Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
NILS B0B80N STUKE.
han endnu havde staaet paa Hjortens Dæk og behøvet en
Styrmand som den grønne Ridder for at komme frem mellem
disse to Yderligheder. Hans Hjerte sammensnøredes, og han
blev greben af en Ængstelse, der grændsede til Fortvivlelse.
Men vaarlige Vinde viftede ham imøde, jo mere han
fjernede sig fra Byen, og Lærkerne sang høit i Sky. Det var
en Dag saa fuld af Fred og Nydelse i Naturen, at den tvang
sig ind selv paa det mørkeste Humør, trængte sig ind som
Solstraalen gjennem den mindste lille Sprække og gjorde
idetmindste sit bedste for at sprede Lys og Varme og Klarhed
derinde. Lyst blev det vel ogsaa tilslut i Nils Stures Sjæl,
men det var et Lys, som kunde lignes ved en af de
Mellemfarver, der opstaar, naar tvende Hovedfarver af samme Styrke
flyder sammen. Det var hverken Rødt eller Gult eller Blaat,
men Violet eller Grønt. De mørkere Følelser brød sig mod
de lyse og frembragte et Vemod, der truede med at gaa over
til det dybeste Tungsind.
Det var hans Værk, at Kong Karl skulde komme igjen,
men om han derved skulde have paaført sit Land mere Skade
end Gavn, hvad stod nu tilbage for ham at gjøre? Optræde
mod Kong Karl . . . han afviste med Afsky en slig Tanke, —
forene sig med ham ... det var ligesaa vanskeligt, og hvem
vidste vel bedre end han, hvor langt denne Konge kunde gaa
i Vankelmod og Svaghed.
Den Tanke begyndte tilslut at udvikle sig til Klarhed
hos ham, at han burde holde sig paa Afstand saavel fra
Kongen som dennes Modstandere, indtil Tingenes Gang selv
fik afgjøre^hans Plads i den kommende Kamp.
Ved Litslena Kirke holdt han stille. Ingen af hans Svende
havde talt til ham underveis. De indsaa, at den grønne
Ridders Død havde gaaet ham dybt til Hjerte, og af Ærbødighed
for hans Sorg iagttog de Taushed. Da de nu saa ham sidde
stille uden at ride Veien frem forbi Ekolsund, hensunken i
Tanker, som om han havde i Sinde at svinge af til Venstre,
da det naturligvis gjaldt Hjemmet, forundrede de sig, men
sagde heller ikke nu noget.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
