Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
54
NILs BOSSOJJ STURE.
«Hr. Nils har altid været en Ridder god, noget andet skal
ingen ærlig Mand kunne sige, og vel havde det været for dig,
Konge, om du havde holdt denne Ridder saa kjær, som han
har fortjent.»
♦ Den Ridder lod mig dog ene i Farens Stund, skjønt jeg
sendte Bud paa Bud efter ham.»
♦ Nei, Kong Karl, det gjorde han ikke . . . jeg ved det,
jeg, hos hvem han har havt sit fornemste Tilhold, naar han
har redet om i vore Bygder for at holde varm Mændenes
Kjærlighed til dig. . . Dine Bud kom aldrig frem til Ridderen,
og da han siden vilde reise en Bondehær for at tvinge
Erkebispen med Vold til at skille sig fra Kong Kristian og forsone
sig med dig, saa var det blot paa Grund af din egen Befaling
han afstod derfra ... Og det kan du tro, at havde ikke Hr.
Nils været, saa havde ikke en eneste Mand gaaet over Elven
og Långheden for Erkebispens og Kettils Skyld!»
Det var ganske naturligt, at denne Forklaring angaaende
Nils Stures Udebliven Ira Kongens sidste afgjørende Kamp
modErkebispen paa langt nær ikke vilde tilfredsstille Kongen. Det
lød næsten utroligt for Hr. Nils selv, da hans Ven, Hr- Sten
tilslut kom med Underretning om, hvad der var hændt; hvor
meget mere maatte da ikke Kongen finde det usandsynligt og
utroligt, at hans Bud ikke var kommet frem til Ridderen.
Dog var det ikke med Bitterhed, han tænkte paa Nils Stures
Opførsel ved denne Anledning. Han fandt den tværtimod let
forklarlig, men af ganske andre Grunde. Han tænkte nemlig
paa sit eget Forhold til Manden, hvor mange Gange og hvor
dybt han havde krænket ham, og det var vel neppe tænkeligt,
at alt dette skulde eller kunde glemmes saaledes med én Gang,
allerhelst da Kongen vidste med sig selv, at han endnu havde
en Gjæld til Nils Sture, som ikke var betalt.
Alt dette var dog Ting, som Bergmanden ikke kunde
kjende til, og som Kongen ikke kunde berøre i Samtalen med
ham. Karl fæstede sig blot ved den Varme, der gav sig
Udtryk i den gamles Tale og hele Væsen, idet han lod hans
Feiltagelse med Hensyn til Nils Sture staa for sit Værd.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
