Han nikkede bejaende til Ridderens Tale, som om han vilde
sige: ja, jeg er den fromme Erkebisps Kansler, og jeg har
ikke glemt, at han døde af Gift! Men fra Munken vendte
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
